Det grønneste er nu et mindre forbrug

Jyllands-Posten 09 07 2018

Det grønneste er nu et mindre forbrug

Af Kresten Kjær Sørensen, bestyrelsesmedlem, Vedvarende Energi

Holger Skjerning fra den atomkraftvenligtsindede organisation REO skrev i JP forleden, at »de to mest effektive CO2-fri energier er vandkraft og atomkraft« og derfor bedre end sol-og vindkraft, skal man forstå. Men der findes kun én form for energi, der er CO2-fri, og det er den energi, vi ikke bruger.

Vand-og atomkraft har et enormt udslip pga. de store mængder beton, der skal anvendes. Dertil skal atomkraftreaktorerne forsynes med uran, der er fremkommet ved minedrift, og derved også udleder CO2 i drift.

Sol-og vindkraft har desuden den fordel, at anlæggene er nemme at fjerne fra landskabet igen, når de er udtjent. Vand-og atomkraft er langt mere varige installationer i landskabet pga. de store mængder beton, som anvendes i konstruktionen, der for atomkraftens vedkommende også indeholder radioaktiv beton, som kræver særlig deponering.

Atomkraft og vandkraft er slet ikke muligheder i en dansk energiforsyning pga. manglende bjerge og pga. den måde, vores elnet er opbygget på i Danmark. Løsningen er, at vi skal bruge mindre energi, og vi skal bruge vores ressourcer smartere, end vi gør i dag.

VedvarendeEnergi