Hjem > Skifergas med kedelig bismag

Skifergas med kedelig bismag

På trods af kritik fra miljøfolk har Frederikshavn Kommune onsdag 25.6. givet grønt lys for en prøveboring efter skifergas.
Kommunen har godkendt en vvm-analyse (vurdering af virkninger på miljø), der ifølge Danmark Naturfredningsforening forsømmer at belyse de overordnede konsekvenser, som skifergas vil have for miljø og klima, og som med hensyn til de konkrete boringer ikke lever op til danske og europæiske standarder i forhold til beskyttelse af grundvand og drikkevand.

Når mange forskere og senest det internationale klimapanel IPPC har konkluderet, at vi af hensyn til klimaet kun kan bruge 1/3 af jordens fossile energi, så er den naturlige konklusion, at vi hurtigst muligt må stoppe efterforskning og udvinding af de 2/3, der ikke skal op af jorden. Det store spørgsmål er så, hvilken olie, gas og kul der ikke skal udnyttes.

Er det skifergas i Nordjylland, olie i Mellemøsten eller måske kul i Mozambique? Der er behov for klare kriterier for, hvad man lader ligge. Et godt bud er at lade det ligge, der giver flest problemer, f. eks. i form af miljøproblemer, og mindst gavn, f. eks. fordi der skal bruges meget energi og andre ressourcer til udvindingen, og nettoudbyttet derfor er lavt. Et andet kriterium kunne være, at de rigeste lande går forrest og lader deres ressourcer ligge, da ekstra indtægter alligevel ikke vil bidrage meget til at øge livsglæden i de rigeste lande.

Derfor er der god grund til, at Danmark lader skifergassen ligge med dens store potentielle miljøproblemer og samtidig starter et samarbejde med ligesindede lande om retningslinjer for, hvordan vi udvælger de 2/3 af verdens fossile energi, der skal blive i jorden.

Gunnar Boye Olesen, Politisk koordinator i VedvarendeEnergi

Om forfatteren

Scroll to Top