Hjem > 18 energiministre bakker op om mål for vedvarende energi

18 energiministre bakker op om mål for vedvarende energi

Stor tilslutning fra EU’s energiministre til EU-Kommissionens meddelelse om EU’s klima- og energipolitik frem mod 2030. Der er udsigt til mindst to mål og en reform af kvotehandelssystemet.

EU’s energiministre mødtes tirsdag i Bruxelles for at diskutere EU’s kommende klima og energipolitik frem mod 2030 forud for statsledernes afgørende møde i Det Europæiske Råd den 20.-21 marts.

I et udkast til et EU-dokument forud for dette møde, er der sat fokus på industri og konkurrenceevne. Dog tilkendegav 14 lande, at de er for et CO2-reduktionsmål på mindst 40 procent. 18 lande er for et mål for vedvarende energi og fem lande er for et mål for energieffektivitet.

– Det er et positivt udfald af mødet mellem EU’s klima- og energiministre. Det tegner et positivt billede af, at Polen tilsyneladende står alene med en blank afvisning af EU-målsætninger for 2030 nu, og det kan skyldes, at EU-Kommissionen har slået fast, at det ikke er energi- og klimapolitikken, som belaster konkurrenceevnen, siger Ulrich Bang EU-chef i Dansk Energi.

Langt størstedelen af medlemsstaterne er enige om, at der er et behov for at reformere EU’s CO2-kvotehandelssystem. Polen er det eneste land der satte sig imod målet for CO2. Østrig, Estland, Finland, Frankrig, Tyskland og Italien tilkendegav dog på mødet, at energiintensiv industri med stor CO2-udledning, fortsat bør være beskyttet.

– Det er vigtigt, at vi sikrer en reform af det nuværende kvotehandelssystem for at sikre investeringer i nye energiteknologier og energieffektiviseringer. Kvoteprisen er i dag for lav og for ustabil til at sikre omstillingen af energisektoren. Derfor er det positivt, at EU’s ministre er enige i, at kvotehandelssystemet er den mest omkostningseffektive måde at drive markedet på. Kvotemarkedet kan ikke stå alene, men sammen med et mål for vedvarende energi kan det bidrage til, at nye teknologier kan komme på markedet, siger Ulrich Bang.

Den 20.-21. marts mødes EU’s statsledere i Bruxelles for at diskutere EU’s klima- og energipolitik frem mod 2030.

Kilde: danskenergi.dk

Scroll til toppen