Hjem > Afstanden mellem civilbefolkning og politikere er vores største udfordring

Afstanden mellem civilbefolkning og politikere er vores største udfordring

Allerede på metrostationen Glória forstår vi, at vi er i bydelen hvor NGO`erne på Rio+20 konferencen holder til. En stor gruppe oprindelige folk fra Amazonas fylder tunnellen, der fører til togene.

Bare, tatoverede overkroppe, malede ansigter og fjerpragter bidrager til den farverige brasilianske kultur. Vi er på vej til Flamengo Park med Josiah Omotto, leder af Umande Trust, VedvarendeEnergis partner i Kenya. Vi er i Rio de Janeiro, dels for at holde vores årlige møde med 4 vores afrikanske partnere, dels for at følge forhandlingerne på FN-konferencen om bæredygtig udvikling. Udover dette har vi også besøgt REDES, et stort miljø- og udviklingsprojekt i Maré – en af Rios store favelaer (slumkvarterer).

NGO´ernes konference

Parken, hvor NGOernes konference holdes ligger ud til bydelen Flamengos strand mod syd og Rios marina mod nord, en strækning på et par kilometer. Det store parkområde er fyldt med organisationernes telte, madboder, konferencetelte, der kan rumme flere hundrede og et væld af salgsboder, hvor alskens souvenirs bliver udbudt. Musik- og dansegrupper optræder og samler folk i store medlevende grupper. Folk på stylter, malede ansigter, Hara Krishna folkenes messende rytmer fylder rummet, vi er i NGO-land, langt fra RioCentro, hvor de officielle forhandlinger finder sted. I Flamengo Park diskuteres der ikke mindre. I de store konferencetelte samles folk fra hele verden om de samme emner, som regeringsforhandlerne og NGOernes repræsentanter diskuterer i RioCentreo. Måske ikke helt med samme tilgang. Emnerne er kritik af forbrugerismen, anti-atomkraft, retten til jord, økologiske dyrkningsmetoder, fødevaresikkerhed, kvinders rettigheder, økonomisk solidaritet osv.

Skytset fra græsrødderne

Mange af de store internationale NGO`er er til stede med store stande. De store NGOer er også repræsenteret i de officielle forhandlinger, men skytset får de fra græsrøddernes diskussioner. Desværre er der meget langt fra civilsamfundets ryst og til det man kan enes om på regeringernes realpolitiske niveau.
Rio+20 konferencen viser dels verdens mangfoldighed af livsformer og kulturer, og en lyst og engagement til at diskutere drømme og visioner for fremtiden. Dels viser konferencen også den store afstand mellem civilsamfundet og hvad deres valgte politikere finder relevant at beslutte for verdens fremtid. Denne afstand er måske den største udfordring vores verden har.

Finn Tobiesen – Afdelingsleder VedvarendeEnergi International
 

Scroll til toppen