Hjem > Højrefløjens vagthund

Højrefløjens vagthund

De seneste uger har De Konservative for alvor markeret sig som højrefløjens vagthund for en ambitiøs klima- og energipolitik og effektivt brugt deres seks mandater.

Den forhåbning gav vi udtryk for kort efter folketingsvalget i år. I et debatindlæg i Jyllands-Posten 22/6 luftede jeg et håb om, at De Konservative ville bruge deres indflydelse på at holde regeringen fast på et grønt spor. Her efter sommerferien er svaret ikke endeligt, men de sidste ugers udmeldinger tyder på, at det har partiet tænkt sig at gøre.

De Konservative skal have stor ros for senest at have gået imod regeringens udmelding om, at den danske udledning af drivhusgasser kun bør sænkes med 37 pct. frem mod 2020 i modsætning til en reduktion på 40 pct., som den tidligere regering satte som målsætning. Forud for de internationale forhandlinger til klimatopmødet COP21 i Paris om få måneder vil regeringens planer om at nedjustere klimaambitionerne sende et dårligt signal til omverdenen.
Afgiftsfritages permanent

For nylig meldte De Konservative ud på deres sommergruppemøde, at de mener, at afgiftsfritagelsen for elbiler bør fortsætte til og med 2017 – altså to år yderligere end den nuværende aftale. Det er positivt, men også et nødvendigt skridt i retningen mod 100 pct. vedvarende energi i Danmark. I den forbindelse vil jeg foreslå, at elbiler, der bruges i delebilordninger, fritages for afgifter permanent, så ikke kun brugen af elbiler udbredes, men også mulighederne for deleøkonomi gøres mere attraktiv.
ANNONCE

Endeligt kan jeg igen kun rose De Konservative og den nye energi- og klimaordfører Mette Abildgaard for tidligere på måneden at blokere bevillingen til klimadebattør Bjørn Lomborg på finansloven. Det er vel også kun rimeligt, at en person, der allerede har store indtægter fra foredrag og bogsalg, skal søge på lige fod med andre forskere, hvis han vil bidrage med ny viden i debatten.

Lad os håbe, at stilen er lagt, og De Konservative fortsat vil kæmpe for at redde klimaet. Uden De Konservative kunne det hurtigt komme til at se sort ud for Danmarks energi- og klimapolitik.

Gunnar Boye Olesen, politisk koordinator

Kilde: JP

Scroll til toppen