Share on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedInEmail this to someonePrint this page

Paris-aftalens store dag

cop22 side event gunnar

 

Klimablog, tirsdag 15/11-16, fra Marrakech, Marokko

 

Så kom dagen, hvor jeg fik mulighed for at præsentere vores forslag om 100% vedvarende energi og omstilling til et klimaneutralt samfund, hvor der opsuges lige så mange drivhusgasser, som der udsendes. Jeg præsenterede kort VedvarendeEnergis forslag om hurtig omstilling til vedvarende energi til 2030, og hvordan vi kan udfase de sidste drivhusgasser, efter vi er gået over til vedvarende energi. Jeg præsenteerede sammen med Paul fra Center for Alternative Technology i Wales, som har samlet nyt, spændende materiale om hvordan Storbritannien kan komme videre med omstillingen. Vi havde også to oplægsholdere fra Australien, der repræsenterede hhv. regionen Sydaustralien og Australiens hovedstad, Canbarra, som begge har besluttet både at omstille til 100% vedvarende energi og blive drivhusgasneutrale senest 2050.

Oplæggene kan nu ses på http://inforse.org/europe/

 

Efter oplæggene var der en række spørgsmål fra deltagerne, bl.a. fik jeg spørgsmålet om hvad der er de sværeste udfordringer ved at få reduceret de sidste udledninger efter omstilling til vedvarende energi. Da det meste drivhusgas, der ikke kommer fra fossil energi, i Danmark kommer fra landbrug, måtte jeg svare, at de største udfordringer nok er at få politisk vilje til at omlægge landbruget. Men ren teknisk er der nok større problemer ved fjerne små udledninger fra cement, spildevand og andet. Derfor foreslår vi, at 1,6% af Danmarks areal skal reserveres til opsamling af CO2 i planter, f.eks. i højmoser og skove. På den måde kan Danmark blive helt drivhugasnetutralt.

 

På vej videre efter side-event’et stødte jeg ind i en strøm af ministre, der var på vej ind til starten af det første officielle møde om Paris-aftalen, de såkaldte CMA1 (Conference of Members of the Agreement). Mødet blev åbnet af den marokanske konge og fortsatte hele dagen med taler af statsministre og klimaministre. Frankrigs Hollande lagde friskt ud med direkte at invitere USA’s nye præsident til samarbejde om klimaproblemerne og opfordrede samtidig Trump til at overholde Paris-aftalen.

 

Ellers fylder Trump ikke meget her, NGO’erne fra USA er naturligt bekymrede, men for resten af os handler det først og fremmest om at få forhandlet gode detaljer på plads for Paris-aftalen, og diskutere hvordan vi får gennemført omstillingen. Jeg ser ti gange så meget til Trump når jeg åbner TV, som på COP’en. Chefen for verdensorganisationen for vedvarende energi, IRENA, fortalte at omstillingen ikke er til at stoppe, med henvisning til at vedvarende energi er blevet så billig, at det mange steder kan udkonkurrere fossil energi.

 

Sidst på dagen startede hvad der skulle have været den sidste runde forhandlinger om links mellem finansielle mekanismer og klimateknologimekanismen. Det handlede i praksis om, hvordan teknologimnekanismen med klimateknogicentret i København kan få midler fra den 10 milliarder $ store Grønne Klimafond. I-landene ønskede ikke direkte finansiering, kun at Klimafondens midler kan bruges til at gennemføre forslag fra Teknologimekanismen. Det havde U-landene accepteret, men ville gerne vende tilbage til spørgsmålet om to år. I-landene ville først diskutere sagen igen om fire år. Efter en lang diskussion med 1½ times overtid om de to eller fire år, opgav mødelederen. Han foreslog, at de uenige lande satte sig sammen resten af aftenen og diskuterede til de var enige. Så kunne resultatet præsenteres næste morgen og formelt vedtages.

 

Min aften fortsatte med middag ved ambassadøren på en fin, traditionel restaurent i den gamle bydel i Marrakech. Her var op mod 50 danskere samlet, fin velkomst ved ambassadøren og vor minister for klima m.m., Lars Christian Lilleholt. Fik snakket med politikere, jorunalister m.m.. Fik fortalt en journalist at jeg ikke forstår hvorfor Danmark ikke vil arbejde for en mere permanent firnansiering for Kliamteknologicentet, når Danmark har gjort så meget for at få centret placeret i København.

VedvarendeEnergi