Med EU’s Green Deal er der de sidste par år kommet mere fokus på at vedtage flere grønne direktiver, som skal fremme mere bæredygtigt forbrug hos europæerne – og dermed også hos danskerne. Men det er ikke altid lige nemt at navigere i de mange direktiver og hvilken betydning de reelt vil have for vores dagligdag – især som ung. For hvordan skal direktiverne egentligt hjælpe os med at gøre vores forbrug mere bæredygtigt? Og hvordan formidler man de komplekse EU-direktiver til unge? Netop de spørgsmål arbejder Line Stald, projektudvikler i VedvarendeEnergi, med, når hun udvikler og afholder en række aktiviteter og events om EU, klimaindsats og grønne direktiver.
Af Melissa Schak Popp
I de seneste par år er der blevet vedtaget flere nye EU-direktiver, som kommer til at have stor betydning for vores hverdag, vaner og forbrug i fremtiden.
I maj 2024 blev direktivet “Right to repair” vedtaget, som skal gøre det nemmere og mere attraktivt for forbrugerne er få repareret deres produkter. For nogle producenter bliver det et krav at de tilbyder reparation af deres produkter – og det stiller forbrugerne langt bedre end i dag i forhold til at få repareret deres beskadigede produkter, frem for at udskifte dem med nye.
Et andet EU-direktiv, som er vedtaget, er “Ecodesign for Sustainable Products Regulation” (ESPR), som gennem nogle krav til producenterne skal sikre en mere bæredygtig produktion, hvor der bliver anvendt så få ressourcer som muligt i produktionen.
Begge direktiver skal være med til at fremme den cirkulære økonomi i EU, hvor produkter og varer i højere grad produceres mere bæredygtigt samt genanvendes og genbruges, så produkternes levetid forlænges. På den måde sparer man både på ressourcer, energi og CO2-udslip – som et skridt på vejen til at nå EU’s ambitiøse klimamål for 2030. Men hvad betyder det egentligt for almindelige danskeres hverdag at økonomien og ressourceforbruget i EU bliver mere cirkulært?
Hvordan formidler man de komplekse EU-direktiver til unge?
Det kan være noget af en mundfuld at sætte sig ind i direktiverne og forstå hvilke konsekvenser de egentligt har – særligt i forhold til helt lavpraktiske gøremål i dagligdagen. Netop det er én af grundene til at VedvarendeEnergi har sat sig for at formidle viden om EU og bæredygtighed til unge – og for aktivt at inddrage dem i formidlingen.
Det skal blandt andet ske gennem en række aktiviteter og events – som får finansiel støtte fra Europa-Nævnet – der er specifikt målrettet de unge. Det betyder, at VedvarendeEnergi for eksempel tager ud på gymnasier rundt omkring i hele Danmark, og holder oplæg om EU og bæredygtighed – og deltager i forskellige events, som er arrangeret af skolerne eller andre organisationer.
Formålet med at deltage i de mange events er, at give de unge gymnasie-elever indblik i EU som en international organisation, og hvordan den forholder sig til spørgsmål om klima, miljø og bæredygtighed. Èn af dem, der står bag planlægningen af de mange events, er projektleder Line Stald. Når hun planlægger events, synes hun især at det er vigtigt at de unge får indsigt i den viden, som ligger bag EU-direktiverne, men også om bæredygtighed generelt.
“Det er der med at tage ny viden med sig videre, og få en ny erkendelse, det synes jeg er vigtigt,” fortæller hun.
De unge skal lære om klimakrisens kompleksitet – men også om konkrete løsninger
Netop det skete, da VedvarendeEnergi i slutningen af oktober måned havde Det Rullende Værksted – en reparationsbil, der indeholder de vigtigste remedier til at lave diverse småreparationer, med ude på Rosborg Gymnasium i Vejle. Med bilen satte VedvarendeEnergi på en konkret måde fokus på reparation og klimagevinsterne ved det – det skete i anledning af Repair Festival, som VedvarendeEnergi står bag, men også for at formidle EU’s “Right to repair”-direktiv.
Men reparation er kun én ud af mange klimaløsninger. Og det er en vigtig pointe, som Line fremhæver:
“Eleverne skal få en forståelse af, hvor kompleks en problemstilling klima og bæredygtighed er. Det er problemstillinger, som der ikke findes ét endeligt svar på, og som rummer forskellige løsninger.”
Derfor påpeger Line også, at inddragelse af de unge er en vigtig del af formidlingen. Derfor er fokus i VedvarendeEnergis events i lige så høj grad at klæde de unge på til at kunne videreformidle og inddrage andre unge i den viden, de får. På den måde går de derfra med viden, som de kan dele med andre.
Udover formidling af viden gennem oplæg og aktiviteter, sætter VedvarendeEnergi også fokus på mulige handlinger, som de unge kan bruge og implementere i deres hverdag.
“Vi forsøger at finde emner og handlinger, som de unge, altså gymnasieeleverne, faktisk kan relatere til. Det kan jo ikke nytte noget at begynde at snakke om energifællesskaber. Det skal være noget, som berører deres hverdag, og som har betydning for dem,” forklarer Line.
En måde at udbrede viden om cirkulær økonomi, og inddrage de unge i den, er for eksempel gennem fokus på reparation af elektronik. Elektronik er nemlig noget vi alle, men især de unge, bruger hver eneste dag – og det er forbundet med en række problemstillinger, når elektronikken går i stykker.
Som eksempel forklarer Line, at mange kender den problemstilling, at ledningen på éns mobiloplader har en tendens til at gå i stykker, når man tager den med sig rundt – selvom selve opladeren stadig virker fint. Og ledningen kan heldigvis nemt repareres ved at sætte såkaldt krympeflex på den del af ledningen, som er ødelagt. På den måde kan opladeren holde i længere tid, og man undgår at ledningen igen knækker – og man slipper for at skulle ud og købe en ny oplader. Netop krympeflex var også én af de ting, som VedvarendeEnergi havde med i reparationsbilen ved besøget på Rosborg Gymnasium.
Event på Mariagerfjord Gymnasium skal sætte mere lys på EU-direktiver og bæredygtighed
Snart deltager VedvarendeEnergi i endnu et event for unge – denne gang på Mariagerfjord Gymnasium, hvor der er dedikeret en hel uge i december måned til bæredygtighed og grøn omstilling. Her kommer både danske og internationale studerende fra forskellige gymnasier, som er samlet i en hel uge.
Én af dagene holder politisk koordinator i VedvarendeEnergi, Gunnar Boye Olesen, et oplæg for eleverne om EU, og hvordan unionen fungerer: For eksempel hvordan en lov bliver til i EU, hvordan et direktiv fungerer, og hvilken betydning har de for os og vores hverdag.
Senere tager blandt andet Line forbi gymnasiet for at arbejde med de unge: Her er målet at de unge efterfølgende tager tilbage til deres eget gymnasium, og præsenterer hvad de har arbejdet med. På den måde bliver de unge inddraget i læringsprocessen, og får selv mulighed for at sprede budskaber til deres venner og kammerater. Og her er der flere ting, som de har mulighed for at udbrede:
“Der er dels fortællingen, altså hvorfor er det her med klima overhovedet et problem. Men det er også spørgsmålet om, hvad skal jeg så gøre, eller hvad kan jeg gøre for at være en del af løsningen,” fortæller Line.
På den måde giver formidlingen og inddragelsen af de unge i EU-politik og -direktiver altså ikke alene de unge mulighed for at kunne sætte sig ind i den komplekse problemstilling, som klimaforandringer er. De får også konkrete idéer og tiltag med sig, som de kan implementere i deres hverdag for at gøre den mere bæredygtig – længe før at EU-direktiverne for alvor kommer til at påvirke vores alle sammens hverdag i en grønnere retning.
Er du nysgerrig på vores kommende events i gymnasieklasserne? Så følg med på VedvarendeEnergis Facebook og Instagram, hvor vi deler billeder og fortællinger fra alle events.
Vores events og aktiviteter om EU på gymnasierne er støttet af Europa-Nævnet – men VedvarendeEnergi er alene ansvarlig for vores arrangementers indhold.
Reparationsbilen på Rosborg Gymnasium.


