Hvad er en erhvervsdonation?
Erhvervsdonation er for jer, der på en let og enkel måde gerne vil støtte vores arbejde med at fremme den grønne omstilling. Med jeres donation er I med til at gøre en forskel, og understøtte at vi som organisation kan være med til at fremme den folkelige involvering i den grønne omstilling.
Jeres donation kan både bestå af et konkret beløb, overskud fra salg af virksomhedens produkter, en intern indsamling blandt medarbejderne mv. Donationen kan gives med henblik på generelt at støtte vores arbejde, eller den kan målrettes til for eksempel at understøtte vores frivilliggrupper eller til vores internationale arbejde i Afrika.
I kan enten give et fast, årligt bidrag eller I kan vælge at give et enkelt engangsbidrag. Små som store beløb er velkomne og vil blive modtaget med tak.
Med en erhvervsdonation kan jeres virksomhed på en simpel, men effektiv måde være med til at tage klimaansvar.
HUSK:
Når du støtter VedvarendeEnergi med en donation, er din virksomhed fradragsberettiget op til 17.200 kr. pr. år. Jfr. Ligningsloven § 8 A
Hvis I oplyser jeres CVR-nr, vil vi indberette den indbetalte donation til SKAT. Indberetning er en betingelse for fradrag.
I er selv ansvarlige for at oplyse om donationen i jeres selvangivelse, og for at kunne fremlægge kvittering for jeres donation.


Eksempler på partnerskaber

Vestas
Partnerskabet mellem vindmølleproducenten Vestas og VedvarendeEnergi blev skabt ud fra en ny strategi i udviklingspolitikken, hvor samarbejder mellem private virksomheder og udviklingsorganisationer skulle styrkes. Projektet ”Kenya Miniwind handler om at skaffe kenyanere adgang til billig og bæredygtig strøm, som skal frembringes af små vindmøller i lokalsamfund. Men målet er ikke kun at sikre grøn energi. Energien skal også skabe vækst og jobs, og i det hele taget sætte skub i lokal udvikling i Kenya. VedvarendeEnergi har bidraget med al vores know-how om, hvordan man bedst får inddraget i lokalbefolkningen i beslutningsprocesser, så alle får gavn af den grønne strøm fra vindmøllerne

Roskilde Festival
VedvarendeEnergi har flere år haft et stærkt partnerskab med Roskilde Festival. Danmarks største musikfestival har også et ønske om at være landet grønneste, og vores ungdomsorganisation, UngEnergi, har bidraget ihærdigt til, at denne målsætning kan opretholdes. Samarbejdet er gennem årene blevet udvidet, så vi nu både deltager i klimadebatter på festivalen, arrangerer klimaquiz på teltpladsen og laver kampagner for mere samkørsel.
Fokus for vores aktiviteter er klimavenlig adfærd ud fra læresætningen om, at alle kan bidrage til fremtidens bæredygtige samfund

Merkur Bank
Merkur Bank er et kundeejet pengeinstitut, der arbejder for en bæredygtig verden for mennesker og natur. VedvarendeEnergi samarbejder med Merkur Bank om en særlig kontoform for dig, der ønsker at tage del i kampen mod klima- og miljøproblemer. Opretter du en Klimakonto hos Merkurbank, støtter du VedvarendeEnergis arbejde i Danmark og internationalt for en grøn fremtid, hvor ren, fossilfri energi, miljøhensyn samt social og økonomisk ansvarlighed går hånd i hånd. Ved at sætte dine penge i en Klimakonto støtter du VedvarendeEnergis arbejde for at mindske klimaforandringernes ødelæggende konsekvenser i bl.a. Kenya og Mozambique. Du støtter også vores politiske arbejde, hvor vi søger at skubbe Danmark i retning af 100 % vedvarende energi i 2030, samt vores arbejde for at engagere og mobilisere den danske befolkning i den grønne omstilling