Hjem > Elektrofuels skal indgå i foreningens arbejde frem mod 100 pct. vedvarende energi

Elektrofuels skal indgå i foreningens arbejde frem mod 100 pct. vedvarende energi

Stor konference om elektrofuels som en del af løsningen i den grønne omstilling
”Jeg er glad for at tale på en konference som denne om en ny teknologi, for verden behøver en ny teknologi ud over sol og vind, som nu kører på stor skala.” Omtrent sådan indledte Jesper Theilgaard sit indlæg på en konference arrangeret af bl.a. Carlsbergfonden, DTU, Teknologisk Institut og Partnerskabet for Brint og Brændselsceller i Carlsbergs åndrige sale i Valby d. 8. maj 2017. Herefter viste han med de store linjer, hvor enormt store problemer klimaændringerne har skabt, og at han selv har været i tvivl om der overhovedet vil være en fremtid for mennesker som allerede er på jorden. Den nye teknologi er elektrofuels, som VedvarendeEnergis bestyrelse netop har besluttet også skal indgå i foreningens arbejde frem mod 100 pct. vedvarende energi. Teknikken gør det muligt at få energien fra sol- og vindkraft ind i tung trafik som lastbiler, skibe og fly.

Elektrofuels er et brændstof, der kan laves kemisk af brint produceret af vedvarende energi og CO2.

Den simpleste flydende form for elektrofuels har det kemiske navn metanol, og det er på en måde sigende, at konferencen har brugt det kemiske navn i sin titel: ”International Methanol Conference.” Metanol produceres nemlig allerede i dag – ligesom fx brint – i store mængder af den kemiske industri baseret på naturgas. Det er sjældent, man tænker på kemiindustrien som en hjælper i den grønne omstilling, og der er heller ikke meget fokus fra politisk side på at støtte grønnere råmaterialer til kemikalier og plastik, end de fossiler industrien bruger i dag.

Set fra et energisynspunkt kan elektrofuels imidlertid opfattes som en måde at få energien båret af brint med i et køretøj. Brint kan enten komprimeres til højt tryk eller bindes kemisk i elektrofuels. I begge tilfælde kan energien frigives ved forbrænding enten i en forbrændingsmotor eller en brændselscelle. Netop muligheden for at få energi fra sol, vind og andre brændselsfri energikilder med i transportsektoren er afgørende for ikke at overudnytte den begrænsede bæredygtige biomasse. Det er her, potentialet for en løsning på stor skala ligger.

Kompleksiteten opstår, når potentialet skal realiseres. Ud fra konferencen er nogle af udfordringerne:

  • Som grøn organisation skal vi våge at tænke tanken, at kemi kan bidrage med tekniske løsninger til den grønne omstilling.
  • Kemiindustrien er vant til at sælge til plastik og andre produkter frem for brændstof, fordi prisen der normalt er højere. Det gælder bare ikke for elektrofuels baseret på VE, fordi politikerne har stillet krav til grøn omstilling i transport, men ikke i kemiindustrien, og derfor har det grønne en værdi i transportsektoren.
  • Det kan være svært for beslutningstagere at se forskellen på elektrofuels, hvor energien kommer fra sol og vind og biobaserede brændstoffer, fordi de kemiske navne lyder næsten ens. Et enkelt bogstav – M – er forskellen på, om brændstoffet integrerer med energisystemet og udnytter sol- og vindenergi eller ej.
  • Borgerne ved endnu ikke, at de kan kræve ”flydende elektricitet” i form af elektrofuels i tung trafik som fx skibe.
  • De tekniske løsninger i dag er typisk på pilot- eller demonstrationsstadie, og skal udvikles yderligere i forbindelse med en opskalering.

Hertil kommer en række tekniske og økonomiske spørgsmål omkring optimering af forskellige processer, katalysatorer mv. som har været i fokus på konferencens anden dag. Der er således meget arbejde at gøre endnu, og også meget foreningen VedvarendeEnergi kan bidrage med i den sammenhæng med vores tekniske viden og aktivering af folk til at tage ansvar for en grøn omstilling til en bæredygtig verden.

Om forfatteren