Ledige stillinger

Vil du gerne være frivillig?

Og vil du lave politisk arbejde for et grønnere Danmark med mere inddragelse af borgerne – eller kommunikation af arbejdet med klima? Så læs mere og søg et af vores frivilligjobs herunder:

 

Vil du arbejde politisk med cirkulært forbrug, aktive civilsamfund og grøn energi? Så bliv frivillig i VedvarendeEnergis politiske gruppe!

Brænder du for at være med til at skabe et grønnere samfund gennem politiske initiativer? Kunne du tænke dig at arbejde frivilligt i en NGO? Så er du muligvis en af de frivillige, vi søger.

Sted: Aarhus. Ansøgningsfrist: Løbende.

VedvarendeEnergi søger frivillige, der vil være med til at styrke vores politiske arbejde for en grøn omstilling i Danmark, EU og globalt. Vi søger frivillige, der vil være med til at lave analyser, arrangere møder, skrive læserindlæg m.m. for en grøn omstilling med vedvarende energi og andre grønne løsninger.

Hvorfor engagere dig hos os?

I VedvarendeEnergi arbejder vi for:

  • Vedvarende energi og lokale energifællesskaber
  • Cirkulær økonomi, reparation og mindre ressourceforbrug
  • Grøn omstilling med afsæt i borgere, lokal -og civilsamfund

Vi arbejder for at den grønne omstilling skal fremmes gennem fællesskaber og aktive civilsamfund, og de politiske beslutninger skal styrke dette.

Hvad kan du lave som politisk frivillig?

Der er mange måder at bidrage på, fx:

  • Hjælpe med analyser, idéudvikling og politiske oplæg
  • Lave debat- og informationsarrangementer rundt omkring i landet
  • Være med til at sætte nye initiativer i gang sammen med andre frivillige

Vi tilpasser opgaverne efter dine interesser, kompetencer og den tid, du har.

Vil du gøre en konkret forskel for klima, miljø og en mere bæredygtig verden? Har du lyst til at bruge dine kompetencer – eller udvikle nye – sammen med andre engagerede mennesker? Så er det måske dig, vi leder efter.

Praktisk

  • Tidsforbrug: typisk et par timer om ugen (eller mere, hvis du har lyst)
  • Arbejdsform: hjemmefra og/eller fra vores kontor på Klosterport i Aarhus
  • Fællesskab: månedlige frivilligmøder i Aarhus, hvor vi deler viden, koordinerer indsatser og diskuterer aktuelle politiske temaer

Har du lyst til at være med?

Skriv en mail til gbo@ve.dk og fortæl:

  • hvorfor du er interesseret
  • hvad du kunne tænke dig at arbejde med
  • lidt om din baggrund (det behøver ikke være langt)

Har du spørgsmål, er du også velkommen til at skrive eller ringe på 86 22 70 00.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Om VedvarendeEnergi

VedvarendeEnergi er en uafhængig og medlemsbaseret klima- og miljøorganisation, der arbejder for en grøn og retfærdig omstilling – i Danmark og globalt.

Vi tror på fællesskabernes potentiale og på, at den grønne omstilling skal være borgernær, demokratisk og til gavn for alle.

Læs mere om vores politiske arbejde her: www.ve.dk/det-arbejder-vi-for

Læs også mere om os nederst på siden her – og rundt omkring på hjemmesiden!

 

————————————————————————————————

 

 

Vil du skrive historier om den grønne omstilling? Bliv frivillig skribent hos VedvarendeEnergi!

Vil du skrive historier om mennesker, fællesskaber og løsninger i den grønne omstilling – og være med til at inspirere andre til at engagere sig?

Sted: Aarhus. Ansøgningsfrist: Løbende.

VedvarendeEnergi søger nye frivillige skribenter til vores nyhedsbrev VE-post. VE-post udkommer hver 14. dag og læses af omkring 2000 klima- og miljøinteresserede. Her deler vi historier om grøn omstilling i praksis – fra lokale fællesskaber og energiløsninger til globale perspektiver på klimaretfærdighed.

Vi leder efter dig, der har lyst til at formidle gode historier om den grønne omstilling og være med til at gøre komplekse emner forståelige, inspirerende og relevante for vores læsere.

Hvad skriver vi om?

Vores artikler tager især udgangspunkt i tre temaer:

  • Mobilisering af civilsamfundet – hvordan mennesker og fællesskaber driver den grønne omstilling
  • Globalt ansvar – hvorfor klimakrisen også kræver internationale løsninger og solidaritet
  • Grøn omstilling i praksis – f.eks. inden for ansvarligt forbrug og energiforsyning

Som skribent hos os vil du:

  • skrive 6–10 artikler om året (ca. 2400–5000 tegn)
  • være sparringspartner for en anden skribent i redaktionsgruppen
  • deltage i et redaktionsmøde hver 4. uge på VedvarendeEnergis sekretariat i Aarhus

Vi planlægger opgaverne i god tid, så du kan tilpasse arbejdet til din kalender – og vi tager selvfølgelig hensyn til travle perioder, eksamener og ferie.

Vi leder efter dig, som:

  • kan skrive journalistiske eller formidlende artikler
  • er god til skriftlig formidling og har sans for detaljer
  • kan arbejde selvstændigt og struktureret
  • er interesseret i klima og grøn omstilling
  • gerne vil arbejde med positiv og konstruktiv formidling
  • bor i Aarhus eller omegn (da redaktionsmøderne foregår i Aarhus C)
  • kan afsætte ca. 12 timer om måneden

Typisk vil du i løbet af en måned skrive én artikel samt lave research og interviews. Derudover giver du feedback på en medskribents artikel og deltager i redaktionsmødet.

For at sikre kontinuitet i redaktionsgruppen er det vigtigt, at du kan forpligte dig i mindst 6 måneder.

Hvad får du ud af det?

Som skribent hos VedvarendeEnergi bliver du en del af vores organisation og kommer helt ind i maskinrummet.

Du får:

  • indsigt i arbejdet i en national og international klima- og miljøorganisation
  • mulighed for at samarbejde med medarbejdere, der arbejder med de emner, du skriver om
  • stor indflydelse på hvilke historier der fortælles i vores nyhedsbrev
  • erfaring med journalistisk formidling og redaktionsarbejde
  • artikler, du kan bruge i din portfolio

Vi sørger for en god introduktion til organisationen og giver dig guides og skabeloner, som gør arbejdet lettere.

Praktisk

Redaktionsmøderne afholdes én gang om måneden om eftermiddagen hos VedvarendeEnergi på Klosterport 4F, 1. sal, 8000 Aarhus C.

Mellem møderne arbejder du hjemmefra, når det passer dig, inden for de aftalte deadlines.

Ansøgning

Lyder det som noget for dig? Så send os en kort ansøgning, hvor du fortæller lidt om din motivation for at blive skribent hos os. Vedhæft også:

  • CV
  • et eksempel på noget, du tidligere har skrevet (fx en artikel fra studie eller arbejde)

Send det til kommunikationsmedarbejder Charlotte Elisabeth Christiansen på mail cec@ve.dk

Vi behandler ansøgninger løbende. Har du spørgsmål, er du også velkommen til at skrive.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Om VedvarendeEnergi

VedvarendeEnergi er en uafhængig og medlemsbaseret klima- og miljøorganisation, der arbejder for en grøn og retfærdig omstilling – i Danmark og globalt.

Vi tror på fællesskabernes potentiale og på, at den grønne omstilling skal være borgernær, demokratisk og til gavn for alle.

Læs også mere om os nederst på siden her – og rundt omkring på hjemmesiden!

 

Eksempler på artikler fra VE-post

https://ve.dk/ansvarlige-investeringer-kaemper-for-en-baeredygtig-verden/
https://ve.dk/god-stemning-hos-ungenergi-paa-tomorrow-festival/
https://ve.dk/i-stjaer-goer-borgerne-byen-groennere-sammen/

 

 

Om VedvarendeEnergi

VedvarendeEnergi (VE) er en dansk klima- og miljøorganisation, der arbejder for at skabe en mere bæredygtig verden – og for at få alle med i den grønne omstilling. I 50 år har vi arbejdet for at fremme den grønne omstilling med særligt fokus på at styrke civilsamfundets rolle, at arbejde med borgernære løsninger, og at engagere borgerne i klimasagen gennem fællesskaber.

Uopfordrede ansøgninger

Vi søger altid engagerede medspillere og frivillige hos VedvarendeEnergi. Derfor modtager vi gerne uopfordrede ansøgninger – uanset om vi har aktuelle jobopslag her på siden eller ej.

Alle former for uopfordrede ansøgninger sendes til sekretariatsleder Bjarke Rambøll via mail på br@ve.dk.

Praktik

Hos VedvarendeEnergi har vi ofte forskellige slags praktikanter tilknyttet. Leder du også efter et praktiksted, er du velkommen til at kontakte os.

Fælles for alle vores praktikforløb er, at indholdet og opgaverne altid bliver udarbejdet i fællesskab med praktikanten. Vi gør meget ud af, at det er reelle og fagligt relevante opgaver, du som praktikant sidder med – på den måde bliver forløbet udbytterigt for både dig og os. Under hele forløbet vil du have en ansat med en fagligt relevant baggrund tilknyttet som din mentor – og sammen justerer I løbende dine opgaver med videre, hvis der er behov for det.

Studiepraktik

Er du studerende og leder du efter et sted, hvor du kan komme i praktik? Så er vi måske det rigtige match.

Vi har ofte studerende i praktik på sekretariatet som en del af deres studie – og dermed giver praktikken også ECTS-point. Som oftest varer et studiepraktikforløb mellem én og seks måneder – alt efter hvad der passer med dit studie. Vi har typisk studerende med en baggrund indenfor kommunikation eller samfundsvidenskab i praktik, men andre profiler kan også være relevante.

Hvis dit studie har indbygget praktik, og du er interesseret i at høre om dine muligheder for at komme i praktik hos os, er du meget velkommen til at kontakte os.

Virksomhedspraktik

Er du jobsøgende og berettiget til virksomhedspraktik, har vi også mulighed for at tilbyde et praktikforløb på sekretariatet.

Igennem de senere år har vi af og til haft en virksomhedspraktikant tilknyttet – og netop fordi det er kortere forløb, sørger vi altid for at der er specifikke opgaver, du som praktikant skal løse. Opgaverne tilrettelægger vi med fokus på kompetenceløft og dine øvrige ønsker til praktikforløbet.

Vores tidligere virksomhedspraktikanter har ofte været nyuddannede akademikere, der endnu ikke har fået fodfæste på arbejdsmarkedet, men som har interesse i at omsætte og udbygge deres kompetencer. Typisk er fokus i praktikforløbet på kommunikation eller analysearbejde inden for den grønne omstilling, men vi er også åbne for praktikanter, der kan byde ind på andre typer af opgaver.

Er du nysgerrig på, om du kan komme i virksomhedspraktik hos os, må du endelig kontakte os.