Danmark har fået sin første Repair Festival – skabt af VedvarendeEnergi og GRØNT VÆRKSTED i samarbejde med Repair Café Danmark og en række andre partnere. Festivalen løb af stablen for første gang d. 14.-27. oktober 2024. Her kunne alle få hjælp til at reparere defekt elektronik, fikse sin gamle cykel eller lære at upcycle tøj – for eksempel hos Det Grønne Syværksted i KlostergadeCenteret i Aarhus. Her stod Benedikte Blokkebak og Signe Weinhold klar med symaskiner og stoflapper til hullet og slidt tøj. De mener nemlig at det er vigtigt, at vi lærer at føle glæden ved håndværk og god kvalitet, så vi bliver bedre til at passe på vores tøj. Et budskab, som projektleder for Repair Festival og GRØNT VÆRKSTED, Nilas Bay-Foged, bakker op om, og som er helt i tråd med Repair Festival’s formål.

Af Katrine Busk

Signe og Benedikte er to unge, grønne ildsjæle, der har været med til at starte Det Grønne Syværksted i foråret 2024. Hver anden onsdag står de klar sammen med en skrædder fra Den Gamle By til at lære de besøgende grundlæggende syteknikker og tips til reparation – eller bare give de besøgende mulighed for, at de frit kan lege med syværkstedets symaskiner. Det gør de også denne onsdag midt under Danmarks første Repair Festival.

Ligesom det er målet for festivalen at flere skal blive bedre til at reparere og vedligeholde deres ting, så er målet med syværkstedet, at endnu flere lærer at sy og vedligeholde deres tøj. Derfor har Signe og Benedikte tilmeldt Det Grønne Syværktsted til årets Repair Festival – i håb om at folk, der normalt ikke kommer i KlostergadeCenteret, finder vej til syværkstedets lokaler og begynder at agere mere bæredygtigt, når det gælder deres tøj.

“Det grønne ved syværkstedet består i, at folk kommer med deres brugte tøj og f.eks. syr nogle bukser op, ind eller ud. Så kan bukserne bruges igen i stedet for at blive smidt ud. Det grønne består også i, at vi har fået fat i nogle stofrester, der ellers var blevet smidt ud,” siger Signe og peger på en kommode, der bugner af farverige stykker stof af alskens kvaliteter, som de bl.a. har brugt til at lave patchwork.

Benedikte peger på den modsatte væg, hvor hylder med klare plastkasser viser indhold som knapper og perler.

“Der har tidligere været sykurser her i huset, så der står en masse efterladte materialer, der måske er årtier gamle – knapper, perler, bånd, syopskrifter. Dem har vi så organiseret og sat frem i kasser, så de besøgende kan bruge dem,” fortæller Benedikte og viser eksempler på, hvordan de i dag har lavet små roser af stofbåndene, der fungerer som lapper til huller på tøj eller tasker.

Repair Festival er for alle – især dem med interesse for reparation og bæredygtigt forbrug

Repair Festival 2024 er den første af sin slags herhjemme. I løbet af de 14 dage, festivalen varede, blev der sat fokus på bæredygtigt forbrug, reparation og vedligehold på blandt andet efterskoler, ungdomsuddannelser, reparationsværksteder og lokale foreninger i hele Danmark. På den måde har Repair Festival været et samlende koncept for de mange gode initiativer rundt omkring i landet, der allerede hjælper eller arbejder med reparationer.

Formålet med festivalen er netop også at sætte fokus på steder som Det Grønne Syværksted, den lokale repair café eller cykelværkstedet. For det skal blive tydeligt for endnu flere danskere, at de findes og at man året rundt kan tage sin ødelagte brødrister eller trøje med til én af de mange værksteder eller repairshops i stedet for at køre på genbrugspladsen med ting, der sagtens kan få et længere liv.

“Repair Festival er en del af en ny bevægelse, der i al sin enkelthed går ud på at reparere og vedligeholde sine ting, og samtidigt få en oplevelse af mening, selvstændighed og læring med i handlen,” forklarer Nilas Bay-Foged, som er projektleder for festivalen.

For når danskerne reparerer de gamle bukser, som brugerne gør i Det Grønne Syværksted i Klostergade, bruger de dem i længere tid – og udsætter dermed at købe nyt. På den måde sparer man på klodens begrænsede ressourcer. Det ønsker Repair Festival at bidrage til – ikke alene ved at samle de mange gode reparationsinitiativer, der allerede findes – men gennem et inspirationsunivers, hvor man kan finde gode tips og tricks til reparation af lamper, telefoner, makeup, tøj, sko, elektronik og meget andet.

Nilas fortæller, at formålet med festivalen også er at skabe fællesskaber. Mens nogen er gode til at svinge en svensknøgle, er andre gode til at bruge en symaskine. Ved at skabe rum, som de grønne værksteder, hvor mennesker med forskellige færdigheder mødes, kan vi hjælpes ad med at gøre vedligehold nemmere – uanset om man reparerer sine ting på grund af affektionsværdi, miljøhensyn eller for at spare penge.

Generationer mødes

Det Grønne Syværksted er netop et sted, hvor både kompetencer og forskellige former for motivation mødes – også på tværs af generationer. KlostergadeCenteret, hvor værkstedet har til huse, er normalt omdrejningspunkt for netværksskabende aktiviteter, der fortrinsvis er målrettet ældre. Men syværkstedet er åbent for alle – erfarne som uerfarne, unge som gamle – og her mødes husets faste brugere med unge, der bare dropper ind for at lappe deres tøj. Det har dog krævet lidt tankevirksomhed for værkstedet at virke tiltrækkende for alle generationer.

“I starten havde vi kaldt værkstedet noget med upcycling,” fortæller Signe, og fortsætter:

“Men udfordringen ved det her sted er at bruge ord, som er gode for alle generationer. Upcycling er nok et ord yngre bruger, for deres perspektiv er det grønne, mens de ældre bare gerne vil spare, så for dem betaler det sig bare at reparere.”

“I den ældre generation er det nogle andre ting, man har fokus på i forhold til det med håndværket. De er meget mere kvalitetsbevidste, så selvfølgelig skal man reparere sit tøj, og ikke bare købe nyt H&M-tøj. De er egentlig ret bæredygtige, netop fordi de er så nøjsomme og sætter pris på det, de allerede har,” tilføjer Benedikte.

God kvalitet frem for fast fashion

Det er Signe og Benediktes håb med værkstedet, at endnu flere unge lærer om glæden ved god kvalitet og håndværk. For når generationer mødes, kan de inspirere hinanden til nye, bæredygtige vaner, uanset om man er miljø- eller kvalitetsbevidst.

“Hvis man køber genbrug på platforme som Vinted, så kan man pludselig komme til at købe, købe, købe,” forklarer Signe. “Hvis tøjet så ikke passer, fordi man ikke har prøvet det på, så køber man bare noget mere. Og så bliver det også overforbrug. Her vil vi vise, hvordan man kan få tøjet fittet, som man vil, i stedet for at købe nyt.”

“Præcis,” fortsætter Benedikte. “Det er jo godt genbrugsshopping bliver udbredt. Men vi har læst mange artikler, hvor problemet er, at det normale forbrug også stiger. Jeg ser ofte helt nye kjoler på loppemarkeder, som man sælger for at kunne købe en ny kjole. Og så bliver det jo lidt det samme. Så er det jo stadig vores forbrug, der bare stiger og stiger.”

Og det er netop derfor at Repair Festival er sat i verden – for at minimere vores stigende forbrug.

“Som borgere har vi mulighed for at gøre meget selv, for eksempel ved at passe på tingene og reparere dem, hvis de går i stykker,” siger Nilas, og slutter af:

“Med Repair Festival vil vi gøre det nemmere for folk at vide, hvor de skal gå hen, hvis de vil vedligeholde, reparere og tilpasse deres ting – også når festivalen er slut.” 

 

Repair Festival vender tilbage i efteråret 2025 – i mellemtiden kan du finde festivalen rundt omkring i landet til forskellige events, ikke mindst med GRØNT VÆRKSTEDs reparationsbil. Læs mere og hold dig opdateret på repairfestival.dk. 

 

En bruger i syværkstedet laver patchwork. Fotograf: Benedikte Blokkebak En bruger i syværkstedet laver patchwork. Fotograf: Benedikte Blokkebak
×

Bliv en del af fællesskabet

Og vær med til at skabe en mere bæredygtig verden – og en retfærdig, inkluderende grøn omstilling.

Som medlem af VedvarendeEnergi er du med til at styrke den grønne omstilling – lokalt, globalt og i presset på politikerne for retfærdig klimahandling.

Bliv medlem Nej tak