Akut nødhjælp hænger tæt sammen med arbejdet for internationalt at skabe stærkere lokalsamfund, bæredygtigt landbrug og bedre modstandskraft over for klimaforandringer. Sådan var det også, da tusindvis af familier i det nordlige Mozambique blev drevet på flugt af væbnet konflikt i efteråret. Her leverede VedvarendeEnergi nødhjælp til 2.200 mennesker i samarbejde med vores lokale partner, Livaningo.

Hjælpen handlede ikke kun om at skaffe familierne mad til den næste måned – den handlede også om at sikre viden, værdighed og lokale kræfter, der kan bære indsatsen videre. Jan Peter Feil, programkoordinator hos international afdeling i VedvarendeEnergi, fortæller om projektet – og hvordan den langsigtede hjælp er med til at styrke befolkningen, når næste krise rammer.

Af Charlotte Elisabeth Christiansen

I Cabo Delgado-provinsen i det nordlige Mozambique har væbnede angreb i flere år skabt frygt, usikkerhed og fordrevet tusindvis af mennesker fra deres hjem. Familier har mistet adgang til mad, indkomst, husly og helt basale fornødenheder – og mange har måttet flygte flere gange, når nye angreb har ramt.

“Det er virkelig umenneskeligt. Angrebene skaber frygt og forstyrrelse, og pludselig står folk uden mad og husly et helt andet sted end dér, hvor de plejer at være,” fortæller Jan Peter Feil, programkoordinator hos international afdeling i VedvarendeEnergi.

Derfor har VedvarendeEnergi, sammen med vores lokale partner i Mozambique, Livaningo, gennemført nødhjælpsprojektet Cabo Delgado Rapid Emergency Response – CDRER – i Chiúre-distriktet i det nordlige Mozambique.

Hjælp til de mest udsatte

Projektet havde særligt fokus på internt fordrevne og hjemvendte familier, der stod i en akut sårbar situation. Det gjaldt blandt andet kvinder, børn, ældre og mennesker med handicap – og familier, hvor forældrene var væk, syge eller stod uden mulighed for at tjene penge.

“Vi taler om mennesker, der i forvejen har meget få kræfter og muligheder. Det kan være børn uden forældre, ældre mennesker eller familier, hvor det er blevet næsten umuligt at arbejde eller skaffe en indkomst,” fortæller Jan.

Hver familie modtog en fødevarepakke med ris, majsmel, bønner, olie, salt og sukker – nok til cirka en måneds ernæring. Derudover fik familierne adgang til basale hygiejneprodukter som sæbe, tandpasta, tandbørster og vaskemiddel. Og den akutte hjælp er nødvendig. Men den står ikke alene.

“Hvis man ikke har noget mad, så har man brug for mad. Men vi prøver samtidig at se nødhjælpen som et led i en større sammenhæng. Ellers har vi bare udskudt problemet i en måned,” siger han.

Mad er ikke bare mad

En vigtig del af projektet var derfor også praktiske madlavningsforløb, hvor lokale sundhedsmedarbejdere viste familierne, hvordan lokale råvarer kan bruges til at lave mere næringsrige måltider. Det kan være søde kartofler, kassava, bananer, tørret fisk eller planter, der vokser i området, og som kan supplere den mad, familierne har adgang til. Det er særligt vigtigt for små børn og gravide kvinder, der er ekstra sårbare over for underernæring.

“Selv i en situation, hvor man kunne tro, at det bare handler om, om der er mad eller ej, spiller viden en rolle. Man kan godt blive mæt, men hvis man kun får stivelse, mangler kroppen stadig protein og mineraler,” forklarer Jan.

Han peger på, at viden om ernæring kan gøre en konkret forskel – også når familierne har meget lidt at gøre godt med.

“Det at forstå, hvad der er god mad, og hvordan man kan supplere med det, der findes lokalt, kan være vigtigt. Det handler om at komme lidt tættere på en sund kost, selvom man næsten ikke har nogen købekraft,” siger han.

Hjælp med mere fleksibilitet og værdighed

Projektet lagde også vægt på, at familierne selv skulle have indflydelse på dele af hjælpen. Det er vigtigt, fordi behovene kan være meget forskellige fra familie til familie. For nogle er mad det mest akutte. For andre kan det være afgørende at få tag over hovedet, tørt tøj eller mulighed for at komme videre til familie et andet sted.

“Hvis du ikke har tag over hovedet, kan du godt få en sæk ris – men hvis den bliver våd og mugner, er du lige langt. Behovene er forskellige, og derfor giver det mening at komme væk fra tanken om, at alle skal have præcis den samme pakke,” siger Jan.

For VedvarendeEnergi handler det også om at tænke nødhjælp på en måde, hvor hjælpen når bedst muligt ud til dem, der har mest brug for den. Som lille organisation er det vigtigt at finde den rolle, hvor indsatsen kan gøre størst gavn.

“Vi er ikke Røde Kors eller en af de store organisationer med store lagre og logistiksystemer. Derfor skal vi hele tiden spørge os selv, hvor vi som mindre aktør kan gøre bedst gavn – og hvordan vi kan nå ud til dem, der har allermest brug for det,” forklarer Jan.

Lokale kvinder bærer viden videre

For at styrke den lokale forankring blev 30 kvindelige lokalledere uddannet som rollemodeller i projektet. De skal være med til at dele viden om ernæring, hygiejne og sundhed videre i lokalsamfundet, også efter projektets afslutning. Det er en vigtig del af ambitionen om, at hjælpen ikke kun skal komme udefra og forsvinde igen.

“Det betyder meget, at der lokalt er nogen, der vil og kan noget mere – og som får støtte til at blive styrket i den rolle. Vi vil gerne forankre det mest muligt lokalt, så det ikke bare bliver noget, der kommer udefra og er væk igen efter få dage,” fortæller Jan.

Han sammenligner det med den måde, VedvarendeEnergi også arbejder på i andre internationale projekter: Viden skal ikke kun fortælles. Den skal vises, afprøves og kunne ses i praksis.

“Tingene skal ikke bare snakkes om. De skal vises. Når man kan se, hvordan maden laves, eller hvordan noget kan dyrkes, kommer det mere ind under huden,” forklarer han.

En del af en større indsats

Selvom projektet først og fremmest var en akut nødhjælpsindsats, hænger det tæt sammen med VedvarendeEnergis øvrige internationale arbejde for stærkere lokalsamfund, bæredygtigt landbrug og bedre modstandskraft over for klimaforandringer.

I mange af de områder, hvor VedvarendeEnergi arbejder internationalt, er små landbrug afgørende for både mad, indkomst og lokal udvikling. Samtidig er de mennesker, der i forvejen lever med fattigdom og social ulighed, ofte hårdest ramt, når konflikter, tørke, oversvømmelser eller andre kriser opstår.

“Det helt basale er jo, at vi har brug for mad. Og en meget stor del af maden i Afrika kommer fra små bønder. Jo mere vi kan styrke deres eksistensgrundlag og deres mulighed for at klare større klimaudsving, jo bedre kan vi være med til at forebygge, at kriser udvikler sig til katastrofer,” siger Jan.

Derfor giver det også mening for en grøn organisation som VedvarendeEnergi at arbejde med nødhjælp, mener han. Ikke som en erstatning for det langsigtede arbejde, men som en del af den samme større sammenhæng.

“Vi skal ikke bare lappe, hvor der er gået hul. Vi skal også prøve at tænke hjælpen ind i en sammenhæng, hvor vi er med til at vende udviklingen,” forklarer Jan.

Ethvert positivt eksempel tæller

Behovene i det nordlige Mozambique er fortsat store. Men for Jan er projektet et eksempel på, at konkret hjælp stadig gør en forskel – også når udfordringerne er voldsomme.

“Det handler om ikke at give op. Uanset hvor dårlige oddsene ser ud, er ethvert positivt eksempel vigtigt. Hver person, der bliver hjulpet, og hver indsats, der trækker i den rigtige retning, sætter et aftryk,” siger han.

For familierne i Chiúre-distriktet har projektet betydet mad på bordet i en akut krise. Men det har også givet viden, redskaber og lokale rollemodeller, der kan være med til at skabe mere tryghed i en usikker hverdag.

“Netop fordi vanskelighederne er så store, og der er blevet færre penge til udvikling og nødhjælp, er det vigtigt, at vi bliver ved med at gøre vores del. Både fordi der er en menneskelig forpligtelse – og fordi hjælpen kan være med til at skabe muligheder, når den tænkes langsigtet,” afslutter Jan.

×

Bliv en del af fællesskabet

Og vær med til at skabe en mere bæredygtig verden – og en retfærdig, inkluderende grøn omstilling.

Som medlem af VedvarendeEnergi er du med til at styrke den grønne omstilling – lokalt, globalt og i presset på politikerne for retfærdig klimahandling.

Bliv medlem Nej tak