Hjem > Møller kan blive bedre forretning end solceller

Møller kan blive bedre forretning end solceller

Nye og mere gunstige afregningsregler har givet boom i interessen.

Husstandsvindmøller kan blive en bedre forretning end solceller, hvis et nyt lovforslag vedtages. Ifølge lovforslaget, som klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) har fremsat, og som alle partier undtagen Liberal Alliance står bag, kan ejere af

husstandsvindmøller få 2,5 kr./kWh for deres overskudsstrøm – uanset, hvor stor møllen er.

– Der er ingen tvivl om, at det bliver en meget bedre forretning at have en husstandsvindmølle med de nye regler, siger Morten K. Mathiasen, energiansvarlig fagekspert i Bolius Boligejernes Videncenter.

Et dyrere skridt

Ingen har endnu lavet præcise beregninger på, hvordan økonomien i husstandsvindmøller bliver sammenlignet med solceller, fordi reglerne på begge områder netop er ændret. Men energikonsulent Peter Larsen fra Energitjenesten vurderer, at husstandsvindmøller bliver en bedre forretning for mange, selv om de er lidt dyrere at anskaffe og installere.

En husstandsvindmølle på 6 kW koster op mod 300.000 kr., og de større møller op mod det dobbelte, og er dermed langt dyrere end solcelleanlæg, der koster ca. 60.000-120.000 kr.. Men møllerne producerer mere strøm end solceller, og med de nye regler får ejerne altså 2,5 kr./kWh for den mølle-strøm, de ikke selv bruger, solcelleejere med de nye regler får 1,30 kr./kWh for overskydende solcelle-strøm.

Nye vinde

Hidtil har vindmølleejerne kun fået omkring 60 øre/kWh for den overskudsstrøm, deres husstandsvindmølle på over 6 kW har produceret på blæsende dage. Samtidig med, at man har skullet købe strøm til markedsprisen på de dage, møllevingeren ikke har kørt rundt. For husstandsvindmøller op til 6 kW har man haft nettomålerordning, hvor man har kunnet oplagre den strøm, man har produceret, til når man skulle bruge den. Men det nye lovforslag vil lave om på det hele – og det har allerede givet boom i interessen for møllerne.

Vinden har flere fordele end solen

Peter Larsen fra Energitjenesten mener, at vindmøller generelt har en fordel frem for solceller.

– Det blæser hele året. Og mest om vinteren, hvor man har brug for mest strøm, hvis man har elvarme eller varmepumpe. Solceller producerer kun, når der er sol, og det er mest om sommeren, hvor man ikke bruger så meget strøm selv, og så skal man sælge det til en ikke så høj pris, siger han til Bolius.dk.

De kommende regler har øget interessen for husstandsvindmøller.

– Vi har helt klart kunnet mærke, at interessen for at investere særligt i de store husstandsvindmøller er vokset. Vi får forespørgsler fra mange flere over hele landet, siger Jørn Larsen, økonomirådgiver i Danmarks Vindmølleforening, til Bolius.dk.

– Lovforslaget forbedrer økonomien og gør det især fordelagtigt at have en stor vindmølle på 11 eller 25 kW. For med de nye afregningsregler er det en bedre idé at stille en 25 kW op frem for en 6 kW. For selv om du har et strømforbrug i husstanden, der godt kan blive dækket af en mindre mølle, så er det da en bedre forretning at have en større mølle, fordi man får så god en pris for den strøm, man ikke selv bruger.

Kun vindmøller i landzoner

Lige nu er der 400-500 husstandsvindmøller fordelt ud over hele landet. Møllerne er kun udbredt i landzoner, fordi det anses for nærmest umuligt at få tilladelse til at have en husstandsvindmølle i en byzone. Derfor forudser både Bolius og Energitjenesten, at husstandsvindmøller ikke bliver allemandseje, selv om de nye regler gør dem mere fordelagtige.

– Det er nok stadig et nicheområde at anskaffe sig en husstandsvindmølle. Det er ikke noget, man lige gør i et villakvarter, så det vil fortsat være mest udbredt i landszoner. Det giver jo rigtig god mening, hvis man har en firlænget gård med marker omkring, er langt fra forsyningsnet og måske er skiftet til varmepumpe og har et højt elforbrug, siger Morten K. Mathiasen, Bolius.

Husk præcise beregninger

Ifølge Peter Larsen, Energitjenesten, er det altafgørende at få lavet meget præcise beregninger på vindforholdene og den mulige strømproduktion, en husstandsvindmølle kan give på éns ejendom. Flere er blevet skuffede, fordi husstandsvindmøllen ikke har produceret det, de havde forventet.

– Det er vigtigt at få en konsulent ud og måle på vindressourcerne, fx en fra Danmarks Vindmølleforening, for man kan ikke bruge generelle vindkort til noget. Det kan have stor betydning, hvis der er et læhegn eller en skov tæt på husstandsvindmøllen. Og alle disse faktorer skal regnes med, før man kan afgøre, om det vil være en god forretning at få en, forklarer han.

Kilde: epn.dk

Læs også: bolius.dk

Scroll til toppen