Hjem > Ikke mere kul på Avedøreværket

Ikke mere kul på Avedøreværket

Dong Energy opgiver kampen for at fyre med mere kul på Avedøreværket ved København, skriver Politiken. Energikoncernen vil i stedet skrue op for tempoet i sin udfasning af det billige, men meget klimaskadelige brændsel.

– Vi vil for eksempel bygge to kulværker i de store byer om til biomasse. Og hvor vi tidligere har sagt, at vi går fra fire millioner ton kul årligt i 2010 til to millioner i 2015, bliver det efter alt at dømme endnu lavere, siger koncerndirektør Anders Eldrup.

Det vil betyde en halvering i Dongs CO2-udledning.

Jubel hos miljøorganisation

Dongs beslutning kommer efter, at Natur- og Miljøklagenævnet forleden nedlagde forbud mod øget kulfyring på Avedøreværket, som Dong havde planer om, fordi der var risiko for permanent øget forurening med blandt andet kviksølv.

Hos Greenpeace jubler man over de nye tider hos Dong.
 – Det er rigtig godt. Men hvad skulle de ellers gøre. Det var en dårlig idé fra begyndelsen – og den er ikke blevet bedre siden, siger klimamedarbejder i organisationen Tarjei Haaland til Politiken.

Om forfatteren

Scroll to Top