TV-serien Liberty: Forvrænger man billedet af udviklingsarbejdet?

Af Finn Tobiesen og Claus Christensen

I debatten om udviklingsbistanden – især efter Liberty er blevet vist på tv – taler man meget om et paradigmeskifte siden 1970erne og 1980erne inden for udviklingsområdet. Kan du uddybe det skifte fra dengang og til i dag?

I den første periode, hvor Danmark har ydet udviklingsbistand (1965 – 1990) var der en stor mangel på uddannet arbejdskraft på alle niveauer i de afrikanske lande, vi samarbejdede med. Jeg var selv udsendt til Zambia som u-landsfrivillig i begyndelsen af 70’erne og var ansat til at varetage byggeri af skoler og sundhedsklinikker i de østlige landdistrikter. Mange udsendte var på det tidspunkt blot ’gap-fillers’. Af oplagte grunde var uddannelsessektoren derfor også et af de store fokusområder for bistand. Resultatet er, at i de sidste 20 år har der stort set ikke været mangel på kvalificeret arbejdskraft i modtagerlandene for dansk bistand. I dag er det kun højt specialiserede faggrupper der bliver sendt ud. I 80’erne havde bistanden fokus på teknisk støtte til projekter, der skulle levere service til befolkningen inden for sundhed, uddannelse og landbrug. Et særligt fokus var støtte til etablering af en andelsbevægelse inden for især landbrugs- og mejerisektoren. Ideen var baseret på en antagelse om, at hvad der havde været godt for vores udvikling, måtte også være godt for modtagere af dansk bistand. Rigtigt mange bistandsprojekter havde denne tilgang fra 1968 til 1988, hvorefter man opgav tanken. Trods milliarder og gode intentioner kunne ideen ikke forankres i samfund, uden den historiske udvikling vi havde været igennem.
Der var rigtig mange bistandsmidler til rådighed; men man efterlod mange modtagerlande med kostbar infrastruktur og byggerier uden sikring af, om der var midler til drift. Perioden var i høj grad også medvirkende til dannelsen af en overdimensioneret stat uden muligheder for at drive de mange institutioner, der var bygget op.En del, også dansk finansierede projekter, stod derfor tilbage som såkaldte ”hvide elefanter” uden håb om videreførelse, hvor af flere er skildret i Liberty.
Et nyt paradigme for bistand blev introduceret i 90’erne, og som blev gennemført helt op til 2013. Den nye strategi lagde i højere grad vægt på støtte til god regeringsførelse herunder opbygning af stærke institutioner og styrelser. I dag er der igen opstået et paradigmeskift, hvor bistands- og udenrigspolitik i højere grad skal tjene indenrigspolitiske formål som dansk eksport, sikkerhedspolitik og indvandrerpolitik. Det har konkret betydet, at vi i dag samarbejder med færre og særligt udvalgte lande. Man kan kort sige, at politikken skal svare på spørgsmålet: Hvad er der i det for Danmark?

Christian Bjørnskov, professor på Aarhus Universitet i Udviklingsøkonomi, er ude med riven efter udviklingsarbejdet, også som det foregår i dag. Han siger til Berlingske, at ”ulandshjælpen den dag i dag stadig er tilbøjelig til at ignorere lokal viden og knowhow.” Hvad tænker du om dén udtalelse?

Om Bjørnskov’s udsagn: ”Ulandshjælpen den dag i dag er stadig tilbøjelig til at ignorere lokal viden og knowhow” er korrekt, er der nok en grad af sandhed i, da jeg synes vi stadig optræder som euro-centriske i vores tankegang og praksis. Mange bistandsprojekter er designet i vores egen logik med begrænset inddragelse af modtagerne. Der er lille plads til nytænkning og eksperimentering, da fokus på monitorering- og resultatstyring er øget betydeligt det sidste årti, og i en grad, hvor målbare resultater kan være vigtigere end afprøvning af nye metoder og samarbejdsformer. Der er derfor i mange tilfælde ikke plads nok til inddragelse, fejlskud, nyorientering af programmer osv. Vi oplever dog stadig i NGO projekterne – ca. 10% af bistanden – en vis frihed. Vores programmer er derfor også designet i et tæt samarbejde med de partnere, vi arbejder med eller skal arbejde med.

I tv-serien møder man idealisten Niels Knudsen, som forsøger at overføre den danske andelstanke til den tanzaniske befolkning. Med svigtende held. Hvordan ser du på de økonomiske muligheder i udviklingslandene i dag? Vi ser fx mikrofinans og M-Pesa, som kan give incitament til lokal udvikling, men på den anden side ser vi også storkapitalen på spil i mange afrikanske lande, fx i form af kinesiske virksomheder, der investerer voldsomt i Afrika. 

Mange afrikanske lande rummer den dobbelthed, at der er en moderne veluddannet befolkning, overvejende bosat i de større byer, der på alle måder bidrager til udvikling, jobskabelse, forbrug og nytænkning. I Kenya udviklede en gruppe unge IT-studerende M-Pesa systemet (mobile-pay) 5 år før Danske Bank introducerede vores. Kenyanske firmaer går også forrest i udvikling og udbredelse af Solar Home Systems, som i stor hastighed udbreder en elforsyning til husstande uden for el-nettet.
Omvendt har vi en landbrugssektor, som i mange år har været negligeret, og som ikke gennem reformer og politikker har opnået støtte til den helt nødvendige infrastruktur omkring sig, såsom: kreditmuligheder, redskaber, elforsyning, subsidiering af kunstgødning, undervisning osv. Den manglende stabilitet omkring landbruget, herunder stabile priser har også været og er stærkt medvirkende til at mange afrikanske småbønder (hovedparten af landbefolkning og måske 70% af befolkningen) ikke i den nærmeste fremtid vil komme ud af fattigdom. Resultatet er i mange afrikanske lande, at på grund af de manglende muligheder på landet flytter de unge ind til byen, hvor der i forvejen bor alt for mange uden udsigt til et anstændigt arbejde. De flytter ind til et overmættet arbejdsmarked, hvor ikke engang de veluddannede kan være sikker på arbejde. Uden store landbrugsreformer vil denne udvikling fortsætte uformindsket med en stor potentil risiko for, at det vil føre til sociale omvæltninger og fortsat politisk ustabilitet i mange lande. Denne situation kan nok så mange kinesiske investeringer ikke rette op på.

Hvad vil du fremhæve som væsensforskelligt fra trilogien til tv-serien med hensyn til både personfremstillingen og til den karakter, som udviklingsarbejdet bliver tillagt?

Jeg er ikke specielt glad for den vinkling manuskriptforfatteren Kristian Leth har lagt i Liberty. Det der for mig er interessant ved Jacob Ejersbo’s litterære greb i Liberty, er personerne Marcus og Christian, og hvad der foregår i unge menneskers hoveder i de udfordrende teenage år. At de så bevæger sig i disse specielle miljøer, forstærker kun deres tanker og favntag med livet – som alle teenagere gennemgår. Det er det, der gør Ejersbo’s bøger til klassikere; ikke at de foregår i Tanzania i 1980’erne. I hans bog Nordkraft er det ungdomslivet i Aalborg han portrætterer, heller ikke for sarte sjæle. Jeg har mødt alle karaktererne i serien fra de mange år jeg har arbejdet med udviklingsprojekter. Men det er et lille fåtal. De fleste jeg har mødt og arbejdet sammen med er dedikerede, professionelle, der lige så godt kunne ha’ arbejdet og gjort en solid indsats i Thisted eller et andet sted. Så efter min mening tegner Liberty ikke et realistisk billede af det arbejde, der blev lavet i 80’erne, billedet er stærkt karikeret, vil lægge vægt på en skildring af parforholdets udfordringer under andre og mere farverige omstændigheder, end vi er vant til. Det bliver til et ekstra drej på underholdningsskruen i den bedste sendetid, og ikke til det jeg havde håbet, nemlig et grundlag for en seriøs debat om en udviklingsbistand, der efter min mening er i dyb krise og helt væk fra de intentioner, vi stadig er mange der hylder.

VedvarendeEnergi