Det hele begyndte i 1975
VedvarendeEnergi blev etableret i 1975. Bag organisationen stod en gruppe ildsjæle, der havde fokus på konkrete løsninger til at omstille den danske energiforsyning til vedvarende energi. Den første oliekrise sad i folks bevidsthed, og samtidig viste de officielle fremskrivninger, at det fremtidige energibehov ville stige kraftigt.
Det etablerede system så atomkraft som en potentiel fremtidig løsning på problemet, men Organisationen for Vedvarende Energi (OVE), som vi hed dengang, mente, at tiden krævede et grønt paradigmeskifte. Energibesparelser, involvering af lokalbefolkningen og omstilling til vedvarende energi baseret på lokale ressourcer var vores vision om Danmarks fremtidige energiforsyning. Det krævede indsatser på både nationalt og lokalt plan.
Sammen med de lokale energi- og miljøkontorer var OVE en helt central aktør i den del af den danske energibevægelse, der arbejdede med energioplysning til borgerne. Det førte senere til den rådgivningsenhed, der i dag hedder EnergiTjenesten. Sideløbende har vi gennem alle år arbejdet fokuseret med den nationale energipolitiske dagsorden i Danmark.
Læs mere her
















