Hjem > Pensionsselskaber skal droppe sorte energiinvesteringer

Pensionsselskaber skal droppe sorte energiinvesteringer

Medlemmerne af tre pensionsselskaber stiller nu forslag om at man stopper investeringer i kul, gas og olie. Det drejer sig om investeringer for i alt 200 mia. kr.

Medlemmerne af pensionsselskaberne DIP, JØP og MP Pension foreslår at man afhænder alle aktier og værdipapirer, som man har i verdens 200 største kul-, gas- og olieselskaber. I alt drejer det sig om investeringer for mindst 2 milliarder kroner.

– Meningen med pensionskasser er, at de skal skabe tryghed for alderdommen og med deres investeringer være med til at skabe et stabilt samfund. Men i øjeblikket er vores pensionsmilliarder i stor udstrækning investeret i udvindingen af fossile brændsler, som klimavidenskaben og respekterede organisationer som Verdensbanken og FN med stadigt mere skingre stemmer advarer om skaber helt uoverskuelige problemer for fremtidens samfund. Det hænger simpelthen ikke sammen, mener en gruppe medlemmer i pensionsselskaberne for ingeniører, jurister og økonomer samt magistre (DIP, JØP og MP Pension).

Alle skal bakke op

Politikerne har udstukket kursen, nu må private og institutionelle investorer bakke beslutningerne op

– Politikerne har besluttet at vi skal undgå en global opvarmning på mere end 2 grader for at undgå klimakollaps, og de nødvendige teknologier er klar til at sikre dette. Nu mangler vi så bare, at vi hver især flytter vores investeringer så de ikke fortsat fastholder os på en fossil kurs, men i langt højere grad investeres i de grønne teknologier som vi ved at vi skal skifte over til. Det er utroligt skuffende at se, at ens pensionsopsparing på den måde er med til at fastholde status quo, siger en af initiativtagerne, Thomas Meinert Larsen, som er medlem af MP Pension.

Økonomisk risiko ved fossil energi

FNs Klimapanel og Det Internationale Energiagentur har slået fast, at vi kun kan tillade os at afbrænde 1/3 af de kendte fossile reserver. Hvis klimapolitikken rettes ind efter det, vil aktier i kul, gas og olie risikere at tabe markant i værdi. Derfor mener forslagsstillerne, at den nuværende investeringsprofil også er udtryk for kortsigtet tænkning i de pensionsselskaber, som er sat i verden for at investere langsigtet på medlemmernes vegne.

– Vi kan ikke tillade os at brænde alle fossilerne af. Strøm baseret på solceller er allerede billigere end fossilt produceret energi i mange steder i verden, og solcellerne bliver hastigt billigere. Og ovenikøbet, så må vi forvente at prisen på CO2-udledning vil øges kraftigt når vi snart får en global klimaaftale. Disse 3 faktorer gør det ekstremt sandsynligt at efterspørgslen efter kul, olie og gas vil reduceres kraftigt. Det er nu at vi skal udvise rettidig omhu, og derfor skal vi nu afhænde investeringer i de fossile selskaber inden boblen brister, og alle andre også vil af med aktierne, siger Jens Hørby Jørgensen, medlem af JØP.

Samme rationale har fået det norske pensionsselskab Storebrand og en række andre organisationer til at afhænde deres aktiver i fossil energi. Desuden er den norske regering i gang med at finde ud af, om opsparingerne i den enorme norske oliefond i langt højere grad end nu – og uden risiko for tab – kan placeres i grønne energiselskaber.

Kilde: enegy-supply.dk

Scroll til toppen