VedvarendeEnergi har sammen med 19 andre klima- og udviklingsorganisationer sendt et åbent brev til regeringen og det danske EU-formandskab. Danmarks EU-formandskab er en gylden mulighed for at prioritere og sætte fart på den grønne omstilling i Europa – derfor opfordrer VedvarendeEnergi og resten af 92-gruppen til, at Danmark viser reelt klimalederskab og sikrer ambitiøse, grønne resultater både herhjemme og i EU.

I brevet stiller vi en række klare krav til, hvordan det danske EU-formandskab kan og bør bidrage til en stærkere klima- og miljøindsats i Europa. Det handler bl.a. om, at EU hurtigt skal levere en opdateret og mere ambitiøs klimaplan, at grøn omstilling skal ske uden brug af løsninger, der reelt ikke er grønne som klimakreditter og atomkraft – og at EU’s budget skal understøtte klimaindsats og bæredygtigt landbrug, og ikke de industrier og praksisser, som forurener vores miljø.

Vi understreger også behovet for, at EU viser globalt lederskab op til klimatopmødet COP30 – særligt i forhold til klimafinansiering til det globale syd og en retfærdig udfasning af fossil energi.

Danmark skal bruge formandskabet til at fremme en styrket implementering af EU’s grønne lovgivning, sikre at vigtige direktiver ikke udvandes, og stå vagt om civilsamfundets ret til deltagelse og indsigt i miljø- og klimapolitik.

Læs det åbne brev i sin fulde længde her.

×

Bliv en del af fællesskabet

Og vær med til at skabe en mere bæredygtig verden – og en retfærdig, inkluderende grøn omstilling.

Som medlem af VedvarendeEnergi er du med til at styrke den grønne omstilling – lokalt, globalt og i presset på politikerne for retfærdig klimahandling.

Bliv medlem Nej tak