Hjem > Fyringsbehov i august?

Fyringsbehov i august?

Sensommeren i år har sat hårdt ind. Med regn og blæst, er der allerede nu opstået fyringsbehov i flere boliger. EnergiTjenestens hotline har allerede haft henvendelser fra borgere, der har måttet tænde for brændeovnen. Vi har haft en af de luneste somre i mange år, og solen giver stadig massere af gratisvarme mellem bygerne og bidrager med varmestråler gennem skyerne. Så hvorfor allerede dette behov?

Behov for bedre isolering

Når behovet for opvarmning viser sig allerede i august, så skyldes det at huset er for utæt, har for få vinduer mod syd eller mangler en solfanger.
Det er typisk for boliger, der allerede nu behøver købt varme, at de om vinteren lider af meget store varmeregninger. Jo senere fyringssæsonen går i gang, jo bedre vil boliger som regel være isoleret. Selvom der kun er 15 grader udendørs, kan indendørstemperaturen sagtens opretholdes ved almindeligt elforbrug, personaktivitet og den solvarme, der rammer huset udefra.

Hvad kan man selv gøre?

Der er flere ting, man kan gøre for at holde på varmen i huset. Her er nogle forslag:

1. Huset kan vindtætnes. Dermed vil vinden blæse forbi huset og ikke igennem det eller dets forskellige bygningsdele.

2. Få efterisoleret. Et koldt og dårligt isoleret loft, vil suge varmen ud af huset. Isolering er i øvrigt også rigtig godt mod at undgå overtemperaturer under en hedebølge. Isolering virker nemlig begge veje.

3. Skift til energiruder eller andre nye vinduer. Disse kan gemme solvarmen fra dagen til om aftenen.

4. Hvis huset ligger mørkt, kan man få opsat et solvarmeanlæg. Det kan nemlig opsamle varme fra dagen og lagre det i en såkaldt buffertank. Det vil derefter blive distribueret ud i husets varmesystem om aftenen, natten og endda om morgenen. Varmen er helt gratis og perfekt til overgangstiden.

Scroll til toppen