Hjem > Sidste chance for at gøre en forskel

Sidste chance for at gøre en forskel

Mens Copacabana-stranden ved Rio de Janeiro er proppet med folk, der bader, surfer, spiller beach-volley, eller bare slapper af, har Rio+20 konferencecentret ”Riocentro” hele weekenden været fyldt op

med forhandlere, NGO’er, og mange andre, der udgør den nuværende del af Rio+20 konferencen. 

Brasilien i førertrøjen

Efter de officielle forberedelsesforhandlinger sluttede sent fredag aften, overlod FN initiativet til Brasilien, der nu har fået den blandede fornøjelse at lede forhandlingerne frem til statsministrene kommer. Heldigvis ser det ud til, at Brasilianerne har mere styr på det, end danskerne havde, da de overtog forhandlingerne til COP-15 i København i 2009. Spøgelset fra København er dog i en vist omfang fulgt med til Rio, hvor brasilianerne er meget bekymrede for, at det ikke skal lykkes at lave en aftale her. De er også overbeviste om, at statsministrene ikke selv skal forhandle som de gjorde i København. Det betyder, at de forsøger at få aftaler på plads for så meget som muligt, så hurtigt som muligt.

Svingende ambitionsniveau

Desværre er konsekvensen, at ambitionsniveauet daler, og at topmødet så ikke bringer verden meget videre mod en bæredygtig udvikling. Det skete f.eks. for klimakapitlet, som blot er citater fra slutdokumentet fra COP-17 i Durban i 2011. For afsnittet om bæredygtigt forbrug og produktion er der også blevet enighed; men det gør faktisk en forskel: Verdens lande er blevet enige om at starte et 10-års rammeprogram for bæredygtigt forbrug og produktion. Landene opfordrer samtidig hinanden til at gøre en ekstra indsats for omstilling til bæredygtigt forbrug og produktion – startende i industrilandene. Så vi må jo hellere se at komme i gang. 

Nyt forhandlingsdokument

Brasilianerne tog udfordringen op med at lede forhandlingerne, og producerede et nyt forhandlingsdokument lørdag eftermiddag, som der har været forhandlet om lørdag aften og i dag. Der forhandles om regler for oceanerne, FN-organisationer for miljø og bæredygtig udvikling, bæredygtighedsmål, og finansiering. Der forhandles stadig ikke om energi, så det er jo spændende hvad der sker på det område. Måske prøver en lille gruppe lande at blive enige på tværs af uenighederne? Ikke meget tyder på et ambitiøst resultat.

Dialog med Ida Auken

Et ambitiøst resultat var derimod på dagsordenen da vi holdt møde med vor miljøminister, Ida Auken, som nu er i Rio. Hun havde inviteret til møde med NGO’ere, folketingspolitikere (som også er kommet), industri og pressen (pressen repræsenteret ved Jørgen Steen Nielsen fra Information). Det foregik i den danske pavillon i et stort udstillingsområde over for Riocentro. Vi havde en god dialog, hvor vi præsenterede vores synspunkter og opfordrede hende til at arbejde for flere mål for en bæredygtig udvikling, for flere konkrete aftaler, samt at få en forståelse med udviklingslandene om finansiering. Hun gjorde klart, at hun var kommet til Rio for at få resultater, og ville tage spørgsmålene op. Og så skulle hun videre til et møde med de brasilianske forhandlere. Det bliver nu spændende at se, hvad forskel Ida og de andre ministre kan gøre.

 
 
 

Om forfatteren

Scroll to Top