Hjem > Unge i Afrika søsætter 16 miljøkampagner

Unge i Afrika søsætter 16 miljøkampagner

Youth takes the baton for a green future (”Unge tager stafetten for en grøn fremtid”, red.) er navnet på et nyt projekt, som VedvarendeEnergi er ved at løbe i gang i fire afrikanske lande – to lande i Østafrika og to i Vestafrika. Projektet retter sig som noget nyt mod de unge i Kenya, Mozambique, Mali og Burkina Faso.

Helt konkret skal de unge i alt lave ikke mindre end 16 kampagner på 17 måneder. Hver kampagne skal handle om lokale miljøforbedringer, men det er helt op til de unge, hvordan de vil skrue kampagnerne sammen.

VedvarendeEnergi forventer at se en række nye spændende ideer til, hvordan man kan mobilisere lokalbefolkningen til at tage hånd om miljøspørgsmålet. Det er meningen, at det hele skal foregå i et samarbejde mellem lokale CBO´s (Community Based Organizations, red), som er små lokale foreninger og VedvarendeEnergis partner-NGO´ere i de respektive lande.

Dialog på tværs

Men projektet handler også om at skabe dialog mellem de unge på tværs af de fire lande. Derfor er et omdrejningspunkt i projektet en stafet, som skal cirkulere mellem landene. Når et land modtager stafetten, har de unge to måneder til at afvikle en kampagne, før de sender stafetten videre.

For at skabe dialog og for at udveksle erfaringer landene i mellem har VedvarendeEnergi fået designbureauet Kollision til at udvikle et digitalt interface, hvor de unge kan kommunikere med hinanden, og hvor det er meningen, at de unge fx kan konkurrere om hvem, der har lavet den mest nytænkende kampagne.

Interfacet skal imødekomme udfordringen med sprogbarrierer og kulturforskelle. Projektet har sin start 1. maj og forløber i to år.

Scroll til toppen