Hjem > Den danskstøttede FN-styrke er på en umulig opgave i Mali

Den danskstøttede FN-styrke er på en umulig opgave i Mali

Der bliver ingen fred uden dialog med de radikale islamistiske grupper. Tabene i Mali er de højeste for FN, men det er afrikanske soldater, der mister livet i kampen mod islamistiske fundamentalister.

Af Kresten Kjær Sørensen og Signe Marie Cold-Ravnkilde, programkoordinator i VedvarendeEnergi og postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier
 

Det går dårligt for den danskstøttede FN-styrke i Mali. I år er mere end 30 FN-soldater blevet dræbt og flere hundrede såret.

De faldne soldater stammer alle fra afrikanske lande, hvilket nok er grunden til, at det er forbigået den danske offentlighed. Men der er faktisk også europæiske soldater og militære rådgivere i Mali, herunder danske, og europæiske og danske tab kan ikke udelukkes i en fremtid, der er meget usikker.

Oprørsgrupper i Mali

I 2012 blev FN-styrken indsat i det nordlige Mali, i kølvandet på en franskledet militæroperation, der var rettet mod bevæbnede islamistiske grupper. Havde Frankrig ikke interveneret ville islamisterne formentlig have indtaget landets hovedstad. Det lykkedes fransk militær at slå islamisterne tilbage, men det lykkedes aldrig helt at nedkæmpe de mange forskellige oprørsgrupper i det tyndt befolkede ørkenområde, der geografisk er på størrelse med Tyskland.

Derfor kæmper FN-soldaterne stadig i dag mod mange af de selvsamme væbnede grupper, som var aktive i 2012, på trods af at der er indgået en fredsaftale mellem Malis regering og tre af de mere moderate oprørsgrupper. Og siden Frankrigs delvise tilbagetrækning i juli i år, er der kommet hyppigere og voldsommere angreb på FN-styrkerne.

FN har kontrollen med de større byer, men kan ikke forlade dem uden at blive angrebet. De kæmper en ulige kamp mod grupper, som er erfarne, veltrænede og veludrustede, som kan bevæge sig frit i området, som kan gå i ét med lokalbefolkningen, som ikke følger krigens konventioner og som bliver stærkere og dristigere for hver dag, der går. Kilder internt i FN-styrken vurderer, at vi er på vej mod en situation, hvor oprørsgrupperne igen vil kunne overtage kontrollen med Nordmali.

Mali har brug for det internationale samfund

Skal FN-indsatsen i Mali lykkes, er det afgørende, at det internationale samfund skifter kurs. Vi bliver nødt til at skabe et mandat, der forholder sig til den forværrede situation, landet befinder sig i. De nuværende diplomatiske forhandlinger inddrager ikke alle de stridende parter, og det kan resultere i en katastrofe for FN, Mali og alle de mennesker, som bor i Nordmali.

Uden et kursskifte står befolkningen til igen at skulle leve under forskellige væbnede gruppers tilfældige håndhævelse af egne love og regler, og verden vil stå med et fristed for islamisme og organiseret kriminalitet 1500 km fra Europas grænser.

Al-Qaeda i Islamisk Maghreb

De oprørsgrupper, der volder de største problemer i dag, er relaterede til AQIM, der står for Al-Qaeda i Islamisk Maghreb. AQIM er en militant islamistisk organisation med rødder i den Algierske borgerkrig, der nu kæmper for at indføre et kalifat med sharialov i hele det nordvestlige Afrika; et område også kaldet Maghreb. AQIM har gennem en årrække vokset sig stærke i Mali, bl.a. via gidselstagninger og lukrative smuglernetværk. Vesten mærkede konsekvenserne, da en AQIM-relateret udbrydergruppe som magtdemostation og hævn for den franske indblanding i Mali angreb og kidnappede udenlandske arbejdere på et gasanlæg i det sydlige Algeriet – herunder fem nordmænd.

AQIM sad ikke med om bordet under de internationalt ledede fredsforhandlinger i 2012 som førte til en våbenhvile i Ougadougou, ligesom mange andre af de væbnede grupper i Nordmali heller ikke gjorde det. Disse grupper kæmper ufortrødent videre mod den maliske hær, mod FN-styrkerne og til tider mod hinanden.

Den våbenhvile blev dog brudt i maj i år, da seks embedsmænd blev skudt i den nordmaliske by, Kidal, i forbindelse med et besøg af Malis premierminister. Regeringen og tre moderate grupper har efterfølgende genoptaget fredsforhandlingerne, men sidst i november brød de forhandlinger sammen. Forhandlingerne genoptages til januar, men hvad er en diplomatisk løsning værd, hvis den ikke er indgået mellem de stridende parter?

Regeringen og det internationale samfund forsøger hele tiden at skelne mellem terror og ikke-terrorrelaterede oprørsgrupper og ønsker kun at forhandle med sidstnævnte. Men i praksis er grænserne flydende, og medlemmerne strømmer fra terrorgrupperne over i de mere moderate eller den modsatte vej afhængig af, hvor der er størst mulighed for at opnå indflydelse. Den internationalt støttede fredsproces har et grundlæggende problem med at lykkes, fordi den ikke forholder sig til den sikkerheds- og socialpolitiske kompleksitet i Mali.

Konflikten i Mali kræver forståelse for også kulturel diversitet

For det første bliver konflikten tegnet som en konflikt mellem Nord- og Sydmali uden at tage højde for den kulturelle diversitet og de interne stridigheder mellem grupperne i Nord, som bestemt ikke føler sig repræsenteret af de parter, der sidder ved bordet. Som et eksempel har den tuaregiske separatistgruppe MNLA opnået en privilegeret status som talsmænd for Nordmali. Tuaregerne udgør mindre end 15 procent af befolkningen i Nordmali, og selv ikke et flertal af dem støtter MNLA, der kæmper for en afhængig tuaregisk stat. Gruppen er forbundet med nogle bestemte tuareg-klaner i Nordøstmali og opfattes i Mali som deres repræsentanter; ikke et helt folks.

For det andet vil en diplomatisk løsning kræve en meget bredere og sikkert mere besværlig og problematisk inddragelse af de grupper, der repræsenterer de stridende parter end det, vi ser i dag. At inkludere en terrorgruppe som AQIM i fredsforhandlinger er af indlysende årsager ikke uden problemer.

På den ene side er der en principiel politisk diskussion af, om man overhovedet kan og vil forhandle med terrorister. Det ønsker størstedelen af befolkningen i Mali ikke. Ifølge meningsmålinger er retsforfølgelse af krigsforbrydelser det vigtigste for forsoningsprocessen og for genoprettelsen af tilliden til staten. Befolkningen anser det ikke som legitimt, at krigsforbrydere kan opnå politiske og økonomiske fordele ved at begå væbnede oprør. For et par dage siden frigav Frankrig f.eks. fire AQIM oprørere til gengæld for frigivelsen af et fransk gidsel. Det har været stærkt kritiseret fra Malis side. En borgmester har udtalt »Selv om det var Malis præsident, der var taget til fange, kunne man ikke udveksle ham for disse fire personer med blodbesudlede hænder. De har folks liv på deres samvittighed«.

Episoden viser hvor problematisk dialog med terrorgrupper er. For hvad med sikkerheden i Mali? Og gør sådanne udvekslinger det ikke blot endnu mere attraktivt at kidnappe vesterlændinge? Men fred er ikke nødvendigvis forbundet med retfærdighed.

På den anden side er der behov for at indgå dialog med de radikale islamistiske grupper omkring en fredsproces. I den forbindelse er det slet ikke ligegyldigt, hvordan dialog med radikale islamister foregår. Men forsøget må gøres, ellers fortsætter det samme scenarie som hidtil, hvor de grupper, som ikke sidder med ved bordet, obstruerer forhandlingerne ved brug af vold. I øjeblikket står AQIM og dem, de aktuelt er allierede med, til at få det militære overtag og gentage situationen fra 2012.

Mali foregangsland for demokrati?

Før krisen i 2012 blev Mali ofte nævnt som et foregangsland for demokrati i Afrika. Set udefra havde Mali med succes gennemført demokratiske valg, hvor en siddende præsident havde overgivet magten til valgets vinder samt præsteret tocifrede vækstrater i en kort overgang herefter. Det så man ikke hver dag i Afrika – og så endda i et muslimsk land. Chokket var derfor stort, især i Vesten, da en gruppe unge officerer tiltvang sig magten ved et militærkup i marts 2012.

Det var på grund af krigen i Nordmali, at officererne gjorde oprør. De mente ikke, at landets præsident gjorde nok for at støtte hæren, der havde fået store problemer med de forskellige væbnede grupper i Nordmali efter oberst Gaddafis fald i Libyen. Den libyske obersts hær bestod nemlig af mange lejesoldater fra Mali og Niger, og da Gaddafi faldt, tog de hjem igen med deres våben. I Mali sluttede de trænede og dygtige soldater sig til forskellige oprørsgrupper, der var allierede i deres kamp mod regeringen, og på kort tid ændrede magtbalancen sig.

Efter militærkuppet gik situationen fra skidt til værre. Den maliske hær faldt fuldstændig fra hinanden, og oprørsgrupperne stod pludselig kun et par hundrede kilometer fra landets hovedstad. Det var i mellemtiden lykkedes at få dannet en overgangsregering, som det internationale samfund kunne anerkende, og den bad Frankrig om øjeblikkelig hjælp. Som bekendt kom hjælpen, blandt andet også fra Danmark, og den militære og humanitære katastrofe blev afværget. Men hvordan kunne det gå så galt?

Politisk spin og korrupt elite

Man opfatter ikke længere Mali som noget foregangsland, hverken i dag eller førhen. For det står nu klart, at succeshistorien om Mali var dygtigt spin af en politisk elite, der berigede sig selv på bekostning af landets udvikling og måske i ledtog med flere af de grupper, som i offentlighedens øjne var deres modstandere. Der går f.eks. et hårdnakket rygte om, at franskmændene mærkede pengesedlerne, da de betalte kidnappere i Nordmali en løsesum for at få to franske gidsler frigivet i 2011. Gæt, hvor pengene dukkede op ifølge rygtet? I stormagasinet Lafayette i Paris, hvor præsidentfruen var ude at shoppe sko. Befolkningens tillid til den politiske elite er helt i bund.

Sidste år opstod der et håb om nye tider. Mali fik en ny præsident, Ibrahima Boubacar Keita (også kaldet IBK) efter et valg med rekordstor valgdeltagelse. IBK havde gennem en årrække været kritisk over for den tidligere præsident, og der var derfor tiltro i befolkningen til at IBK kunne rydde op i fordoms unoder. Men IBK havde knap siddet på posten i et år, før skandaler om misbrug af offentlige midler til blandt andet køb af privatfly ramte de internationale mediers forsider. Meget tyder på, at gamle vaner med misbrug af offentlige midler endnu ikke er lagt på hylden og tilbage står en skuffet og desillusioneret befolkning.

Det er helt afgørende at forstå landets overordnede situation for at forstå, hvorfor der i det hele taget er krigshandlinger. Mali er et af verdens fattigste lande, og den økonomiske udvikling, der er, er meget ulige fordelt i det geografisk store land. At være terrorist, jihadist eller separatist er en attraktiv levevej i Nordmali, der er hægtet af den spæde økonomiske udvikling i resten af landet. For vist er der forskellige militante oprørsgrupper med hver deres politiske program, men grænsen mellem oprørsgruppe og organiserede kriminelle er hårfin.

AQIM, for at tage én gruppe, har gennem årene finansieret sig ved hjælp af kidnapninger og beskyttelsespenge og af smugleri af narkotika, våben men også benzin og andre helt almindelige varer på det sorte marked. Og det samme gælder mange af de andre grupper. AQIM og de andre grupper har gode vilkår til at rekruttere unge og kampdygtige maliere, der håber på en bedre fremtid.

Fred skal ikke opnås militært

Det forhold er den altoverskyggende årsag til den årtier lange konflikt i Nordmali, og den maliske stat har siden uafhængigheden i 1960 ikke været i stand til at løse det. I Nordmali oplever befolkningen, at de er blevet svigtet af staten i langt højere grad end i resten af landet. På langt sigt er den eneste vej til en bæredygtig fred i Nordmali, at der skabes økonomisk og social udvikling. Det er ikke en konflikt, der kan løses militært.

For det første kræver det en genuin forsoningsproces at skabe tillid mellem landets forskellige befolkningsgrupper. For det andet står statens legitimitet for skud – nu måske mere end nogensinde før. Opbygning af staten og regeringens legitimitet kan kun ske via løsninger på det grundlæggende udviklingsproblem i regionen, hvor den maliske regering i høj grad selv er en del af problemet.

Sikkerhedssituationen er lige nu i hænderne på FN-styrken og udgør kun det første spæde skridt til at genoprette lov og social orden i Nordmali. På kort sigt har FN-styrken behov for det nødvendige militære mandat og de nødvendige ressourcer til at afværge den truende katastrofe. Fra dansk side bør vi forsat bakke op om den indsats. Men det militære bidrag kan ikke stå alene.

På lidt længere sigt skal FN og det internationale samfund afstå fra den nuværende diplomatiske kurs, hvor man nægter at forhandle med islamistiske grupper, men til gengæld ophøjer andre grupper til talerør for en hel befolkning i Nordmali. Ingen kan tale på vegne af alle i dette komplekse område. Derfor er det også nødvendigt at inkludere repræsentanter for de mange forskellige befolkningsgrupper, traditionelle ledere, gamle og unge, og ikke mindst kvinderne i fredsforhandlingerne. I øjeblikket forhandles der kun med udvalgte væbnede grupper, mens civilsamfundets repræsentanter står udenfor. Fra international side bør man arbejde for et diplomatisk spor, der er langt mere inkluderende end hidtil, og støtte civile organisationer i landet, der kan holde de politiske eliter til regnskab. Det spor skal vi også bakke op om fra dansk side.

På den helt lange bane er støtte til den langsigtede udvikling, en ligelig fordeling af landets ressourcer og tydelige krav til regeringen og de lokale parter, nøglen til varig fred i Mali.

Kilde: Politiken

Scroll til toppen