Mozambique ramt af cyklon for anden gang inden for kort tid – er klimaforandringer årsagen?

Som der ser ud efter vinden har lagt sig og vandet er trukket tilbage i Sofala Provinsen. Fotos er leveret af ADEL Sofala, samarbejdspartner til VedvarendeEnergi

Det er kun 7 uger siden, at cyklonen Idai ramte det centrale Mozambique med voldsomme vindhastigheder og nedbørsmængder, der har efterladt et spor af ødelæggelser. Idais hærgen har skabt behov for umiddelbar hjælp til 100.000’er og til genopbygning, der kan tage måneder eller år. Og nu er landet så ramt igen! Denne gang af cyklonen Kenneth, der den 25. april ramte den nordlige del af landet op mod grænsen til Tanzania. Området er ikke så befolket som den centrale del, hvor Idai ramte, men ødelæggelserne er store, og mindst 43 personer er omkommet.

Det er første gang i 50 år, at to cykloner har ramt Mozambique så hurtigt efter hinanden, og de overgår også tidligere cykloner i styrke. Idai var en såkaldt kategori 3-cyklon med vindstyrker på 180 km/t, mens cyklonen Kenneth var en kategori 4 med vindstyrker på op mod 210 km/t, hvorved den af nogle er udnævnt til at være den voldsomste, der nogen sinde har ramt det afrikanske kontinent.

Mozambique ligger i et cyklonbælte, hvorfor man udmærket kender til kraftige vinde og storme, men klimaforandringerne kan have påvirket omfanget og styrken af dem. Forskere verden over vurderer, at klimaændringer vil intensivere klimatiske begivenheder og dermed gøre forskellige vejrtyper og vejrfænomener værre – både tørkeperioder, kraftig regn og oversvømmelser vil få langt mere alvorlige konsekvenser. Cykloner får deres styrker og energi over opvarmet vand, og for at opnå en rotation skal de være et stykke nord eller syd for ækvator, og dermed har vi cyklonbælterne. Havvandet ud for Mozambique er blevet varmere de seneste år, så hændelserne passer med forventningerne, kan man sige, omend antallet af hændelser gør det svært endeligt at bevise sammenhængen til klimaforandringer i statistisk forstand.

Foto: Vinden har lagt sig og vandet er trukket tilbage i Sofala Provinsen.  Fotos er fra ADEL Sofala, samarbejdspartner til VedvarendeEnergi.

Links til mere læsning:

https://www.newscientist.com/article/2200925-cyclone-kenneth-is-one-of-the-strongest-storms-to-hit-mainland-africa/

https://www.bbc.com/news/science-environment-47638588

 

VedvarendeEnergi