Hjem > Ingen tvivl i klimarapport: Det bliver varmere og havene stiger

Ingen tvivl i klimarapport: Det bliver varmere og havene stiger

 

Klimaforandringerne er menneskeskabte, fastslår FN’s klimarapport. Det betyder højere temperaturer og at havene stiger.
Der er ikke længere nogen tvivl hos forskerne: Klimaforandringerne er menneskeskabte. Det fremgår af konklusionerne på FN’s Klimarapport, der netop nu bliver offentliggjort på et pressemøde i Stockholm.

– Klimaforandringerne skyldes menneskets udledning af drivhusgasser, det er helt klart. Det betyder, at vi står med en kæmpe udfordring, siger DRs klimaekspert, meteorolog Jesper Theilgaard.

Meget klar konklusion

I rapporten hedder det, at forskerne er “virtually certain”, hvilket de definerer som 99 til 100 procent sikre og kan oversættes med sikre, da man ikke kan være mere sikker, tilføjer han.

Netop hvorvidt forskerne turde være meget klare i deres konklusion omkring, hvorvidt klimaforandringerne er menneskeskabte eller ej, har været imødeset med størst spænding.

Fremtiden byder på større forandringer

Og det er ikke de lyse udsigter for klimaet, der kommer frem. I rapporten er opstillet forskellige scenarier for, hvor meget temperaturen vil stige frem mod år 2100 og hvor meget havet dermed vil stige.

De seneste 60 år er den globale temperatur steget med 0,6 grader. Men med den forventede udledning af drivhusgasser, vil vi som minimum få en yderligere stigning på 0,3 grader frem til år 2100, ifølge de mest optimistiske skøn.

Flere skøn går på, at vi samlet set vil få en stigning på mere end 2 grader – endda helt op 4,8 grader. Verdenshavene vil stige mellem 26 og 82 centimeter frem mod år 2100.

Kan ikke vende tilbage

I rapporten hedder det, at de klimaforandringer, der allerede er sket aldrig vil kunne blive “rullet tilbage”. Selv om vi stopper udledningen af drivhusgasser nu, så vil klimaet fortsætte med at forandre sig.

– Det vil kræve vedvarende og betydelige reduktioner i udledninger i drivhusgasser, hedder det i rapporten.

Andre konklusioner fra rapporten:

  • Vi vil højst sandsynligt få flere hedebølger og de vil vare længere.
  • Våde områder vil blive vådere, mens tørre områder bliver tørrere.
  • Havet vil opvarmes yderligere, gletsjerne og isen forsvinder hurtigere end vi har set de seneste 40 år.
  • Vi er underlagt klimaændringer og effekten vil fortsætte selv om vi stopper udledningen nu.
  • Vi kan ikke komme tilbage til det klima vi havde for 100 år siden. Det handler derfor om at få det stabiliseret.

Kilde: dr.dk

 

Scroll til toppen