Hjem > Der skrives historie i Burkina Faso

Der skrives historie i Burkina Faso

Den 30. oktober 2014 var en historisk dag, hvor en af verdens længst siddende diktatorer blev væltet i et folkeligt oprør. I Burkina Faso måtte præsident Blaise Compaoré flygte ud af landet efter at have siddet på magten i 27 år.

“Jeg besøgte landet blot 2 uger efter ‘folkets kup’ for at se hvordan det går med VedvarendeEnergis projekter i landet,” udtaler Kresten Kjær Sørensen efter et besøg i Burkina Faso november 2014.

Det var virkelig spændende at være i Burkina Faso denne gang. Tidligere grinede folk sarkastisk af deres eget land, fordi det var så korrupt og fordi Blaise og militæret virkede så urørlige på magten. Intet kunne laves om. Nu summer hele landet af forandring: ”Det er vores land” siger folk, ”de skal ikke tage det fra os igen”.

VedvarendeEnergis projekter i Burkina Faso

VedvarendeEnergi har to projekter i landet. Det ene handler om at bruge vedvarende energi til at beskytte miljøet omkring en stor indsø i den sydlige del af landet. Der er man ved at afslutte et pilotprojekt, der har testet projektidéerne i praksis.

Det andet projekt er en del af VedvarendeEnergis ungdomsprojekt i hele Afrika: ’Youth take the Baton for a Green Future’. I Burkina Faso er to ungdomsgrupper lige nu i gang med at træne klimaambassadører på 50 forskellige uddannelsesinstitutioner i de to største byer: Ouagadougou og Bobo Dioulasso. Også her virker det som om man kan mærke en ekstase efter kuppet.

Der er en enorm energi i de burkinske unge – både i vores projekt og i landet i det hele taget. 60% af landets befolkning er under 25 år, og det var især de unge, der gik på gaden i oktober og væltede styret.

Scroll til toppen