NEJ til CO2-lagring

I området vest for Aalborg har befolkningen gennem længere tid være ophidset over risikoen for at energiselskabet Vattenfall vil deponere CO2 fra Nordjyllandsværket i et kæmpemæssigt lager i undergrunden mellem Brovst og Aabybro.

Lokalbefolkningen protesterer mod lagring af CO2 i jorden under deres fødder. Det vil medføre risiko for udsivning i undergrunden og dermed sundhedsfare. ”Det er alt det nederste i verden – børn og dyr – der falder om først,” siger Asger Møller Madsen, der er talsmand for foreningen Nej til CO2-lagring. Rent økonomisk vil det også medføre mindre turisme og et fald i huspriserne. ”Hvem vil købe vores huse. Der er ingen, der vil bo i et område med sundhedsfare. Ingen turister vil besøge vores område,” siger Asger Møller Madsen.

Foretræde for energipolitisk udvalg

Foreningen Nej til CO2-lagring havde sammen med Danmarks Naturfredningsforening, miljøorganisationerne NOAH, Greenpeace, den tyske organisation Stoppt das CO2-Endlager og VedvarendeEnergi foretræde for folketingets energipolitiske udvalg torsdag den 24. februar 2011.

Stor presseopmærksomhed

Presseopmærksomhed omkring arrangementet var enorm. Allerede ved starten fra Aalborg stod TV2 klar og filmede, da den lokale gruppe borgere fra Brovst og omegn steg ind i bussen med retning mod København. Også DR1 og en lang række dagblade dækkede begivenheden.

Årsagen til demonstrationen og foretrædet var, at undergrundsloven skulle til behandling i folketinget dagen efter.

NEJ til CO2-lagring i undergrunden

Kravet til Christiansborg var, at undergrundloven ikke burde rumme muligheden for deponering af CO2 i undergrunden. Kravet blev formuleret således:

”Opsamling, transport og lagring af CO2 i undergrunden skal ikke være en del af den danske klima- og energipolitik.”

Ved førstebehandlingen var Margrethe Vestager (Det radikale Venstre), Annegrethe Holmsgaard (SF) og Per Clausen (Enh.listen) enige i dette synspunkt. Socialdemokraterne vakler.

Undergrundloven skal være færdigbehandlet inden Grundlovsdag.

VedvarendeEnergi