Hjem > Valg i Mali: Miljø-NGO’er lægger pres på politikerne

Valg i Mali: Miljø-NGO’er lægger pres på politikerne

Det maliske civilsamfundsnetværk ”Reso-Climat-Mali” lægger et kontant pres på alle kandidater til det forestående præsidentvalg: ”Hvis I ikke underskriver vores miljøpagt, kører vi kampagne mod jer”.  Budskabet blev leveret af netværkets formand Dr. Ibrahim Togola til lanceringen af miljøpagten, der blev ledet af Malis miljøminister.

En pagt for miljøet

”Siden sin start har Reso-Climat med alle midler søgt at lægge pres på beslutningstagerne i vores land for at gøre beskyttelsen af miljøet til deres højeste prioritet. Derfor har vi lavet denne pagt” forklarer Ibrahim Togola.
Pagten omfatter alle universelle principper for miljøbeskyttelse og har som ambition at være en “moralsk kontrakt mellem magthavere og befolkningen i Mali for beskyttelse af miljøet”. Pagten kræver, at magthaverne skal integrere miljø-aspektet på alle niveauer, og at befolkningen respekterer miljøet i deres daglige handlinger.

Grønt miljø er grundlaget for den menneskelige sikkerhed

Reso-Climat har inviteret alle præsidentkandidater til at underskrive pagten. Underskriver de ikke, er de ifølge Reso-Climat imod beskyttelse af miljøet, hvilket de ser som en forbrydelse mod menneskeheden, fordi et bæredygtigt miljø er grundlaget for sikkerhed: Uanset om vi taler sundhed, fødevare- eller personlig sikkerhed.

Reso-Climat støttes af den siddende maliske regering og den svenske stat. Ifølge den maliske miljøminister er det ikke kun en miljøpagt. Det er også en social pagt, en økonomisk pagt, en pagt med industrien og en demokratisk pagt.

Kilde: Canard Dechaine

Scroll til toppen