Hjem > Energisektoren advarer: EU’s klima har kulsorte udsigter

Energisektoren advarer: EU’s klima har kulsorte udsigter

Europas mange pensionsmodne kraftværker kan blive afløst af mere kulkraft, advarer sektoren. Connie Hedegaard vil have opstillet nye klimamål. Over halvdelen af kraftværkerne i store dele af EU, herunder Danmark,

er udtjente og skal lukkes inden for en overskuelig fremtid.

Stik imod de politiske mål risikerer de at blive afløst af stærkt forurenende kulkraftværker i stedet for mere klimavenlige energikilder.

Sådan lyder advarslen fra brancheorganisationen Dansk Energi, som henviser til, at økonomien i CO2-svinende kulkraftværker er langt bedre end økonomien i vind eller anden grøn energi:
»Når man lytter til de politiske skåltaler, så taler de om at mindske CO2-udslippet, men når man kigger på markedets realiteter, så dikterer priserne én ting, og det er, at man skal bygge kulkraft«, siger EU-chef Ulrich Bang.

Skelsættende øjeblik

Nye tal fra brancheorganisationen viser, at 54 procent af kraftværkerne i 14 nord- og vesteuropæiske lande skal lukkes inden 2030. Det betyder, at branchen inden for få år skal bygge et væld af nye kraftværker og endnu vigtigere træffe beslutning om, hvorvidt værkerne skal baseres på kul, gas eller en helt tredje energikilde.
»For energiselskabernes planlægningshorisont er det nu, der er behov for klarhed og beslutninger. Det er nu, man træffer valg. Det er ikke om fem år«, siger Ulrich Bang.

Kilde: pol.dk

Scroll til toppen