Hjem > Naboer til skifergas-boringer har højere risiko for sygdomme

Naboer til skifergas-boringer har højere risiko for sygdomme

Næseblod, udslæt og sviende øjne er nogle af de sundhedsproblemer, som naboer til en skifergas-boring døjer med fire gange oftere, end mennesker der bor længere væk. Det viser ny forskning fra Yale University. Mennesker, der bor inden for en kilometer fra en skifergas-boring, har højere forekomst af hud- og åndedrætssygdomme end folk, der bor to kilometer fra en boring. Det viser en undersøgelse, som er den hidtil største, der har studeret skifergas-naboers generelle helbredstilstand.

Undersøgelser viser sammenhæng mellem at være nabo til skifergasboring og sygdom

Forskere fra Yale University har undersøgt 492 mennesker i Washington County, Pennsylvania, fra 180 tilfældigt udvalgte hjem, skriver New Haven Register. Deltagerne i undersøgelsen fik alle deres vandforsyning fra lokale brønde forbundet til grundvandet.

Det viste sig, at der var fire gange så stor sandsynlighed for hudsygdomme eller problemer med vejrtrækningen for beboerne inden for radius af en kilometer fra en skifergasboring sammenlignet med dem, der boede to kilometer væk.

»Størstedelen af de helbredsmæssige problemer var symptomer som hoste, kløende øjne, næseblod og hudsygdomme som udslæt, kløe og brændende hud,« siger læge og professor Peter Rabinowitz, der er hovedforfatter til studiet, til New Haven Register.

Skifergas udvindes med metoden hydraulisk frakturering

Forskningen er udgivet i National Institutes of Health’s tidsskrift Environmental Health Perspectives. Undersøgelsen blev ifølge forskerne foretaget, fordi de mener, at der er stor mangel på videnskabelige undersøgelser af eventuelle sundhedsmæssige konsekvenser af den stigende udvinding af skifergas med metoden hydraulisk frakturering.

Metoden går ud på at sprøjte en stor mængde vand blandet med sand og forskellige kemikalier ned i skiferlagene for at sprække dem åbne, så gassen kan udvindes.

Men da boringen ned til skiferen skal forbi lagene med grundvand, frygter mange, at kemikalierne kan forurene vandet, ligesom gassen flere steder i USA er blevet lækket til vandlagene, så naboer til boringerne har fået et mere letantændeligt glas vand fra vandhanen end forventet.

Årsagssammenhængen mellem skifergasboringer og helbredsproblemer skal afklares: Det konkluderer forskere

Store dele af Pennsylvania ligger oven på store naturgas-ressourcer i Marcellus-skiferen. Der findes over 600 brønde til udvinding af gassen i området, hvor Yale-undersøgelsen fandt sted.

Studiet siger dog ingenting om, hvorvidt boringerne er direkte skyld i den højere forekomst af helbredsproblemer blandt brøndenes naboer. Men forskerne skriver i deres konklusion, at deres fund er så signifikante, at de må have årsagssammenhængen undersøgt.

»For mig er det en stærk indikator for, at det er nødvendigt, at få undersøgt situationen nærmere – og ikke ignorere det,« siger Peter Rabinowitz.

Særligt vil de gerne finde ud af, hvilken rolle den luft og det vand, som naboerne bliver eksponeret for, spiller for deres helbred. Forskerne mener, at det forhold, at testpersonerne alle var nogle, hvis vandforsyning blev hentet i grundvandet og ikke kom fra et centralt vandværk, bestyrker mistanken for en sammenhæng med skifergasudvindingen.

Kilde: Ingeniøren

 

Scroll til toppen