VE 50 år, del 2 – Vedvarende energi får vind under vingerne: En ny bæredygtighedsdagsorden legitimerer og kommercialiserer vindenergien

I 2025 er det 50 år siden, at VedvarendeEnergi (VE) blev stiftet – dengang hed vi Organisationen for Vedvarende Energi (OVE). I en ny artikelserie sætter vi fokus på de fem årtier, hvor VE har eksisteret – og på de mennesker, aktiviteter og samfundsforandringer, der har præget organisationen igennem tiden.

Vi er nu kommet til 1980’erne. Efter 1970’ernes oliekriser er der i 1980’erne fokus på at finde andre, alternative energikilder. Mens regeringen satser på kulkraftværker som den nye, rentable og stabile kilde til energi, undersøger man på landets energikontorer, højskoler og i det tekniske miljø mulighederne for at lave en energiforsyning baseret på vedvarende energikilder – og VedvarendeEnergi (dengang OVE) er naturligvis med. Ejvin Beuse, forhenværende sekretariatsleder i OVE, der på dette tidspunkt er redaktør på OVE’s officielle magasin, fortæller om, hvordan arbejdet var i OVE i 1980’erne – og Hans Bjerregaard, tidligere formand i organisationen, som i 80’erne arbejder politisk for at fremme den vedvarende energi, fortæller om den dengang korte vej fra græsrodsniveau til Christiansborgs gange.

Af Christian Qvortrup

I et nationalt landskab præget af ønsket om energi-uafhængighed og et spirende teknisk miljø på græsrodsniveau kom Ejvin Beuse for første gang i kontakt med Organisationen for Vedvarende Energi (OVE) i 1980. Han var ansat på Kolding Højskole, hvor han med sin ingeniørbaggrund kom til at stå for opførelsen af et nul-energi-hus.

På det her tidspunkt søgte OVE en medredaktør til organisationens tidsskrift “Vedvarende Energi,” som formidlede den nyeste viden og anden information om vedvarende energikilder. Tidsskriftet blev drevet og skrevet af frivillige i organisationen, som ikke nødvendigvis havde en teknisk baggrund. Derfor søgte man en redaktør, som kunne give bladet og organisationen bag mere teknisk legitimitet. Formidlingen måtte ikke fortabe sig i abstraktioner, fortæller Ejvin, som startede på bladet samme år. Der skulle spilles bold til det tekniske miljø, som OVE havde meget at gøre med:

“Man arbejdede primært med teknik og med tekniske løsninger i det hele taget. Der var ikke så meget ideologi omkring klimakriser og sådan noget. Det handlede om, hvordan man får forsynet et hus uafhængigt af fossile brændsler,” beretter Ejvin.

De to oliekriser i 70’erne havde sat sine spor i bevidstheden hos danskerne – også langt ind i 1980’erne. Rundt om i landet dukkede flere og flere energikontorer op, hvor man undersøgte praktiske muligheder for at producere vedvarende energi og ydede rådgivning omkring det, mens man på højskolerne byggede små vindmøller, solfangere eller nul-energi-huse – som på Kolding Højskole.

“Der var et ideal om, at man gerne ville kunne det hele selv. Men alligevel skulle det jo hænge sammen økonomisk – noget skal man jo leve af,” bemærker Ejvin.

Samarbejde med Aalborg Universitet og papirarbejde i mængder

Efter ti år i højskoleverdenen flyttede Ejvin i 1986 til Aarhus, hvor OVE også havde en afdeling. Her tog arbejdet i OVE mere og mere af hans tid. Som redaktør på bladet arbejdede Ejvin bl.a. med at indrykke annoncer fra vindmølle- og solvarmeproducenter, som fik bladet til at køre økonomisk rundt. Men annonceringen bidrog også til flere andre ting. Bl.a. hjalp den til at få kommercialiseret vedvarende energikilder og gav teknisk legitimitet og autoritet til bladet.

I OVE samarbejdede man også tæt med Aalborg Universitet: Det skete for at give vedvarende energikilder endnu mere gyldighed overfor omverdenen – med afsæt i videnskabelig forskning. En stor del af arbejdet med at udbrede de vedvarende energikilder og sikre opbakningen til dem lå nemlig i at lave konkrete planer for brugen af vedvarende energi, men også at understøtte teknologien videnskabeligt, så energikilderne og deres muligheder kunne udvikle sig.

“Der blev lavet papirarbejde i mængder. Der blev lavet handlingsplaner og energiplaner. Så alt det kørte parallelt med: Hvordan får vi det her anerkendt, hvordan får vi det til at vægte,” fortæller Ejvin.

Og alt arbejdet gav pote: OVE bidrog positivt til den udvikling, der skete indenfor vedvarende energikilder – ikke mindst, når energiformerne skulle udbredes. Ejvin forklarer, at folk ofte kom og spurgte OVE, om de kunne være værter for forskellige slags VE-projekter, hvad end det drejede sig om praktiske projekter eller informationsprojekter. Den udvikling, som OVE var inde i i 1980’erne, begyndte dog allerede så småt i 1979.

Imellem politik og teknologi

I årene 1979-80 kom Hans Bjerregaard i kontakt med OVE. Som uddannet forstkandidat, der beskæftiger sig med skovbrug og balancen mellem natur, økonomi og samfund, har han altid interesseret sig for ressourceudnyttelse. Og den interesse blev hans indgangsvej til OVE, hvor der netop var mulighed for at arbejde med, hvordan man udnytter naturlige ressourcer som sol og vind til at skabe energi.

Via Lars Albertsen, Hans’ tidligere studiekammerat og dengang ledende figur indenfor vedvarende energi, fik Hans første gang kontakt til det, der dengang hed Organisationen for Vedvarende Energi. Her var han bl.a. med til at lave et omfattende energikontor i Odsherred. Derudover kom Hans hurtigt i kontakt med en lille, men indflydelsesrig gruppe via arbejdet i OVE, der dengang havde hovedsæde i København. Gruppen bestod af folk som førnævnte Lars Albertsen og Preben Maegaard, der begge havde direkte kontakt til flere fremtrædende politikere på Christiansborg. Hans fortæller:

“Der var en lille kreds, som jeg faktisk var en del af, som havde kontakt til toppolitikerne, ministre og alle mulige fra Socialdemokratiet og især det Radikale Venstre, SF osv. Altså virkelig, når man ringede, tog de telefonen.”

Men selvom der ikke var langt til politisk indflydelse for Hans og hans kreds, var det ikke uden udfordringer at forsøge at sætte den vedvarende energi øverst på dagsordenen. De danske elselskaber og deres lobbyorganisation var en stærk modstander, der ligeledes havde øret på politikerne.

Men den teknologiske udvikling endte med at være i de vedvarende energikilders favør. Hvor man hos store amerikanske selskaber, som flyproducenten Boeing, forsøgte at opfinde vindmøllen helt fra bunden, havde man i Danmark et udgangspunkt i den eksisterende teknologi og, hvad man havde ved hånden, som landbrugsmaskineri, udtjente biler og lignende. Det tekniske miljø i Danmark var også gode til at udveksle viden internt. Og det lønnede sig.

“Hele verdensindustrien for vindkraft er baseret på nogle af de ting, der skete på græsrodsplan, hvor man arbejdede praktisk og udvekslede viden. Nogle OVE-folk fik også etableret en prøvestation for vindmøller ved Risø, og det skabte et fælles fagligt grundlag for udviklingen af vind-teknologien,” fortæller Hans.

Sammen med en tilskudsordning til etablering af vindmøller, som blev lavet politisk på det her tidspunkt, skabte det en efterspørgsel på teknologi indenfor vindenergi. Efterhånden vandt vindenergien større indpas og accept hos de danske politikere – og i det danske landskab, forklarer Hans. At vindenergien blev accepteret, åbnede også dørene for andre forandringer i samfundet – og i midten af 1980’erne begynder man for alvor at tale om klima og bæredygtighed.

Bæredygtighed i internationalt perspektiv

I 1985 blev den første internationale klimakonference afholdt – og den mundede bl.a. ud i den toneangivende Brundtland-rapport, der udkom i ’87. I rapporten defineres bæredygtighed på den her måde: “En bæredygtig udvikling er en udvikling, som opfylder de nuværende behov, uden at bringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres behov i fare.” Den definition bruger og forholder man sig stadig til den dag i dag.

Med rapporten blev der føjet ekstra dimensioner til hele energispørgsmålet: Der kom langsomt et større fokus på de større sammenhænge mellem bæredygtighed, natur og energi, f.eks. i forhold til hvordan energiformerne påvirker ting som klima, biodiversitet og sociale forhold. Det måtte man nu indarbejde i sin energiplanlægning, og forholde sig til, når man valgte en energiform – og når man talte om udviklingen af samfundet i øvrigt.

I løbet af 1980’erne satte man nemlig i stigende grad spørgsmålstegn ved hvorvidt udvikling og hensynet til miljøet var uforenelige. At en fremtidig udvikling, der var baseret på bæredygtig udnyttelse af naturressourcerne, var en reel mulighed, var der flere og flere, der mente.

Man gik fra at fokusere på ‘blot’ at holde hjulene kørende til også at måtte tage stilling til, hvilke konsekvenser det har – nationalt såvel som internationalt. Her var vind- og solenergi oplagte svar, fordi teknologien var miljøvenlig og samtidigt kunne bidrage til en teknologisk udvikling. Det havde ifølge Hans en stor betydning for OVE, men også generelt for arbejdet med vedvarende energi.

“Det legitimerede vedvarende energi på et helt andet plan. Fra at være en lidt marginal ting, som man måske ikke tog helt alvorligt, til at man så det i et nyt perspektiv og fik hele samfundet, også toppen, med ind på tankegangen,” forklarer han.

Legitimeringen fra højeste sted i form af internationale klimakonferencer og Brundtland-rapporten gav sammen med den teknologiske udvikling vedvarende energi en fremdrift, som også var med til at gøre teknologien billigere og mere attraktiv, forklarer Hans.

Energi for fremtiden

Når både Hans og Ejvin ser tilbage på OVE’s arbejde i 1980’erne, er de ikke i tvivl om at organisationen spillede en vigtig rolle i legitimeringen af vedvarende energikilder i Danmark. Ejvin fremhæver især organisationens facilitering af gunstige møder mellem det danske tekniske miljø som noget, der gjorde en forskel, og bidrog til den tekniske legitimitet. Det var både møder mellem aktører, der arbejdede med vindmøller og solvarme – og det kom der flere aktiviteter ud af:

“Vi var så heldige i OVE at komme til at stå for nogle af de kampagner om vedvarende energi, der kørte over hele landet. Det var på grund af nogle heldige kontakter. Det medførte et samarbejde med flere organisationer i en 7-8 år, hvor vi på skift lavede kampagner rundt om i landet om udbredelsen af solvarme,” fortæller Ejvin.

Når Hans ser tilbage, fremhæver han at vedvarende energikilder længe har været på vej frem – også selvom det er gået op og ned med de vedvarende energikilder indimellem siden 1980’erne. Han vurderer, at OVE’s arbejde dengang havde en reel effekt – og at det var en del af startskuddet til den udvikling, vi er inde i, i dag:

“Vi har i hvert fald spillet nogle roller, også på det politiske plan. Meget af det der er kommet igennem af lovgivning, er sådan set noget, der er sket på grund af os lobbyister, der havde vores daglige gang på Christiansborg.”

 

Redaktionen på OVE’s tidsskrift i 1984.