Klimaretfærdighed i praksis: Rasmus tog på felttur til Kenya

Hvordan ser klimaretfærdighed egentlig ud i praksis? Det ville Rasmus Harder Helsing, tidligere praktikant og nuværende studentermedhjælper i VedvarendeEnergis internationale afdeling, gerne finde ud af. Derfor rejste han i efteråret til Kenya på felttur som en del af sin praktik. Her oplevede han på tæt hold klimakrisens konsekvenser for de mennesker, der lever midt i den — men også deres handlekraft, håb og vilje til at skabe forandring.

Samtidig fik Rasmus med egne øjne indblik i, hvorfor klima- og udviklingsarbejde kun lykkes, når det tager udgangspunkt i lokale erfaringer og virkeligheder. 

Af Salma Moalin  

For mange mennesker i Danmark er klimaforandringer noget, der foregår i baggrunden – noget, man læser om i rapporter eller hører om i medierne. For Rasmus Harder Helsing, kandidatstuderende i Human Security og nu studentermedhjælper i VedvarendeEnergi, kom klimakrisen dog helt tæt på, da han kom i praktik hos VedvarendeEnergi og rejste til Kenya. Og det var netop hvad han ønskede at få ud af sit praktikophold: 

”Jeg interesserer mig meget for klimaretfærdighed, udviklingsarbejde og hvordan klimaforandringer konkret påvirker menneskers liv. Og så er jeg bestyrelsesmedlem i Grøn Geist – VedvarendeEnergis ungdomsorganisation – ved siden af mit studie. På den måde kendte jeg allerede til VedvarendeEnergi, og vidste at jeg her kunne komme til at opleve og arbejde med de ting, som jeg gerne ville,” forklarer Rasmus. 

Netop via sit engagement i Grøn Geist har Rasmus i flere år arbejdet med unges klimahandling og hvordan man skaber rammer for unges deltagelse i den grønne omstilling. Den erfaring tog han med sig til Kenya, da han rejste derned i november sidste år. I VedvarendeEnergi ønskede man en dybere forståelse af unge i Kenya som målgruppe – særligt i forhold til landbrug og klimahandling. Organisationen efterspurgte konkret viden om unges motivation, barrierer og perspektiver i en kenyansk kontekst. Det blev afsættet for Rasmus’ speciale og arbejde under opholdet i Kenya. 

Hvordan kan de unge blive en del af fremtidens landbrug?

Rasmus’ primære opgave var at undersøge, hvordan flere unge kan blive en del af fremtidens landbrug. Gennem mere end 25 kvalitative interviews med unge mellem 18 og 34 år indsamlede han data om deres ønsker, udfordringer og motivation i forhold til at arbejde med landbrug. Dataindsamlingen gav Rasmus et solidt analytisk grundlag til sit speciale – og samtidig fik VedvarendeEnergi og deres kenyanske partnerorganisationer en rapport med konkrete indsigter, som kan bruges i det videre arbejde med at engagere unge. 

Baggrunden for undersøgelsen er blandt andet den markante bølge af unge i Kenya, en såkaldt youth bulge, som gør spørgsmålet om at engagere de unge i landbruget mere presserende: 

”Der er jo det, man på engelsk kalder en youth bulge – altså en kæmpestor ungdomsbølge. Det er en stor gruppe af unge, der er kommet over de sidste 50–60 år. Og der bliver flere og flere unge, samtidig med at arbejdsløsheden stiger. Så spørgsmålet er, hvad skal alle de her unge mennesker? Gennemsnitsalderen for en landmand i Kenya ligger omkring 50 år. Og der er ikke nødvendigvis unge, som står klar til at tage over bagefter,” fortæller Rasmus og fortsætter:

“Så der opstår et stort og ubesvaret spørgsmål om fødevareproduktion. Hvem er den næste generation, der skal tage over og sikre, hvor vores mad kommer fra? Især i en situation som i Kenya, hvor man producerer en stor del af sin mad selv.”  

Rasmus fortsætter med at forklare, at landbruget ikke er særligt attraktivt for unge i Kenya – mange unge ser det som en usikker fremtidsvej. Derfor var det vigtigt for Rasmus at blive klogere på de unge og på, hvad der skal til for at gøre landbruget mere attraktivt for dem.  

Unge med vilje – men uden muligheder

I mødet med de unge kenyanere på rejsen, er noget af det, der har gjort størst indtryk på Rasmus at de har stort gåpåmod og et tydeligt ønske om forandring – men at de samtidig er begrænset af strukturelle vilkår. Ifølge ham handler det ikke om manglende ambitioner, men om manglende adgang til jord, kapital og politisk indflydelse blandt de unge: 

“Der er unge på min egen alder, som har drømme og ambitioner, men som ikke har de muligheder, vi tager for givet i Danmark,” forklarer han. 

Han oplever en generation, der gerne vil tage ansvar og skabe sig en fremtid, men som møder barrierer, der ligger uden for deres egen kontrol. Rasmus forklarer, at når klimaforandringerne allerede har gjort jord og vand til knappe ressourcer, forværres situationen yderligere af at den begrænsede adgang i høj grad er koncentreret hos få. 

“Der er enormt mange udfordringer, som gør det svært at være ung og gerne ville drive landbrug. Korruptionen gennemsyrer store dele af systemet, og selv hvis man ønsker mere mad på bordet i sit lokalsamfund, er mulighederne stærkt begrænsede, når jorden ejes af få, og man ikke får adgang til at dyrke den. Når nogle samtidig sidder på vandressourcerne, bliver det tilsvarende svært for andre at sikre sig nok vand – og netop adgangen til jord og vand var en af de helt store udfordringer for mange af de unge, jeg mødte,” fortæller han. 

At møde unge på sin egen alder, som kæmper for adgang til noget så grundlæggende som muligheden for at dyrke deres egen mad og skabe et levebrød, har gjort indtryk. Rasmus fortsætter:  

“Vi talte med flere unge kvinder som sagde: ‘Jeg kunne egentlig godt se mig selv bo på landet og have mit eget land, men jeg har simpelthen ikke adgang til noget jord, jeg kan gøre det på.’” 

For Rasmus blev det tydeligt, at viljen er der – men at mulighederne langt fra altid følger med.

Klimaforandringer helt tæt på 

Opholdet i Kenya blev på flere måder en øjenåbnende oplevelse for Rasmus – og den har gjort varigt indtryk:

”Folk plejer at spørge: Var det ikke bare sjovt? Eller hvad var det fedeste? Og så videre. Og ja, det er jo en enormt stor oplevelse. Men der er også mange ting, der er meget anderledes fra at bo i Danmark og at være i Kenya,” fortæller han.

Under opholdet oplevede han konsekvenserne af klimaforandringerne på nærmeste hold. Han fortæller blandt andet om den proces, mange mennesker må igennem for at få adgang til vand i hverdagen:

”Der er nogle vandtanke, og nede ved dem er der store borehuller, hvor man pumper vand op. Der står en masse dunke, som bliver fyldt og læsset op på store ladvogne. Derefter kører man vandet ud til dem, der har bestilt det, og som ikke selv har adgang til vand dér, hvor de bor.”

Rasmus fortsætter med at fortælle om landmanden William, der i ren desperation begyndte at grave store huller på sin jord i håb om at finde grundvand. Men selvom jorden til sidst var fuld af udgravninger, var der intet vand. Mange af dem, Rasmus talte med, beskrev, hvordan vejret ikke længere er, som det plejer at være.

”De fortalte mig: Der går længere tid mellem regnperioderne, og når regnen endelig falder, er den voldsom,” forklarer han.

For Rasmus blev det derfor tydeligt, at klimakrisen allerede er en realitet:  

“Man kan mærke, at klimaforandringerne ikke bare er noget, man taler om – de påvirker folks hverdag direkte i et land som Kenya.”

Mødet med menneskerne – og betydningen af lokal forankring

Midt i de barske vilkår fremhæver Rasmus noget andet som helt afgørende; nemlig de mennesker, han har mødt, og den måde samarbejdet med dem har fungeret på.

“Jeg er blevet mødt med enorm åbenhed og hjertevarme,” siger Rasmus.

Det gælder både blandt hans kenyanske kollegaer fra VedvarendeEnergis lokale partnerorganisationer, i byerne og de mennesker, han har interviewet som en del af arbejdet. Han fortæller blandt andet om en situation, hvor han går gennem byen, og en mand råber “Mzuku, Mzuku!” efter ham. Manden stopper ham og spørger nysgerrigt: “Hvad laver du her?” 

Rasmus forklarer sit projekt og formålet med arbejdet. Så svarer manden ”Det lyder megafedt! Det har vi også brug for her – at der er flere, som har lyst til at hjælpe med, hvad de nu kan.”

Ofte er Rasmus blevet mødt med begejstring og hans ophold har været præget af nysgerrighed, interesse og en gensidig respekt fra dem, han har mødt. Samtidig understreger han, at ikke alle møder har været uforbeholdne.

“Selvfølgelig er der også nogle, der har været skeptiske over, hvad vi laver her. Det er jo ikke alle steder, man har haft gode erfaringer med, at der kommer nogen udefra og skal blande sig,” forklarer Rasmus. 

Netop derfor mener han at det er afgørende, at arbejdet tager afsæt i den lokale virkelighed. For Rasmus er det tydeligt, at projekter som dem VedvarendeEnergi og deres lokale partnere laver – og hans egen rolle i dem – netop kun kan fungere, når de bygger på tæt samarbejde med lokale partnere, der kender konteksten, udfordringerne og de sociale dynamikker. I projekterne er målet at styrke småbønders klimamodstandskraft, men den indsats giver kun mening, hvis den udvikles i dialog med dem, det handler om. 

“Det handler om at lytte og være nysgerrig – ikke om at fortælle folk, hvad de har brug for,” mener han. 

Efter sine oplevelser i Kenya står Rasmus endnu mere fast på sin holdning om, at udviklingsarbejde skal være lokalt forankret, og at beslutninger og retning skal udspringe af de mennesker, der lever med konsekvenserne. Det gælder ikke mindst efter at Rasmus nu har fået konkret erfaring med, hvad klimaretfærdighed betyder i praksis – præcis som han ønskede sig.  

Fotos fra Rasmus’ tur i Kenya.