KLUMME: AF Bodil Kornbek, formand for VedvarendeEnergi
Der er brug for endnu bedre kollektiv trafik i en bæredygtig fremtid.
Tog og busser befordrer hver dag over en million danskere til arbejde, til uddannelse, til dagligvareindkøb, til aflevering og afhentning af børn, til besøg hos venner og familie. Det er faktisk ret godt gået og helt afgørende for, at vores samfund kan hænge sammen.
Forestil dig størrelsen på bilkøerne ved København og andre større byer, hvis vi havde en million flere biler på vejene. Hvor store problemer ville vi ikke have med luftforurening, hvis vi havde så mange flere biler?
Grønt og bæredygtigt
I en nær fremtid skal vi leve i et samfund baseret på grøn og bæredygtig energi, så vi f.eks. kan komme på arbejde og i supermarkedet uden at forurene og forværre klimaforandringerne. Og dér kommer den kollektive trafik til at spille en endnu vigtigere rolle, end den gør i dag, for vi kan komme langt længere på kW-timen med kollektiv trafik, end vi kan i hver vores personbil.
Det er derfor ærgerligt, at vi har for vane at se investeringer i tog og busser som en økonomisk belastning for samfundet, mens langt større investeringer i motorveje og bilbroer udelukkende ses som økonomiske gevinster. Det er vigtigt, at vi tør tro på investeringer i den kollektive trafik.
Togfonden er et af de få lyspunkter. Pengene blev taget fra olieselskaber i Nordsøen, og kritiske røster sagde, at det ville koste arbejdspladser, fordi udenlandske selskaber ville fravælge danske oliefelter og dermed fravælge danske arbejdspladser.
Den frygt, kan vi nu se, holdt ikke stik. Energistyrelsen melder om rekordstor interesse i de danske olie- og gasfelter på trods af højere beskatning. Vi må godt tro på investeringer i den kollektive trafik, heldigvis, for vi har stærkt brug for den i dag og i fremtiden.