Hjem > Radioaktivt affald er også et etisk problem

Radioaktivt affald er også et etisk problem

I det giftige spil om deponeringen af radioaktivt affald er der så mange ubekendte, at det mest ansvarlige er at undlade at haste det tvivlsomme slutdepotkoncept igennem og placere affaldet i et mellemlager.

Studiekredsen Atomaffaldsetik består af lektor emeritus Anne Albinus, lektor emeritus Jens Bjørneboe, selvstændig Kirsten Braad Jacobsen, mag.art. Niels Henrik Hooge, cand.scient.adm. Anne Lemcke, sognepræst Jakob Fløe Nielsen, biskop Karsten Nissen, smedemester Bendy Poulsen og fhv. minister Bjørn Westh.

Hvad skal vi stille op med det radioaktive affald, vi har her i landet?

Det har været emne for en bredt sammensat studiekreds, som begyndte at mødes sidste efterår. Anledningen var, at seks steder er blevet udpeget som velegnede til slutdeponering af det radioaktive affald fra Risø på grundlag af tekniske og geologiske undersøgelser.

Denne beslutning har vakt kraftig protest i de egne, som risikerer at blive atomar losseplads, og lokale borgergrupper har siden gjort en stor indsats for at påvise det uansvarlige i denne løsning og for at finde et alternativ. De er blevet støttet af udenlandske, især svenske sagkyndige og senest også af miljøorganisationer, der har peget på den manglende bæredygtighed i de danske planer.

Studiekredsen bestod ikke kun af fagfolk med naturvidenskabelig baggrund. Også en politiker, to teologer, en idehistoriker og en fagfilosof deltog i arbejdet. Ligeledes en redaktør af en hjemmeside om radioaktivt affald og folk, der er aktive i en af de borgergrupper, der er skudt op i de kommuner, som muligvis kommer til at huse atomaffaldet.

Studiekredsen Atomaffaldsetik

Vores møder fandt sted i bispegården i Viborg, da stiftet ligesom de fleste af landets øvrige stifter er høringsberettiget i forbindelse med den strategiske miljøvurdering af slutdepotet og derfor forholder sig til projektet.

På mange måder mindede vores initiativ om en gruppe, der blev dannet i Frankrig for et par år siden for at diskutere det etiske grundlag for et geologisk slutdepot for atomaffald ved landsbyen Bure i Nordøstfrankrig. Initiativtageren var biskoppen i Troyes, og medlemmerne af etikgruppen, der bestod af troende og ikketroende, havde alle forskellige udgangspunkter, holdninger og overbevisninger om samfundet og verden.

Ligesom for etikgruppen i Bure var udgangspunktet for vores overvejelser, at eftersom atomaffaldsprocessen rækker langt ud i fremtiden på grund af atomaffaldets langsomme nedbrydningsproces, må planlæggerne af deponeringen påtage sig et større ansvar for fremtidige generationer end normalt for store tekniske projekter. På grund af den usikkerhed, der er forbundet med planlægning over meget lang tid, mener vi også, at forsigtighedsprincippet spiller en afgørende rolle.

Hvis man ser på selve affaldet, fylder det ca. 10.000 m3. Det meste stammer fra den nu nedlagte atomforsøgsstation Risø, mens hospitaler, industri og forskningsinstitutioner producerer ca. 6 m3 affald om året.

Det store problem er, at ganske vist aftager strålingen fra de radioaktive stoffer, men det går langsomt. For størstedelens vedkommende vil det vare nogle århundreder, før radioaktiviteten når ned på niveau med baggrundsstrålingen og derfor må anses for relativt ufarlig. Denne del af affaldet kaldes af fagfolk for kortlivet, ikke fordi de synes, at nogle århundreder er kort tid, men fordi resten, det såkaldt langlivede affald, bevarer sin radioaktivitet i tidsrum af ufattelig længde: hundredtusinder af år eller mere.

Radioaktiv stråling er farlig, både for mennesker og for andre levende væsener. Den kan ændre arveanlæggene og fremkalde alvorlige sygdomme, så den udbredte frygt for stråling er velbegrundet. Vi må derfor finde en måde at opbevare affaldet på, som sikrer, at risikoen for skader på mennesker og miljø bliver så lille som muligt, både nu og i fremtiden.

Men hvordan gør man det?

De danske myndigheders forslag til løsning af dette problem er at anbringe affaldet (med betonafskærmning og det hele) i jordlag, som er så tætte, at de kan forhindre, at radioaktivt affald slipper ud i omgivelserne, når de menneskeskabte barrierer ikke længere er effektive.

Det er den fremgangsmåde, der kaldes slutdeponering, og som navnet antyder, forestiller man sig, at affaldet kan glemmes, når det først er slutdeponeret. Forudsætningen er naturligvis, at man kan være sikker på, at jordlagene omkring depotet ikke bare er meget tætte, men også meget stabile. De skal jo bevare deres evne til at holde affaldet isoleret i umådelig lange tidsrum.

Problemet med slutdeponering er efter vores mening videnskabelig usikkerhed

Geologi er ingen prognosticerende videnskab, og man kan ikke udelukke menneskelig intervention. De matematiske modeller, der anvendes, er stærkt simplificerede beskrivelser af den komplekse udvikling i undergrundsmiljøet og kan ikke bekræftes over ekstraordinært lang tid. Geologerne kender de geologiske processer godt og kan beskrive meget af, hvad der er sket, men de kender dem ikke så godt, at de med sikkerhed kan forudsige, hvad der vil ske. For os er der ingen tvivl om, at udtrykket slutdeponering lover mere, end det kan holde.

Da man overlader ansvaret for at passe på affaldet til naturkræfter, der kun er kendt til en vis grad, vil et slutdepot derfor være forbundet med en risiko for udsivning, både på kort og langt sigt. Senere generationer risikerer derfor at blive påført større miljøproblemer end dem, vi står med nu, samtidig med at man fratager dem muligheden for at behandle affaldet på en måde, som de synes er korrekt.

Vi ser det som et alvorligt etisk problem, at man udsætter fremtidige generationer for en sådan risiko, fordi de naturvidenskabelige og tekniske argumenter, der fremføres som støtte for slutdeponering, ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan garantere, at udsivning ikke finder sted. Problemet bliver ikke mindre af, at myndighederne har underspillet denne usikkerhed.

Spørgsmålet er, hvordan man etisk indkredser problemstillingerne i det, man i mangel af bedre kunne kalde en atomaffaldsetik.

Her synes særligt de miljøetiske principper at være velegnede: Miljøetikken foreskriver en pligt til at orientere sig om alt, hvad der kan spille en rolle i forbindelse med et bestemt samfundsmæssigt handlingsmønster.

Hvis der opstår et misforhold mellem den viden, man har, og konsekvenserne af et planlagt projekt, udgør det et etisk problem, der kun kan løses ved, at den manglende viden følges op af tilbageholdenhed.

De miljøetiske overvejelser bør derfor følges op af overvejelser om, hvordan man skal forholde sig til en risikosituation, hvor der ikke foreligger tilstrækkelige sandsynlighedsvurderinger, fordi informationsgrundlaget mangler. I en uvishedssituation kan man ikke hævde, at man har løst et problem ved blot at demonstrere, hvor meget tid og hvor mange kræfter man har brugt på at løse det.

Dette har efter vores opfattelse også betydning for nogle af de generelle standarder, der bruges i forbindelse med kvalitetsvurdering af atomaffaldsdepoter – f.eks. BAT (best available technology), der normalt regnes for den højeste standard.

Det er også værd at notere sig, at ifølge kritikken fra de udenlandske eksperter lever den måde, hvorpå man vil udforme det danske slutdepot, ikke op til BAT.

I studiekredsen mener vi derfor, at man bør anvende et kriterium for deponeringen af atomaffaldet, der går ud på, at man, når der ikke foreligger sandsynlighed for mulige fremtidige hændelser, bør vælge det alternativ, hvis værst mulige følge er bedre end de værst mulige følger af de øvrige mulige alternativer. Dette vil imidlertid gøre det umuligt at slutdeponere det radioaktive affald, indtil der foreligger tilstrækkelig viden om, hvordan det kan opbevares fuldstændig sikkert.

Spørgsmålet bliver så, om der er andre muligheder for opbevaring af radioaktivt affald, når man tager tidsperspektivet i betragtning?

Det har været nævnt, at man kunne eksportere affaldet til et land med større ekspertise på dette område. Problemet er, at man i udlandet er i lige så stor vildrede med hensyn til, hvad man skal stille op med sit radioaktive affald, som vi er med vores. Eksport af affaldet vil bare flytte problemet fra et sted til et andet, og det etiske problem vil være det samme.

Derimod ville det efter vores mening være en god ide, hvis Danmark deltog i et internationalt samarbejde med det formål at udvikle bedre metoder til opbevaring og behandling af radioaktivt affald.

Konklusionen er imidlertid, at der ikke er mulighed for at slippe af med det radioaktive affald én gang for alle.

Vi må derfor overveje, hvilke andre muligheder vi har, tidsperspektivet taget i betragtning. Er det overhovedet muligt at beskytte os selv og vores efterkommere i mange generationer fremover mod strålingen fra det radioaktive affald?

En atomaffaldsetik giver kun mening, hvis den kan udmøntes i praktiske foranstaltninger.

Om end den endnu ikke har været nævnt i den hjemlige debat, eksisterer der en tilgang til atomaffaldsproblematikken, der lever op til de betingelser og anbefalinger, vi har forsøgt at formulere ovenfor: I erkendelsen af, at der ikke findes en sikker metode til at holde atomaffaldet væk fra miljøet en gang for alle for al fremtid, plæderes der fra forskellig side for, at den mest ansvarlige måde at håndtere affaldet på er rullende forvaltning, et koncept, der omtaltes første gang i 1995 af en komité under Det Amerikanske Nationale Forskningsråd.

Hermed forstås i bred forstand et administrationskoncept, der implicerer overvågning og vedligeholdelse af atomaffaldet i en ikke på forhånd fastlagt periode, hvor ansvaret herfor overføres fra generation til generation inklusive mulighed for tilbagetagning, redefinering og ompakning af affaldet.

Hensigten er at sikre sig, at fremtidige beslutningstagere får den fornødne viden, opmærksomhed og redskaber fra tidligere generationer af beslutningstagere til at træffe informerede beslutninger om håndtering af atomaffaldet. Først og fremmest er det vigtigt, at de nuværende generationer ikke afskærer de kommende fra at udnytte fordelene ved kommende naturvidenskabelige landvindinger og udviklingen af ny teknologi.

De kan ikke bestemme, hvad de næste skal gøre, men sørge for, at de ved, hvilke problemer de står over for, og får værktøjerne til at gøre det rigtige. Konceptet kan beskrives som en stafet, der bringes videre: Løberen, der overrækker stafetten, kan ikke garantere, at den næste gang bliver bragt sikkert videre, eller at løbet vindes, men har selv kapacitet til at gennemføre sin del af løbet og bringe den videre.

Teknisk set er der tale om et rammeværk for forvaltningsbeslutninger, der kan ændres og forbedres over tid ved, at hver generation udstyres med stadig mere udførlig information om de redskaber, der står til rådighed. I stedet for garantier, der rækker uendeligt ud i fremtiden, fokuseres der på praktiske løsninger, der med sikkerhed kan udføres med succes i samtiden.

Rammeværket indbefatter både tekniske og institutionelle kontrolmekanismer, hvilket betyder, at der blandt de ting, der skal tages højde for, både er juridiske, teknologiske, økonomiske, organisatoriske, administrative og forsknings- og udviklingsmæssige problemstillinger.

I den situation, vi står i for øjeblikket, kan rullende forvaltning efter vores mening ikke udmøntes i et slutdepot for det radioaktive affald, kun i et moderne mellemlager, hvor affaldet opbevares under betryggende forhold i op til 100 år.

I Holland har man et sådant mellemlager, Covra (Centrale Organisatie Voor Radioactif Afval), som har været i funktion siden 1981, og som opsamler alt radioaktivt affald i landet. Her opbevares affaldet i bygninger af meget solid konstruktion, som kan modstå voldsomme begivenheder såsom flystyrt, jordskælv, oversvømmelser etc.

Samtidig er de så tætte, at man kan holde konstant temperatur og en konstant lav luftfugtighed. Det radioaktive affald er emballeret i tromler af stål og beton, som sikrer, at der kun slipper ganske lidt stråling ud til omgivelserne. Samtidig sikrer den lave luftfugtighed, at risikoen for, at tromlerne ruster, er minimal.

Inde i bygningerne ligger tromlerne frit fremme i store reoler. Det betyder, at man kan holde øje med dem, og at de kan repareres, før affaldet slipper ud, hvis de viser tegn på rust eller sprækker. Man kan derfor standse forureningen ved kilden, mens man ved et slutdepot først opdager en lækage, når radioaktive stoffer er trængt ud i det omgivende miljø.

Atomaffaldet bør placeres i et mellemlager, hvor det er sikkert og kan overvåges

Samtidig indgår Covra i en bevidst indsats for at mindske befolkningens frygt for radioaktiv stråling. Ikke ved at tale problemerne ned, men ved at vise i praksis, at man kan beskytte sig mod den, og hvordan det kan gøres. Der er åbent for besøg fra offentligheden, og personalet er uddannet til at formidle deres viden til ikkefagfolk.

Besøgende, som færdes i bygningerne, kan på det udleverede dosimeter se, at de ikke har modtaget mere stråling, end de ville have modtaget under alle omstændigheder, og ved udgangen kan de sikre sig, at de ikke har fået radioaktivt materiale på sig.

For os er der ingen tvivl om, at rullende forvaltning og mellemlagring af det radioaktive affald understøttes ikke blot af miljø- og risikoetiske overvejelser, men også af hensynet til fremtidige generationer. De bør efter vores mening ikke stilles ringere end de nuværende. Dette synspunkt anerkendes inden for næsten alle typer universel etik.

Sammenfattende kan man sige, at at handle etisk i forbindelse med atomaffaldsdeponering betyder, at man er villig til at påtage sig ansvaret for at fravælge de umiddelbart nemmeste løsninger og gøre hensynet til flest mulig andre nu og i fremtiden til sin højeste prioritet.

På grundlag af det ovenstående har vi konkluderet, at det er bedst at undlade at haste det tvivlsomme slutdepotkoncept igennem. Atomaffaldet bør placeres i et mellemlager, hvor det er sikkert og kan overvåges, indtil bedre løsninger viser sig. Alternative atomaffaldsløsninger har brug for tid for at kunne udvikle sig.

I mellemtiden bør ressourcer sættes til side til yderligere udvikling af atomaffaldshåndteringsmetoder, først og fremmest rullende forvaltning. Hvis ingen andre løsninger viser sig, kan risici ved mellemlagring vejes op imod risici ved slutdeponering. Men der er ingen grund til at træffe en beslutning nu, der ikke kan omgøres, og som man senere får grund til at fortryde.

Kilde: Politiken

Scroll til toppen