VE 50 år, del 1 – Fra grønne drømme til virkelighed: Sådan kom VedvarendeEnergi til verden 

I 2025 er det 50 år siden, at VedvarendeEnergi (VE) blev stiftet – dengang hed vi Organisationen for Vedvarende Energi (OVE). I en ny artikelserie sætter vi fokus på de fem årtier, hvor VE har eksisteret – og på de mennesker, aktiviteter og samfundsforandringer der har præget organisationen igennem tiden. Vi starter i 1975, hvor Organisationen for Vedvarende Energi blev født. Én af dem, der var med til at starte organisationen, er Carl Herforth, som siden 1960’erne har præget den danske klima- og miljøbevægelse. Han fortæller om baggrunden for at stifte VE, sin personlige drivkraft for at arbejde med klima og miljø – og hvilke succeser og udfordringer der var for en grøn organisation som OVE i 1970’erne.

Af Melissa Schak Popp

I november 1975 var Carl Herforth én af de ildsjæle, som var med til at stifte VedvarendeEnergi, der dengang gik under navnet OVE – Organisationen for Vedvarende Energi. Det var sågar Carl, der fandt på navnet.

Ligesom en del af de andre ildsjæle, der var med til at stifte organisationen, er Carl uddannet arkitekt fra arkitektskolen i København – og allerede som studerende spirede hans interesse for miljø og bæredygtighed.

“Jeg tog til Nepal for at studere – eller for at leve i et samfund, som var mere bæredygtigt end det, vi havde dengang. Og det gjorde jeg så i et år sammen med nogle studiekammerater. Det endte ud i en stor udstilling på Nationalmuseet og en bog om emnet.”

Carls interesse for bæredygtighed var bred – og gik langt ud over, hvordan man designer og bygger mere bæredygtige hjem og byer. I 1969, seks år inden stiftelsen af OVE, var Carl også med til at starte miljøorganisationen NOAH – Friends of the Earth. Organisationen var den første af sin slags i Danmark, og den eksisterer fortsat i dag.

Allerede som ung har Carl altså været med til at præge miljøbevægelsen og flere af dens organisationer i Danmark – ikke mindst VedvarendeEnergi.

Nej tak til atomkraft – og ja tak til vedvarende energi

Helt officielt så Organisationen for Vedvarende Energi dagens lys første gang den 6. november 1975. OVE udsprang af Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), som blev stiftet året forinden. OOA havde primært fokus på atomkraft og på at sikre oplysning om energikilden, som på det tidspunkt var til stor debat. Drevet af frivillige arbejdede organisationen for, at atomkraft ikke skulle være en del af de danske energiplaner – og OOA fik så stor opbakning fra befolkningen, at den daværende regering stillede planerne om atomkraft i Danmark i bero.

I OOA indså man, at det ikke var nok at oplyse om atomkraft og dens ulemper – man måtte også præsentere et alternativ. Derfor stak en lille gruppe fra OOA og NOAH i København hovederne sammen og stiftede en ny græsrodsorganisation, hvis primære fokuspunkt var at oplyse om alternative, vedvarende energikilder – også drevet af frivillige kræfter. Idéen var, at med fokus på både atomkraft og alternative energikilder kunne man holde sammen på så mange af de aktive i organisationerne som muligt – til gavn for miljøsagen.

Det lykkedes – og den nystiftede græsrodsorganisation, der skulle sætte fokus på vedvarende energikilder, er netop VedvarendeEnergi – eller Organisationen for Vedvarende Energi, som vi hed dengang.

Genbrugs-solfangere og drømmen om en anden måde at leve på

I starten holdt VedvarendeEnergi primært til i København, hvor den største andel af frivillige også befandt sig. De projekter og aktiviteter, som de frivillige lavede, var ikke meget store til at begynde med. Ifølge Carl opstod organisationen – og de frivillige mødtes – egentlig bare ud fra et ønske om at skabe et sted, hvor de kunne fokusere på og arbejde med alternative energikilder på en praktisk og løsningsorienteret måde.

“Vi oprettede OVE, for at dem, som var aktive i OOA – og sådan set også i NOAH – havde et sted at kanalisere deres aktiviteter med vedvarende energi og deres ønsker om at lave tingene om, hen. Det startede i en kælder, hvor vi arbejdede på at lave en lille genbrugs-solfanger,” fortæller Carl og fortsætter:

“Vi ville gerne opnå at tale til dem, som var mere praktisk anlagte i løsningen af miljøproblemerne. Og så ville vi gerne vise, at man selv kunne.”

Den viden og erfaring om vedvarende energikilder, som de frivillige tilsammen havde og udviklede i de projekter, de arbejdede på, blev samlet i små hæfter og selvskrevne bøger. Det var Carl også med til – han var bl.a. en af forfatterne bag en bog, som beskrev, hvordan man selv kunne bygge et solvarmeanlæg. Alt arbejdet og de tekniske guides handlede dog ikke kun om at producere vedvarende energi og gøre folk i stand til at bygge deres egne ting, forklarer Carl:

“Det var noget, der skulle producere nogle drømme om en anden måde at leve på.”

Men der var brug for mere, før drømmen for alvor kunne få vinger: Der manglede fortsat en samling af viden og et grundigt beregningsgrundlag for udviklingen af de vedvarende energikilder. Derfor blev den megen viden, som de kompetente frivillige lå inde med, formidlet gennem organisationens helt eget tidsskrift med titlen Vedvarende Energi, som udkom for første gang i 1976.

Sideløbende arbejdede Carl og en anden frivillig, Claus Nybro, på en håndbog med titlen Sol & Vind om beregning af, hvilken energi der kunne komme ud af sol- og vindenergianlæg. Den udkom også i 1976 på Informations Forlag.

Allerede i sit første leveår udviklede OVE sig altså til at være en kompetent og professionel organisation, som lå inde med stor viden om vedvarende energi – alt sammen drevet af frivillige, der havde stor interesse for miljø og vedvarende energi.

Forureningsministerium, oliekrise og alternative energiplaner

At VedvarendeEnergi var drevet frem af frivillige ildsjæle, var ikke tilfældigt. I 1970’erne var der en folkelig bevægelse, hvor flere og flere troede på et grønt paradigmeskifte, og mange havde gjort miljø og bæredygtighed til en personlig mærkesag. Samtidig var der en iværksætterånd, hvor folk ønskede at handle på de stigende problemer med forurening og miljø – på trods af at det politiske landskab på dette tidspunkt var markant anderledes end i dag, hvor alle partier i en eller anden grad forholder sig til klima- og miljøpolitik.

I begyndelsen af 1970’erne var den primære energikilde olie, og brugen af vedvarende energi i Danmark var nærmest ikkeeksisterende. Men der skete alligevel noget, forklarer Carl:

“Man havde jo ikke den store opmærksomhed på klima og CO₂, men derimod på forurening. Det, der talte, var den direkte aflæselige forurening. Når der var en sø, hvor fiskene lå med bugen opad, så vidste man, at der var en forurening.”

Carl fortæller, hvordan et offentligt pres fra befolkningen i nogen grad blev skabt. Der var et ønske om, at der kom mere fokus på de ting, som skader natur og miljø – især forurening. Det kom også til udtryk i dagspressen, hvor der blandt andet i Politiken var fokus på og oplysning om forurening, som befolkningen kunne læse.

Fokusset på forurening førte til, at man i 1971 oprettede Danmarks første forureningsministerium, som er forgængeren til det, vi i dag kender som Miljøministeriet. Også her fik Carl og den danske miljøbevægelse indflydelse.

“På et eller andet tidspunkt havde man fundet ud af, at man ville have et forureningsministerium. Man havde valgt Jens Kampmann til at køre det som forureningsminister. Og han anede ikke en pille om, hvad det drejede sig om. Så han ringede til os i NOAH og spurgte, om vi ikke kunne komme ind til nogle fortrolige møder og komme med forslag til, hvad han kunne gøre som forureningsminister,” fortæller Carl.

Nogle år senere, i 1973, udbrød den første store oliekrise, hvilket havde store konsekvenser herhjemme: Man kunne ikke længere forbruge på samme måde, som man tidligere havde gjort. Men oliekrisen førte også noget positivt med sig. For man blev i højere grad tvunget til at tænke i alternativer: Hvordan kunne man ellers sikre energi nok til at understøtte forbruget?

Det førte blandt andet til, at Danmarks første energiplan i 1976 blev fremlagt af den daværende regering. Energiplanen havde primært fokus på, hvordan man kunne skabe en overgang fra olie til kul og atomkraft som nye energikilder – og det var tilhængerne af vedvarende energikilder, herunder de frivillige i VedvarendeEnergi, ikke begejstrede for.

Derfor udgav en række modstandere af regeringens energiplan samme år Den første alternative energiplan. Med planen udarbejdede modstanderne af kul og atomkraft – primært forskere – et forslag til, hvordan man kunne undgå brug af atomkraft i energiplanerne. I stedet fokuserede de på, at Danmark skulle satse mere på vedvarende energikilder. Flere officielle energiplaner kom løbende til fra regeringen, og hver gang udkom der en alternativ energiplan som modsvar, hvor fokus var på, hvordan man kunne gøre vedvarende energi til en stor del af Danmarks forsyningskæde.

Med frivillighed og respekt for naturen kommer man langt

Det var altså ikke kun almindelige borgere med en stor interesse for energi og miljø, der var med til at drive den forandring, der skete i forhold til, hvordan man forholdt sig til miljøspørgsmål i 1970’erne. Men de spillede en stor og vigtig rolle – for meget af den forandring, der skete i årtiet, kom nedefra og bevægede sig op i det politiske liv. Organisationer som OVE kunne ikke have lykkedes uden de frivillige ildsjæle, der bekymrede sig om naturen og drømte om et andet samfund – og valgte at løfte en nyopstartet organisation i flok.

Når Carl ser tilbage, er det netop hans indstilling til og kamp for naturen, der især drev ham til at være med til at opstarte VedvarendeEnergi og flere andre miljøorganisationer.

“Først og fremmest har det altid været vigtigt at vise respekt for det livsgrundlag, som vi alle sammen er afhængige af. Og det er jo det, vi er ved at smadre for alle børn i dag,” forklarer Carl og fortsætter:

“Det er ikke så meget et spørgsmål om solfangere – det er hele indstillingen til naturen, som jeg er optaget af. I hele menneskehedens historie har vi altid underlagt os naturen. Og vi har fået den ene røvtur efter den anden, når vi har ødelagt den. Det er ligegyldigt, om du er kapitalist eller kommunist – det er det, der med, at menneskers personlige grådighed kommer før alles overlevelse. Det er jo det, der er det kæmpestore problem.”

Carls kamp for naturen, klimaet og miljøet fortsætter da også. I dag følger han VE fra sidelinjen, men er stadig engageret i NOAH som bestyrelsesmedlem. At Carl har holdt ved arbejdet for miljøet i så mange år, skyldes også, at han mener, at organisationer som VedvarendeEnergi kan noget helt specielt.

“Vi kan bidrage med at tage ansvar for naturen, for livet og glæden ved at arbejde sammen,” fastslår han og slutter af:

“Under alle omstændigheder er det godt, at OVE har overlevet nogle bølgedale og været med til at få flere til at drømme og handle.”

OVE’s originale logo.