Grøn omstilling gennem 50 år: VedvarendeEnergis grønne inspirationer og aspirationer er stadig aktuelle

I 2025 er det 50 år siden, at VedvarendeEnergi blev dannet – dengang under navnet Organisationen for Vedvarende Energi (forkortet: OVE). På det tidspunkt var organisationens formål at arbejde for en miljøbevidst energipolitik i Danmark via oplysning, udveksling af viden og bredt samarbejde. I dag arbejder VE stadig med de samme metoder, hvor borgerne og samarbejde står i centrum af alt vores arbejde, men vi beskæftiger os ikke længere kun med energi – i stedet arbejder vi bredt med klima og bæredygtighed. Alligevel er vores arbejde fra 50 år siden stadig relevant i dag: For at fejre VE’s 50-års jubilæum er vi gået i gemmerne og har taget en artikel frem fra et af organisationens allerførste tidsskrifter, der blev sendt rundt til medlemmer og abonnenter. Artiklen handler om, hvordan borgere lokalt kan blive selvforsynende med de ressourcer, de har behov for – et tema, der fortsat er relevant og tankevækkende, og som sætter både VE’s arbejde og den grønne omstilling i perspektiv.

Af Christian Qvortrup

Artiklen, “En eksisterende utopi”, der beskriver et socialt eksperiment med fokus på selvforsyning, er bragt i OVE’s daværende tidsskrift, Vedvarende Energi, i 1976 (udgivelse nr. 3, d. 10/11/1976). Læs den nedenfor – og læs efterfølgende efterskriftet fra 2025:

En eksisterende utopi

Når samfundets energiproblemer skal løses ved store centraliserede anlæg og et vidtstrakt, energitabende ledningsnet, når produktions- og beboelsesforhold medfører en kostbar og tidskrævende transport, og når beslutninger, der berører vores daglige levevilkår, skal tages i byer fjernt fra os og af personer, der intet kender til vores forhold, kan de fleste blive enige om, at der er et eller andet galt. Men reaktionerne herpå er vidt forskellige.

Måske var nogle handlekraftige forsøg på at prøve nye veje og metoder effektive. Måske burde vi begynde at overveje, om vi ved at anvende vor teknologiske viden og muligheder på en anden måde kunne nå de samme resultater som i dag, men under større hensyntagen til det enkelte menneskes liv, miljø og udvikling.

Forsøg – eller begyndelsen til forsøg – er dog i gang både her i landet og rundt om i verden. Et af disse forsøg startede i en af de fattige bydele i Washington i begyndelsen af 1973, og det er et eksperiment, der vil kunne få betydning langt ud over dets eventuelle lokale succes eller fiasko.

Målet var – og er – at udvikle en række “bløde” teknologier, der vil kunne sætte befolkningen i et større område af en by i stand til i fællesskab selv at klare deres ernærings-, varme- og transportproblemer.

“Vort formål er,” siger gruppen, der står for projektet, “at nå dertil, at en hel bydel bliver i stand til at forsørge sig selv med alt væsentligt til det daglige forbrug. Dette er muligt, for den nødvendige teknologi findes allerede.”

“Community Technology”, som eksperimentet kaldes, ønsker at vise folk, at det ikke er videnskaben eller teknologien som sådan, de skal være skeptiske overfor, men snarere den måde, den anvendes på. “Vi ønsker at afmytologisere teknologien.”

En præcis skillelinje imellem hård og blød teknologi findes selvfølgelig ikke. Men nogle af de afgørende kendetegn for en blød teknologi, som den opfattes her, er, at den er således indrettet, at det er muligt for folk uden større specialuddannelse selv at betjene den og videreudvikle den, at den fysisk skal befinde sig indenfor lokalområdet, således at det er befolkningen selv, der afgør, hvilken indflydelse den skal have, og at dens opgave og eneste hensyn skal være mennesket og dets umiddelbare behov. Endeligt skal den gøre det muligt for de arbejdsløse at arbejde for sig selv. En teknologi bygget op med disse formål vil medføre, at kapitalbehovene bliver små, og ressourceforbruget minimalt. Vand- og luftforureningen vil blive nedsat eller helt fjernet, og socialt vil den befordre en decentralisering.

“Community Technology”-eksperimentet foregår i en bydel i Washington, der rummer ca. 30.000 indbyggere med en nogenlunde ligelig fordeling mellem sorte, hvide og latinamerikanere. Dets initiativtager og daglige koordinator er Karl Hess, der oprindeligt arbejdede for Institute for Policy Studies i Washington DC, og med i projektet arbejder ingeniører, videnskabsmænd, teknikere, håndværkere og folk fra området.

For at skabe en relativ uafhængighed på energiområdet er det planen, at man ved opbygning af solfangere foreløbig skal nå til at dække omkring halvdelen af bydelens varmeforbrug om vinteren og hele den i sommertiden nødvendige afkøling. Hertil kommer “solkøkkener”, dvs. køkkener, hvor man ved solparaboler vil udnytte solenergien direkte til at koge og stege ved. Vindhastighederne i Washington er som regel ret lave, og man regner ikke med, med fordel, at kunne anvende vindmøller. Men man har undersøgelser i gang, der skal udpege de mest vindudsatte lokaliteter på tagene i håb om, med tiden, at kunne fremstille brint med vindgeneratorer. I stedet for skraldafhentning søger man at slutte det gamle kredsløb og skaffe sig ressourcer, hvor andre har affaldsproblemer. Methangasfremstilling af affaldet kan give yderligere supplement til opvarmning og køkkenbrug, og som ekstraprodukt opnås en kvælstofrig gødning til de taghavekulturer, der er en vigtig del af hele projektet.

Hvordan kan en bydel sørge for sin egen madforsyning? Ved at opdrætte fisk i kælderen og dyrke grøntsager på tagene. I glasfiberbeklædte krydsfinertanke (eller udrangerede køleskabe) opdrættes regnbueforeller med en tæthed af 45 pund/m3 vand, og med en i forhold til traditionelle dambrug lav udgift pr. spiseligt pund. Der anvendes en bakteriologisk teknik, udformet af en kemiker i gruppen, der på en meget enkel måde renser og recirkulerer vandet, så vandbruget bliver betydeligt mindre, end hvad man kender til i de almindelige gennemstrømningsbrug. Fiskene vokser hurtigt, er sunde og får takket være det hastigt cirkulerende vand en stærk muskulatur.

Plantekulturerne på tagene bygger på forsøg, der har vist, at planter i omhyggeligt planlagte og kontrollerede omgivelser hvert år kan yde et optimalt udbytte. I tagdrivhusene dyrkes planterne i meget fugtigt grus tilsat bl.a. silikatberigende næringssalte og under helt ensartede vækstbetingelser. Der har været avlet soyabønner, tomater, græskar, gulerødder, roer, salat og forskellige kornsorter, og samtidig foregår der stadige og videnskabeligt kontrollerede forsøg over rentabiliteten af de forskellige brugsstørrelser, over forbedringer af næringsstoftilsætningerne og kompostudnyttelsen og over hvilke planter, der kan give det største arealudbytte. Altsammen forsøg, som det er muligt for befolkningen selv at arbejde videre med, så de dermed kan opnå den viden, der er nødvendig, når kommende afgørelser skal træffes.

Selvfølgelig er det her skildrede projekt helt afhængigt af de klimatiske forhold, hvorunder det foregår. Andre forhold vil kræve andre løsninger. Men et af hovedkravene til kommende tiders teknologi må netop være muligheden for at kunne indrette sig efter de lokale klimatiske, geografiske og befolkningsmæssige behov, i stedet for den ensartede specialiststyrede teknologi, der for øjeblikket er ved at brede sig over hele verden.

“Jeg kan ikke tro, at så intelligente mennesker (som videnskabsmænd og teknikere), der skulle være samfundets bedste fagfolk, til stadighed i den grad vil misfortolke deres rolle i samfundet,” skriver Karl Hess i det blad, som gruppen udgiver om eksperimentet.

“De sidste 10 år har vist en stigende utilfredshed med den videnskab og teknologi, der i de sidste 300 år her i vesten har været synonym med civilisationens fremskridt. Utilfredshedens intensitet antyder, at det er mere end en overgangsfase. Den kan varsle et betydningsfuldt vendepunkt i menneskehedens historie.”

Kilder: “Technologie und Politik”, dec. -75
“Science”, jan. -75.

 

Efterskrift

Den korte artikel, “En eksisterende utopi,” drejer sig om et eksperiment i Washington DC i 1970’erne, hvor man forsøgte at skabe et uafhængigt urbant lokalsamfund, der dyrkede sin egen mad og havde egen energiforsyning. Som en del af projektet dyrkede borgerne i bydelen grøntsager og korn på tage, opdrættede fisk i kældrene, og byggede solpaneler, der kunne gøre dem uafhængige i forhold til en centraliseret energiforsyning. Målet var, at en hel bydel blev i stand til at forsøge sig selv med alt væsentligt til det daglige forbrug.

Som den næsten profetiske titel på artiklen antyder, endte projektet i USA netop med at være dét – en utopi – og tre år efter artiklen udkom, ophørte projektet i Washington. På trods af det halve århundrede, der er gået siden, er der endnu emner, der berøres i artiklen, som er gyldige den dag i dag – og som VE i dag fortsat aktivt arbejder med.

Bløde og hårde teknologier

I artiklen skelnes der mellem blød og hård teknologi. Blød teknologi defineres som det, vi selv kan betjene og videreudvikle uden særlig uddannelse. Den er lokalt baseret, og vi, dvs. borgerne, afgør selv, hvad den skal bruges til. At vælge at bruge blød fremfor hård teknologi vil, ifølge artiklen, resultere i minimeret ressourceforbrug og kapitalomkostninger. Eksempler på “blød” teknologi kunne være en hammer, en sav eller en mølle drevet af naturligt forekommende ressourcer som vand eller vind.

Den hårde teknologi er derimod det hyperkomplicerede, specialiserede og centraliserede, som det kræver ekspertviden at kunne betjene og benytte sig af. Den er i hænderne på de få, og den almindelige borger har ikke mulighed for at påvirke hverken udvikling eller benyttelse, udover indirekte indflydelse gennem politik. Et eksempel på sådan en teknologi kunne være atomkraft, selvom listen af “hårde” teknologier vokser hver dag med tiltagende hast.

En kamp for det borgernære og det lokalt forankrede

Det er naturligvis interessant at forsøge at drage paralleller mellem de emner, artiklen behandler, og den verden, OVE skrev om og i til VedvarendeEnergi i dag. På trods af al den tid, der er gået, arbejder VedvarendeEnergi stadig for at demokratisere energiforsyningen – og for at vi skal benytte os af “blød” teknologi, der er forankret i det lokale, ejet og drevet af private ildsjæle, der uden (stor) ekstern indvirkning kan forsyne lokalsamfundet med f.eks. vedvarende energi.

Det sker f.eks. i VE’s arbejde med energifællesskaber, som netop understøtter idéen om uafhængig energiforsyning. Derudover er der arbejdet med lokalforeninger og tiltag som GRØNT VÆRKSTED og Repair Festival, der er med til at oplyse og klæde almindelige mennesker på til at handle mere bæredygtigt i deres hverdag. Her gøres teknologien (den bløde) tilgængelig for borgerne, der også får mere oplysning og information – og som resultat får borgerne flere handlemuligheder og potentiel indflydelse på, hvordan teknologien skal bruges.

Netop de lokale fællesskaber, involvering og aktivt medborgerskab er lige så relevante emner i den grønne omstilling i dag, som det var for 50 år siden. Kigger man rundt i det urbane miljø, ser man da også glimt af det, de arbejdede med i projektet i Washington: Byhaver og naturplejeforeninger, reparationscaféer og folkekøkkener med lokalt produceret mad fra små landbrug. I slutningen af 1970’erne fremstod de ting måske som utopiske og alternative, men ikke desto mindre har idéerne bevæget sig fra det idealistiske græsrodsniveau til at være (næsten) allemandseje og et mere almindeligt syn i byerne i dag.

En fortsat inspiration

Godt nok slog projektet i Washington fejl, men som der står i artiklen, er det: “…et eksperiment, der vil kunne få betydning langt ud over dets eventuelle lokale succes eller fiasko.” Dengang skulle artiklen tjene til inspiration, og mens den i dag sagtens kan gøre det samme, er en endnu vigtigere pointe, der kan uddrages af artiklen og den kontekst, den indgår i, i dag, at arbejdet for grøn omstilling ikke er tilendebragt.

Allerede i 1970’erne fik VE – og mange andre aktører – opstillet vigtige idéer, tanker og mål for den grønne omstilling, navnlig demokratiseringen af teknologi og energi – og et aktivt civilsamfund, som borgerne tager del i. Alle de ting er fortsat vigtige målsætninger for VE – men i dag er det en radikalt anderledes verden, de skal realiseres i. Selvom idéerne forbliver de samme, må de konkrete metoder og virkeliggørelsen af dem altså kontinuerligt tages op til efterretning. Det fortsætter VE med – og det samme gør vores arbejde.