Klimafinansiering i Kenya giver et mere bæredygtigt og modstandsdygtigt samfund

I flere af verdens udviklingslande sætter klimaforandringerne sine tydelige spor. For mange af landene kan det være svært at tilpasse sig klimaforandringerne i tide og at blive modstandsdygtige over for fremtidige naturkatastrofer, når ressourcerne er få. Derfor er klimafinansiering en stor og ofte nødvendig hjælp for mange af landene. Det gælder ikke mindst Kenya. Bidian Nyamor er en af de kenyanere, der har set og oplevet nogle af de udfordringer, landet står overfor, når klimaforandringerne skal tackles. Men hvilke udfordringer er det? Hvordan fungerer klimafinansiering i Kenya? Og hvad kan en organisation som VedvarendeEnergi i den forbindelse bidrage med i Kenya? Det svarer Bidian Nyamor på.

Af Melissa Schak Popp Bidian Nyamor er født og opvokset i Kenya omkring Victoriasøen. Det er netop her, at VedvarendeEnergi også arbejder med klimatilpasningsprojekter sammen med en række lokale partnerorganisationer. I dag bor Bidian i Danmark – og næsten lige siden han flyttede til landet, har han hjulpet VedvarendeEnergi med at få nye perspektiver på arbejdet med klimatilpasning og -finansiering i Kenya. Som kenyaner har han et særligt indblik i problemstillingen – ikke mindst fordi han og hans familie og venner i Kenya har oplevet klimaforandringerne helt tæt på. Bidian forklarer, hvordan klimaforandringerne i Kenya er noget helt andet end herhjemme i Danmark. I de sidste par år har Kenya været ramt af en ekstrem tørke, hvor nedbøren har været minimal. Den ekstreme tørke har haft store konsekvenser – især for små landsbysamfund, hvor de fleste beboere lever af landbrug og af at dyrke afgrøder. Størstedelen af udbyttet af afgrøderne, for eksempel majs, som de lokale dyrker, går for det meste til eget forbrug, men har man afgrøder tilovers, kan man sælge dem. Men tørken har reduceret udbyttet af afgrøderne kraftigt – for uden tilstrækkeligt med vand er mange afgrøder gået til. Det har ikke alene betydet mindre mad på bordet for mange kenyanere i de små landsbysamfund – tørken har også ført til, at en stor del af den kenyanske befolkning har fået reduceret en del af deres levebrød. Tørke er ellers normalt i Kenya – men at den blev så voldsom og langvarig, skyldes klimaforandringer. Og det er en ny ting. Bidian fortæller, at det at tilpasse sig klimaforandringerne ikke tidligere har været en politisk prioritet for de lokale politikere i Kenya – og at landets regering ikke var forberedt på tørken. Det er der flere grunde til: “Ting, der er synlige, er nemmere at indføre ude i samfundet, fordi man nemmere kan karakterisere det som en udvikling af lokalområderne. Hvis man bygger en ny vej, er det tydeligt at se, at der er sket en udvikling. Der var ingen allokeringer af ressourcer til klimaforandringerne, fordi det her er svært at skabe strukturer, der er synlige, og som har en hurtig effekt,” forklarer Bidian. I dag er det dog en smule anderledes: Klimatilpasning er i højere grad blevet en politisk prioritet i Kenya end før tørken. Og det er her, klimafinansiering kommer ind i billedet – for i Kenya vil befolkningen og politikerne gerne være bedre forberedt på den næste tørkeperiode.

Klimafinansiering skaber grøn omstilling og modstandsdygtighed

Helt grundlæggende går klimafinansiering ud på, at I-landene finansierer midler og ressourcer, som allokeres til klimatilpasning i de udviklingslande, der er hårdt ramt af klimaforandringer. Det kan for eksempel være, at man tilbyder billigere lån eller tilskud til landenes lokale organisationer – de står så for at skabe systemer, som gør lokalsamfundene mere modstandsdygtige over for fremtidige klimarelaterede udfordringer. Klimafinansiering kan også ske gennem statslige aktører, for eksempel regeringen, der investerer i større klimaprojekter som skovrejsningsprogrammer. Med klimafinansiering sætter man altså fokus på at skabe grøn omstilling og forebyggelse af klimarelaterede kriser som den ekstreme og langvarige tørke i Kenya. I det internationale samfund er der også kommet større fokus på klimafinansiering – ikke mindst i forhold til at de rige lande i højere grad skal bidrage til at udbedre og forebygge de klimaforandringer, som de fattigere lande rammes af. På det seneste klimatopmøde i Aserbajdsjan opdaterede verdens lande klimafinansieringsmålet fra 100 milliarder USD til 300 milliarder USD om året frem mod 2035. Klimafinansieringen er til gavn for udviklingslandene og vil primært blive mobiliseret af de rige lande, men alle lande opfordres til at bidrage til at nå målet. “Overordnet set er formålet med klimafinansiering at sikre, at mennesker kan tilpasse sig klimaforandringerne. I tilfælde af drastiske ændringer i et samfund vil folk være sikret, og deres sociale behov er dækket af klimafinansieringen. Men klimafinansiering handler også om at allokere midler til modstandsdygtighed,” uddyber Bidian. Han forklarer endvidere, at klimafinansiering ikke altid er lige effektivt i Kenya – ofte kommer man til at fokusere på kortsigtede frem for langsigtede løsninger: “Det er ikke særlig effektivt, fordi det stadig er en ny mekanisme i Kenya. Vi har ikke den rette ekspertise, og de lokale regeringer rundt omkring i landet har ikke råd til at hyre ekspertise udefra. Så derfor finder man ofte ud af tingene hen ad vejen.” Bidian tilføjer, at de lokale organisationer i Kenya ofte også er usikre i forhold til hele klimatilpasningsspørgsmålet, og derfor bruger de meget tid på at snakke sammen og holde møder frem for at skride til handling.

Sparringspartnere, selvtillid og sikkerhedsnet

Den manglende ekspertise og sparring er netop dét, organisationer som VedvarendeEnergi kan give de lokale organisationer i Kenya en hjælpende hånd med. “VedvarendeEnergi har flere års erfaring på klimaområdet, ikke kun i Kenya, men også i lande som Tanzania og Zimbabwe. På den måde har de oplevet forskellige udfordringer i forskellige lande. Og det gode her er, at når man har en løsning på et problem i for eksempel Mozambique, så er der stor sandsynlighed for, at nogle af de samme løsninger kan anvendes i Kenya,” fortæller Bidian. VedvarendeEnergi hjælper altså de lokale organisationer i Kenya og i andre lande med at udveksle erfaringer og viden om klimatilpasning med hinanden. Derudover forklarer Bidian, at VedvarendeEnergi også hjælper med at skrive ansøgninger til klimafinansieringsmidler. VedvarendeEnergis rolle er altså både at være en form for sparringspartner og et sikkerhedsnet, som kan hjælpe de kenyanske organisationer med at få adgang til de redskaber, der skal til for at opnå fremgang ved hjælp af den klimafinansiering, som de har fået tildelt. Og det er netop i kraft af VedvarendeEnergis erfaring på området, at organisationen kan hjælpe: “Når man som organisation står alene, vil man være tøvende med at implementere aktiviteter, fordi konsekvensen af små fejl er store. Organisationen kan kollapse eller lukke. Men hvis man har en partner, som har meget erfaring, så er det en form for sikkerhedsnet,” forklarer Bidian. Han tilføjer, at de lokale organisationer igennem arbejdet og samspillet også opnår en større selvtillid, så de tror på, at de kan gøre en forskel: “Det giver selvtillid at handle og prøve at gøre nye ting som organisation, velvidende at man har nogen at bære byrden med.” Et samarbejde med en organisation som VedvarendeEnergi går dog ikke altid kun som smurt. Bidian fortæller, at i mødet mellem to forskellige kulturer kan der opstå en kommunikationsbarriere, hvor misforståelser kan opstå. Derfor vil det altid tage tid at starte et nyt partnerskab op – og man skal forvente at bruge tid på at lære at forstå hinanden. Men trods kommunikationsbarrieren er der ifølge Bidian en klar merværdi i, at de lokale organisationer i Kenya samarbejder med organisationer som VedvarendeEnergi. “Uden sådan et partnerskab ville man gå glip af muligheden for peer learning. Alle ville arbejde i isolation og øge risikoen for at gentage fejl. Ingen ville lære fra hinanden, fordi der ikke ville være en platform til det. En masse mennesker lærer noget fra VedvarendeEnergi. Men VedvarendeEnergi lærer også noget fra dem,” fortæller Bidian og afslutter: “Med udgangspunkt i peer learning alene vil man kunne løse omkring 70 procent af klimaproblemerne, helt uden finansiering. Med de begrænsede ressourcer, de har, vil organisationer allerede kunne gøre noget anderledes, hvis bare de snakker med hinanden.” Bidian Nyamor.