Af Jonathan Ries, bestyrelsesmedlem
Med de næsten daglige udmeldinger fra Lars Christian Lilleholt om PSO-afgiften kunne man mene, at man befinder sig i filmen ”En ny dag truer”. Det, der gentager sig, er udmeldinger om, at den grønne omstilling er for dyr. For 2 uger siden klagede ministeren over, at de kystnære vindmøller får for meget støtte. I de sidste dage besluttede man at lukke ned for støtte til solceller, og nu over Kristi Himmelfartsdagene melder regeringen ud, at vi kan spare 10 mia. kroner, hvis vi foreløbig dropper omstilling til vedvarende energi.
Der mangler to vigtige punkter i diskussionen: For det første: Vil vi have en grøn omstilling? Og for det andet: Hvordan skal omstillingen foregå?
Hvis vi først tager spørgsmålet om, vi overhovedet vil have den grønne omstilling, holder Lars Christian Lilleholt fast i, at Danmark skal være uafhængig af fossile brændsler i 2050. I hans nyeste kronik i Berlingske (4.5.) glæder han sig desuden til anbefalinger ”til de næste kloge træk i den grønne omstilling fra 2020-2030” fra den nye energikommission.
Overraskende nok arbejder ministeren parallelt med ønsket om at Danmark skal være blive fossilfri også på at skabe usikkerhed om den grønne omstilling. Med den nyeste udmelding om, at PSO-støtten beløber sig til op mod 70 mia. kr. de næste ti år, kreerer Lars Christian Lilleholt et taluhyre uden at sige, hvad alternativerne vil koste. Han ser fikst bort fra, at den vedvarende energi, der støttes med PSO, presser elprisen ned, så omkostningen for elforbrugerne er noget lavere. Han påpeger desuden, at vi kan skære de 70 mia. med over 10 mia. kr., hvis vi bare dropper alle planlagte projekter i de kommende år.
For at sætte tallene lidt i perspektiv kan vi se på udmeldinger fra Klimarådet, der rådgiver regeringen i den grønne omstilling. Formand for Klimarådet, Peter Birch Sørensen, påpeger nemlig, at man netop ikke skal skrue ned for investeringer, hvis man vil nå målet i 2050. Hvis vi skruer ned for investeringer nu, betyder det, at vi skal investere hurtigere og kraftigere i årene mellem 2025 og 2050. Hvis vi venter, kan omstillingen – som alle vil have, inkl. vores nuværende regering – blive meget mere kompleks og dyr. Vi skal altså fortsætte her og nu.
Lad os nu se på spørgsmålet om, hvordan vi vil omstille vores samfund. Et skift væk fra fossile brændsler til et vedvarende energi-baseret system kræver investeringer, både i vindmøller og solceller, og i infrastruktur, der kan håndtere energien fra vedvarende energikilder. For at få omstillingen gennemført er der behov for at støtte den vedvarende energi, så det kan betale sig at investere. Omvendt er der ingen grund til at støtte mere, end hvad der skal til at få investeringerne til at rulle. Med en optimal støtte kan omstillingen gennemføres med god økonomi, Det har både VedvarendeEnergi og flere andre fremlagt planer for. Hvis vi skal omstille med god økonomi, skal vi ikke stoppe op, som regeringen forsøger; men omlægge ordningerne, så vi ikke holder lokale interesserede ude, som staten gør med både udbuddet for kystnære møller og med umulige regler for solcelle-laug. Vi skal også gentænke solcellernes rolle, nu hvor solceller er gået fra at være den dyreste til den billigste for vedvarende elproduktion.
Det er desuden vigtigt at diskutere, hvem der skal betale for omstillingen. Producenter for strøm fra vedvarende energikilder får i det fleste tilfælde en minimumspris for deres energi. Differensen mellem denne pris og markedsprisen for el betales af elforbrugerne via en såkaldt PSO-betaling.
PSO-betalingen er de sidste år steget på grund af lave elpriser. Regeringen overvejer at fjerne afgiften og lægge den over på finansloven. Hvis det bliver tilfældet, skal støtten til vedvarende energi forhandles hvert år. Det skaber endnu større usikkerhed for investorer, og nu hvor blå blok ved flere lejligheder har erklæret skattelettelser som et af succeskriterierne for deres samarbejde, må man frygte, at der bliver sparet på den grønne omstilling.
Regeringen mener, at med PSO’en bliver elpriserne så høje, at de er konkurrenceforvridende. Det vil hjælpe at forstå, hvem regeringen taler for. Ifølge beregninger fra Klimarådet sker 95% af værditilvæksten i Danmark i brancher, hvor udgiften til strøm udgør under 4%. En rabatordning for ramte elintensive virksomheder kan implementeres nemmere end at omlægge PSO-afgiften til finansloven (Politiken 12.4). Desuden har Danmarks elpriser for erhvervslivet de sidste år ligget under det europæiske gennemsnit.
Regeringen omskriver sine udmeldinger til den grønne omstilling med ”grøn realisme”, men har nu skabt en stor usikkerhed, der kan stoppe for den grønne omstilling. Det vil være en markant fejltagelse at sætte alt i stå, mens vi venter på Energikommisionen. I stedet for at stoppe op bør regeringen se hvordan vi gør omstillingen billigere og også gerne hurtigere.
Så kan vi komme videre og undgå at blive fanget i Bill Murrays tidssløjfe fra ”En ny dag truer”.
For mere information kontakt Jonathan Ries på jonathan.ries@gmail.com.
