Hjem > Protestlejr mod skifergas

Protestlejr mod skifergas

 

Total Protest Camp er en lejr mod skifergas på Skævevej 100, tæt på Danmarks første skifergas boring ved Dybvad. Lejren blev etableret den 30. juni 2014. Lejrens formål er at oplyse så mange danskere som muligt om risikoen ved udvinding af skifergas, gøre modstanden mere synlig lokalt, samt overvåge Totals kommende boreaktiviteter for at sikre, at de overholder de udstukne tilladelser fra kommunen og Energistyrelsen.

Ifølge Protestlejrens hjemmeside er alle velkomne til at besøge lejren, slå telt op og blive der en nat eller så længe man har lyst. Hver dag kl. 16.30 er der fællessang ved porten til Totals boreplads. Hver fællessang har samlet fra 6 til 20 sangstemmer.

Lejren er organiseret på den måde, at der holdes fællesmøde hver morgen fra kl. 9.30 til 10.30 for dem der bor i lejren. På fællesmøderne fordeles de praktiske opgaver og planlægning af nye aktiviteter bliver diskuteret.

En af de aktiviteter Lejren stod bag var demonstration mod skifergas foran rådhuset i Frederikshavn den 27. august. En demonstration med 120 deltagere havde som forventet ingen indvirkning på Frederikshavn Byråds beslutning om at give tilladelse til 2 vandboringer. Vandet skal bruges til efterforskningsboringen efter skifergas.

I øjeblikket er borepladsen ved at blive etableret. Total forventer at borearbejdet begynder i starten af det nye år. Før borearbejdet kan gå i gang skal Energistyrelsen godkende boreprogrammet. Ifølge Total er denne tilladelse på vej.

 

Scroll til toppen