VE 50 år, del 3 – Internationalt samarbejde, storpolitik og tilpasning til en verden i forandring

I 2025 er det 50 år siden, at VedvarendeEnergi (VE) blev stiftet – dengang hed vi Organisationen for Vedvarende Energi (OVE). I en ny artikelserie sætter vi fokus på de fem årtier, hvor VE har eksisteret – og på de mennesker, aktiviteter og samfundsforandringer, der har præget organisationen igennem tiden.

Vi er kommet til 1990’erne. I kølvandet på 80’erne – hvor bæredygtige teknologier er i deres spæde opstart og i høj grad stadig bliver udviklet i græsrodsmiljøet – er teknologi som solceller og vindmøller i 90’erne blevet legitime og kommercielle. Markedet tager over, og der kommer flere aktører til. Det komplicerer arbejdet og den grønne dagsorden – ikke mindst for civilsamfundsorganisationer som VE. Men med et stadigt større fokus på klima og miljø – også i det internationale samfund – betyder det nye muligheder. Finn Tobiesen, som i 90’erne var leder for den spirende internationale afdeling i VE, fortæller om de internationale projekter dengang, og Hans Bjerregaard, tidligere formand for VE, fortæller om organisationens arbejde i 90’erne, og hvordan det blev påvirket af kommercialiseringen af de grønne teknologier.

 Af Christian Qvortrup

Finn Tobiesen har altid haft et internationalt udsyn. Efter nogle år som frivillig i Zambia i starten af 70’erne, gik det afrikanske kontinent i blodet på ham. Som en del af sin uddannelse som arkitekt var Finn heldig at blive en del af et udvekslingsprogram med universitetet i Nairobi i Kenya, hvor han færdiggjorde sit speciale i byplanlægning.

Efter nogle år i landet kom Finn i starten af 80’erne i kontakt med VE (dengang OVE), men det skulle først blive i starten af 90’erne, at hans internationale ekspertise og uddannelse for alvor ville komme i spil hos VE. Her var det internationale arbejde under opblomstring. Det skete med et projekt i Bolivia i 1994, hvor VE bl.a. arbejdede med at forsyne boligbyggerier med passive solvarme-elementer, der kunne lagre den varme luft, så boligerne kunne opvarmes i de kølige nattetimer. Der var højt til loftet og meget kunne lade sig gøre, husker Finn:

“Det var jo tiden, hvor der blev eksperimenteret meget med forskellige ting, og det var ligesom muligt at arbejde med alt på det tidspunkt, både organisatorisk og teknologisk. Så det var en utrolig spændende tid at arbejde i.”

Finn forklarer, at arbejdet bl.a. var muliggjort af Svend Auken, den daværende miljø- og energiminister, som var meget optaget af internationalt arbejde, klima og miljøbistand. Auken kæmpede for, at der kom støtte og fondsmidler til civilsamfundsorganisationer og NGO’er, som arbejdede internationalt med klima og miljø. VE befandt sig i den pulje som et stærkt kort i 90’erne – især indenfor den tekniske del af arbejdet med vedvarende energi.

Kampzonen udvides: fra miljø til klima og tilbage igen

Svend Auken stod dog ikke alene, men var en del af en international strømning, der gik sin gang over hele verden. Det internationale perspektiv på klima og miljø fik sit brede gennembrud i årtiet forinden (omtalt nærmere i artiklen om VE i 80’erne), som bl.a. fører til nedsættelsen af FN’s klimapanel, IPCC, der udsender deres første rapport i 1990. I 1992 afholdes klimakonventionen i Rio de Janeiro, hvor 154 nationer underskriver en aftale om at opnå en stabilisering af drivhusgasser i atmosfæren på et niveau, som vil forhindre en farlig menneskeskabt påvirkning af klimaet. I midten af årtiet afholder man de første COP-møder, hvor man på tværs af nationer forsøger at enes om processer, der kan bremse klimaforandringerne.

Det var i den her kontekst af et stigende internationalt engagement på kryds og tværs, at Finn var i Bolivia – og et par år senere var han med til at lande VE’s første store internationale projektprogram i Thailand i 1996. Her samarbejdede organisationen med lokale aktører om at etablere energicentre og biogasanlæg, og sammen med den thailandske energistyrelse om at udbrede såkaldte energibalanceprogrammer: Her undersøgte man, hvilke ressourcer der var i de enkelte kommuner, og hvordan de kunne bruges på den mest hensigtsmæssige og effektive måde.

“Vi var meget brede – dels i forhold til de praktiske ting, dels de planlægningsmæssige ting, og dels i forhold til udbredelsen af energicentre, så man havde nogle centre derovre, der fungerede og arbejdede på samme måde og kunne være med til at støtte andre NGO’er. Den politiske-aktivistiske del støttede vi også på den måde,” fortæller Finn om projektet i Thailand.

Som organisation var det ikke længere muligt blot at beskæftige sig med vedvarende energi rent teknisk; man måtte også engagere sig politisk og organisatorisk. Det var nødvendigt at arbejde på flere spor og niveauer samtidigt – både for fortsat at have en eksistensberettigelse som organisation, og for at sikre sig de nødvendige fondsmidler, men også på baggrund af en erkendelse af den nye bæredygtighedsforståelse, der herskede: Lokale energisystemer, økosystemer i naturen og globale klimasystemer er alle gensidigt påvirkelige af hinanden. Sagt på en anden måde: Miljøarbejde blev til klimaarbejde, hvor man så lokalt engagement i et planetært perspektiv.

Og netop i kampen om fondsmidler, hvor VE var en lille fisk i et hastigt voksende hav af NGO’er og civilsamfundsorganisationer, blev det nødvendigt at udvikle sig som organisation og at favne bredere, forklarer Finn:

“Efterhånden var der så mange døre, man ikke kunne sparke ind mere, for vindmøller var deres egen branche, solcellebranchen var deres egen, biogas havde også deres egne ting… Hvor kunne VedvarendeEnergi strategisk vende sig, hvor skulle vi internationalt vende os?”

Hvor VE tidligere var på frontlinjen ift. vedvarende energikilder og teknologien bag, var organisationen blevet overhalet af industrien, der var skudt op siden 80’erne og starten af 90’erne.  På baggrund af erfaringen med det internationale arbejde og erkendelsen af, at organisationen måtte tilpasse sig de ændrede omstændigheder, gik VE langsomt, men sikkert over til at være den klima-organisation med det stærke internationale engagement vi kender i dag.

En verden forbundet i samarbejde

Når Hans Bjerregaard, fhv. formand for VE, tænker tilbage på 90’erne, er det også især den intense opblomstring af internationalt samarbejde, der falder ham på sinde. Efter at VE og resten af miljøbevægelsen havde overbevist verden om vedvarende energikilder i 80’erne, ville alle pludselig være med. Hans fortæller:

“Vi havde en enorm indgang til de store magtsystemer. Den erfaring og den viden vi havde i Danmark, der var vi ledende. For eksempel arbejdede vi sammen med amerikanske græsrødder om at påvirke det amerikanske valg, altså Al Gore og Bill Clinton, via vores Union of Concerned Scientists.”

Det, der var startet i græsrodsmiljøet i Danmark, dannede nu grundlag for hele kolossale industrier i f.eks. Kina, havde en påvirkning på præsidentvalget i USA og verden lyttede opmærksomt med, når danskere præsenterede en ny energiplan på COP-mødet i Argentina i 1998. For Hans virkede det næsten som om, at kampen for vedvarende energi og klimaet var vundet. Men der skulle vise sig at dukke uforudsete komplikationer op.

Kommercialisering kommer med en pris

Når teknologien voksede så hastigt, både i udbredelse og anvendelighed, men også i fysisk skala, var der også en bagside, når man vendte tilbage til Danmark og det lokale.

I 80’erne var vindmøllerne ikke ret store i Danmark, og de var typisk ejet og opsat af lokale vindmøllelaug, der havde møller i hele landet. Så der var en betydelig del af den danske befolkning, der var medejere af vindmøllerne dengang, fortæller Hans. Men med den nye udvikling, kom kommercielle selskaber til – og de havde nye, store vindmøller, som var mere effektive. De nye møller begyndte naturligt at indtage en større plads i landskabet.

“Det, der er sket, når teknologien er så stor, og den er så voldsom, og den er så visuel i landskabet -det er at det blev meget svært at få tilstrækkeligt med vedvarende energi, som folk bakker op om, når det er store møller – selvom de laver meget billigere el. Og så er der jo sket det, at der har været nogle firmaer, der har opstillet dem og tjener penge på dem, og så er det svært med den lokale opbakning.”

En hastigt forandrende verden med tiltagende forviklinger

At den grønne energi begyndte at blive mere udbredt, og at der var en voksende forståelse for, at alt hvad der vedrører klima og miljø er komplekst, og påvirker naturens systemer og samfundet bredt, kaldte på flere reglementer og love på området.

Som konsekvens bliver handlefriheden indskrænket en smule for organisationer som VE i slutningen af 90’erne. Lovgivning var selvfølgelig nødvendig, men det ændrede også arbejdet for VE i årtiet, fortæller Hans:

“Politikerne var i bund og grund meget afhængige af den viden, vi kunne levere til dem (i 80’erne, red.), så der var en direkte vej. For at få noget indført, at få noget gjort, at få noget udover stepperne nu, skal man igennem et virvar af forskellige interesser, hvor det kan fortabe sig i bureaukrati.”

Når Finn kigger tilbage, så nød klima og miljø godt af tiden i rampelyset, men de måtte desværre vige pladsen en smule for andre emner i slutningen af 90’erne. Til gengæld var klima og miljø nu blevet en fast bestanddel af den politiske snak – både i Danmark og internationalt. Græsrøddernes kamp for legitimering i 1980’erne var i dén grad lykkedes.

Men mod starten af det nye årtusinde begyndte vindene også at skifte politisk. Fondsmidlerne var ikke, som de var i starten af årtiet. Samtidig er der et voksende antal NGO’er som Greenpeace og Care, der vokser sig stadigt større, og sluger en stadigt større del af de tilgængelige fondsmidler.

“Der skete meget i de år. Der skete rigtig, rigtig meget. Og noget tid efter at klimaet kom på dagsordenen, bliver der ligesom lukket for den varme hane. Jeg tænkte, at det var for sårbart det her. Men arbejdet bliver alligevel ført videre i en lidt anden forstand,” beretter Finn.

Meget var nået i en ufattelig fart i 90’erne, men i en hastigt forandrende verden måtte organisationen hurtigt omstille sig til de ændrede vilkår. Det var netop, hvad VE gjorde, da de omlagde strategien, og gik ind i det nye årtusinde som en mere klima- og helhedsorienteret organisation.

 

Finn Tobiesen, da han arbejder internationalt for VE i 1990’erne (til venstre) – her i Mongoliet.