Regeringen har chancen for at give elbiler en hurtigere accelleration

Stil afgiftsstigninger i bero, så vi kan få gang i elbilsalget, siger miljøorganisationen VedvarendeEnergi

 

Salget af elbiler i Danmark er reduceret til kun 25 procent af sidste års niveau. Og det står nu lysende klart, at aftalen om at indføre afgifter på elbiler reelt har stoppet den del af omstillingen, der skal få transporten væk fra fossile brændsler. Samtidig gør det svækkede elbilsalg det sværere at nå Danmarks del af EU’s klimamål. De mål omfatter bl.a. et mål for drivhusgasser uden for kvotesektoren, hvor transporten udgør en meget væsentlig del.

 

Selvom mange i dag kan få fordel af en elbil - det gælder, hvis man f.eks. har et kørselsmønster med daglig transport til og fra arbejde på mere end 50 km - og der derfor med en stabil afgift kan forventes et genopstået marked for elbiler, vil de planlagte kommende afgiftsstigninger ødelægge økonomien for en del potentielle elbilister. Med de planlagte afgiftsstigninger kan vi derfor forvente, at der ikke kommer gang i omstillingen til elbiler i Danmark i en årrække fremover.

 

Derfor opfordrer vi fra miljøorganisationen VedvarendeEnergi til, at aftalen om afgifter på elbiler gentænkes, så de kommende afgiftsstigninger stilles i bero til der er solgt mindst 10.000 elbiler fra og med 2016.
Samtidig skal der indføres en afgiftsfritagelse for batterier, der er den komponent, der både muliggør elbiler, og som er den største fordyrelse i forhold til benzin- og dieselbiler. Samtidig bør vi iværksætte en forbrugerkampagne for elbiler, som gør det klart, hvilke bilister der har fordel af at skifte til elbil. Og så kan man samtidig vise, at staten støtter omstilling til miljøvenlig transport.

 

Parallet opfordrer vi til, at afgiftsfritagelsen for el til rutebusser gøres permanent i mindst 10 år, da den netop besluttede forlængelse på et år ikke er nok til at busselskaber med god økonomi kan omstille til de miljøvenlige elbusser.

 

Med disse forslag kan opbygges et marked for elbiler og omstilling af bybusser til el: To væsentlige elementer i den danske omstilling til vedvarende energi. Og med det store mersalg, der i år har været på benzin- og dieselbiler, og dermed et større afgiftsprovenu til staten, bør det ikke være et økonomisk problem at gennemføre forslagene.

 

For yderligere oplysninger:
Gunnar Boye Olesen. T: 24 26 99 33 eller gbo@ve.dk

 

ve.dk samler statistik ved hjælp af cookies

Vi begynder dog først, når du klikker dig videre til næste side. Ønsker du helt at undgå cookies, skal du slå cookies fra i din browser. - Læs mere her

Luk og acceptér