Politisk arbejde


VedvarendeEnergi arbejder for at styrke civilsamfundets rolle i den grønne omstilling – og dermed for flere grønne fællesskaber, handlemuligheder og borgernære løsninger. For at opnå det laver vi konkrete aktiviteter og projekter, som aktivt inddrager borgerne i den grønne omstilling – men vi arbejder også politisk.
Vores arbejde for at få politisk indflydelse tager afsæt i vores konkrete projekter og aktiviteter. På den måde er der en klar sammenhæng mellem det, vi arbejder for politisk, og de aktiviteter og projekter, som vi laver lokalt, nationalt og globalt. Samtidigt kræver det, at styrke rammerne for folkelig deltagelse og at sikre mere borgerinddragelse i den grønne omstilling, netop politiske tiltag. Derfor er vores politiske arbejde centreret omkring at påvirke samfundets beslutningstagere til at sikre, at de politiske strukturer og beslutninger, der træffes, er til gavn for den grønne omstilling – og for borgernes inddragelse i den.
I Danmark og Europa prioriterer vi at lave politiske indsatser, som gør det muligt for den enkelte borger at tage del i den grønne omstilling – understøttet af vores strategiske målsætninger. I vores internationale aktiviteter er det at søge politisk indflydelse en integreret del af vores arbejde. I det globale syd arbejder vi og vores lokale partnere for at sikre bedre klimatilpasning og -finansiering samt bedre muligheder for fattige og udsatte grupper netop ved at hjælpe dem til at få politisk indflydelse. Politisk indflydelse og demokratiske rettigheder blandt borgerne er nemlig afgørende for at sikre klimatilpasning og grøn omstilling.
Uanset om vores politiske arbejde foregår i en dansk, europæisk eller international kontekst, tager vi afsæt i vores strategiske målsætninger: Her lægger vi vægt på at facilitere en åben og oplyst dialog, der sigter mod at fremme en retfærdig grøn omstilling, hvor alle har mulighed for at bidrage, tage stilling og blive hørt. Vores fokus er på de komplekse årsagssammenhænge og menneskers rolle i omstillingen – det er først og fremmest vores adfærd, som vi kan ændre og bruge til at bremse klimaforandringerne; dernæst teknologi. På samme måde har vi fokus på at fremme global ansvarlighed og forståelsen for nødvendigheden af den: Uanset hvordan vi vælger at løse klimaproblematikkerne, har det langsigtede sociale og økonomiske konsekvenser for samfundet.
I vores politiske arbejde indgår vi altid i partnerskaber med andre organisationer, der har samme sigte som os – og både sammen og hver for sig går vi i dialog med beslutningstagerne. Udover dialog står fagligt funderet handling centralt som værktøj i vores politiske arbejde, hvor vi forsøger at finde løsninger på problemer ved at indgå samarbejder med fagfolk. Læs mere om, hvordan vi konkret indgår i politiske dialoger og faglige samarbejder herunder:

Og vær med til at skabe en mere bæredygtig verden – og en retfærdig, inkluderende grøn omstilling.
Som medlem af VedvarendeEnergi er du med til at styrke den grønne omstilling – lokalt, globalt og i presset på politikerne for retfærdig klimahandling.