Hvad sker der med Danmarks og EU’s klimamål efter 2030? Det bliver afgjort nu og i de kommende år – og du kan være med, fysisk eller online, når vi inviterer til debat på Folkemødet!
- Hvor? Folkemødet i Allinge på Bornholm i C30 – Verdensmålenes Telt
- Hvornår? Lørdag d. 14. juni kl. 10.00-10.45
- Tilmelding til online deltagelse via dette link.
Vi inviterer til en højaktuel klima-debat med førende klimaordførere og NGO’er om fremtidens klimamål. Hvordan når vi klimaneutralitet i 2045 i Danmark – og i EU?
Panelet består af:
- Henrik Frandsen (klimaordfører, Moderaterne)
- Leila Stockmarr (klimaordfører, Enhedslisten)
- Frederik Block Münster (klimaordfører, Konservative)
- Gunnar Boye Olesen (politisk koordinator hos VedvarendeEnergi og INFORSE)
- Moderator: Thomas Meinert Larsen, Klimabevægelsen
I debatten deltager flere ledende klimaordførere, som netop nu er i gang med at fastlægge Danmarks kommende klimaindsats med nye mål for 2035 – og frem mod klimaneutralitet senest i 2045. EU skal også fastlægge nye klimamål og indsatser. Begge dele indebærer store beslutninger. Hvordan skal et klimaneutralt Danmark og EU se ud?
Klimalovene i Danmark og EU skal revideres, og vi skal tage stilling til om vi skal udvide klimamål og indsatser til at omfatte en begrænsning af biomasseforbruget, reduktion af forbrugets klimabelastning udenfor Danmark og EU, udledninger fra fly og skibe samt danske virksomheders og bankers globale klimabelastning. Netop de tiltag foreslår klima-og udviklingsorganisationerne.
Efter et kort oplæg om ovenstående, giver vi politikerne ordet i en debat på tværs af regeringen og oppositionen. Herefter er der debat med alle deltagere.
Arrangementet er lavet i samarbejde med 92-gruppen og med tilskud fra Europa-Nævnet og EU Life Program, som en del af projektet “Together for 1.5” – men ansvaret for indholdet er alene vores som arrangører.