Hjem > Odense Katedralskole til energi-eksamen

Odense Katedralskole til energi-eksamen

Normalt er det eleverne på Odense Katedralskole, der med sved på panden må træde ind til det grønne bord, men onsdag er det skolen selv, der er til eksamen. Nærmere bestemt energieksamen.

Niels Hørby fra den uvildige energirådgivning EnergiTjenesten besøger nemlig skolen for at gennemgå bygningerne for mulige energibesparelser. Niels Hørby lægger ud med et oplæg om energibesparelser. Efterfølgende vil han sammen med eleverne inspicere skolen og undersøge den for steder, hvor energien bruges unødigt. Klassen vil blive inddelt i grupper, som går med på inspektionen. Dagen afsluttes med en workshop, hvor grupperne skal fremlægge hver deres del af inspektionen.

Et energitjek kan ofte lede til store besparelser for institutioner såvel som private borgere.

“Det behøver ikke nødvendigvis dreje sig om store, gennemgående renoveringer”, udtaler Niels Hørby i en pressemeddelelse fra skolen.

Energitjekket kommer som opfølgning på, at et par forandringsagenter fra gruppen UngEnergi var på besøg hos 1.Q i sidste uge. Her holdt UngEnergi et oplæg om klimaforandringerne og præsenterede eleverne for “De fem fede”, som er fem gode råd til hvordan unge nemt kan træffe bæredygtige valg i deres hverdag.

EnergiTjenesten og UngEnergi er initiativer under miljøorganisationen VedvarendeEnergi.

Kilde: Fyens

Scroll til toppen