Skip to content

Læs VedvarendeEnergis formand, Jonathan Ries’, kronik i JP

Glade grønne veste kan hurtigt blive til aggressive gule

Mange steder i erhvervslivet har man forstået, at større forandringer kræver aktiv inddragelse af ens medarbejdere. Det er en lektie, som den nye regering skal tage ved lære af hurtigst muligt. For kun ved at mobilisere befolkningen vil vi lykkes med en reduktion af vores CO2-udledning på 70 pct. i 2030.
Forleden var jeg til et bryllup i Tyskland, hvor jeg faldt i snak med en af gæsterne, som arbejder i en af Tysklands største logistikkoncerner. Det interessante ved hans stilling er, at han er ansat til at arbejde sammen med medarbejderne om at skabe langsigtede forandringer nedefra. Altså en tilgang, som i høj grad er bottom-up i stedet for den klassiske top-down change management. Koncernens tilgang var en erkendelse af, at man kun kan skabe langsigtede, vedvarende forandringer, hvis alle fra top til bund i virksomheden er med. Denne tilgang tager længere tid, men ifølge filosofien bag forankres ændringerne i højere grad hos medarbejderne og danner dermed grundlag for længerevarende resultater. Medarbejderne er mere engagerede, da de føler større ejerskab i deres opgaver, og det øger ikke kun medarbejdertilfredsheden, men også virksomhedens resultater.

En direkte sammenligning mellem en stor tysk koncern og det danske samfund er ikke ligetil, men der gemmer sig dog en meget vigtig pointe, som til gengæld kan overføres direkte. Hvis de markante ændringer, som den grønne omstilling kræver, skal kunne gennemføres, sker det kun, hvis borgerne er med som aktive medspillere. Omstilling, som skal løftes af hele befolkningen nedefra, og store ændringer skabes derfor kun ved at inddrage og mobilisere hele befolkningen.

I Danmark har vi nu et politisk mål om at reducere vores CO2-udledning med 70 pct. i 2030. Den nye regering skal have ros for at sætte dette ambitiøse mål og bruge det som pejlemærke for arbejdet de kommende fire år. Det er samtidig en kærkommen politisk målsætning, som skal fungere som en samlede vision for hele befolkningen. Flere eksperter inden for den grønne omstilling har siden udtalt, at de første 60 pct. kan nås med kendte virkemidler. For at nå en reduktion på 60 pct. er hjørnestenene mere vedvarende energi, en større energieffektivisering af bygninger, elektrificering af transport og udtagning af landsbrugsjorde. Desuden vil adfærdsregulerende afgifter have en positiv effekt på et mere ressourceskånende forbrug.

For at komme i mål med de sidste 10 pct. kræves det, bl.a. ifølge den nye statsminister selv, at vi ændrer levevis. Her taler vi om ting som vores madvaner, reduktion af vores energiforbrug gennem bedre isoleringer eller energieffektiviseringer, måden at rejse på ferie eller ændringer i vores daglige transportvaner – mere fælles, mindre individuelt. Professor ved DTU Kirsten Halsnæs har sammenlignet klimamålet med amerikanernes månelandingsprojekt, hvis succesfulde afslutning har 50-årsjubilæum i år. Vi ved ikke endnu, hvordan vi når klimamålet, men for at bruge John F. Kennedys ord: »Vi vælger at rejse til Månen i løbet af dette årti og at gøre andre ting, ikke fordi det er nemt, […] men fordi det er en udfordring, vi er klar til at tage på os, én, vi ikke er villige til at udskyde, og én, vi forventer at vinde.«

Mette Frederiksens erkendelse af, at den grønne omstilling og regeringens målsætning kræver ændret levevis, modtager jeg med glæde. Det betyder nemlig, at det afgørende spørgsmål for de kommende år ikke længere er, om vi kan nå 100 pct. reduktion af drivhusgasser, men derimod, hvordan vi når 100 pct. reduktion af drivhusgasserne hurtigst muligt. Spørgsmålet er heller ikke længere, om vi kan lykkes med den grønne omstilling, men derimod, hvordan vi lykkes med den grønne omstilling.

En forudsætning for succes i den grønne omstilling er, at vi som borgere laver grundlæggende ændringer i vores levevis og deltager positivt i omstillingen. Dette sker kun, hvis regeringen lykkes med at få hele befolkningen med.

Mens de første vindmøller blev opstillet for over 50 år siden af pionerer og idealister, og siden videreudviklet af dygtige ingeniører og undervejs støttet af befolkningen organiseret i vindmøllelaug, har store koncerner siden overtaget energiomstillingen. Energikoncerner, pensionsselskaber og andre store investorer gennemfører store vindmølle- og solcelleprojekter. Dog møder projekterne ofte store protester.

Den folkelige opbakning bag f.eks. vindmøller er betinget af, om befolkningen føler, at denne udvikling sker med dem og ikke på trods af dem. Tidligere var vindmøllelaug den eneste måde at investere i vindmøller. Lokale borgere var tilfredse med udsigten til vindmøller, da de tog del i opsætningen og fik et fornuftigt udbytte. I dag ser vi flere steder, at egnsudvikling og vedvarende energi med lokalt ejerskab hænger sammen. Men ejerskab foregår i dag typisk indirekte i form af en investering i større vindmølleparker eller via vores pension. Mobiliseringen og inddragelsen af befolkningen er dog ikke blevet mindre afgørende, og det er nu udslagsgivende. Befolkningen vil være en del af omstillingen – især når borgerne påvirkes direkte af den. Befolkningen bærer en structural power i den grønne omstilling.

Den globale opvarmning og det alt for hurtige tab af biodiversitet kræver handling nu. Kortsigtede gevinster for os her og nu skal balanceres i højere grad med langsigtede gevinster for fremtidige generationer og naturen.

Eksempler på konkrete tiltag er:

  1. at bringe den omdiskuterede klimalov til afstemning hurtigst muligt – med en øget finansiering af klimaprojekter i udlandet og klare målsætninger for bygninger, transport og landbrug.
  2. at støtte civilsamfundet, der kan bidrage med dialog og praktiske indsatser, gennem nye puljer, som f.eks. den tidligere grønne ildsjælepulje, eller oprettelse/øget støtte af lokale klimakontorer for at understøtte indsatsen lokalt med borgerne.
  3. at tage udgangspunktet i ”forureneren betaler”-princippet, når ny lovgivning udtænkes. Et eksempel er implementering af flyafgifter, hvis provenuet bruges til en grøn check til at kompensere dem med de laveste indtægter og til at gøre tog og andre klimavenlige rejseformer billigere.
  4. at gøre det nemmere at handle klimavenligt med bedre klimainformation om produkter, ferierejser m.m. Desuden skal det være nemmere og billigere at reparere og genanvende produkter. Genbrug er det nye sort. Civilsamfundet deltager gerne i indsatsen.
  5. at gøre befolkningen til prosumers, dvs. at befolkningen i højere grad får lov til og muligheden for at producere el og varme, at spare på vand og at sortere affald. Her skal reglerne gøres nemmere og mere attraktive, f.eks. i forhold til at sætte solceller op på taget.
  6. at understøtte et tættere samspil mellem virksomheder, civilsamfund og offentlig sektor, så alle kompetencer bruges på tværs af brancher og sektorer. Flere partnerskaber på nationalt eller lokalt niveau kan sikre grønne innovationer, lokal værdiskabelse og en bred mobilisering af befolkningen. Samsø Energiakademis samarbejde med kommune og virksomheder har ikke kun skubbet den grønne omstilling på øen, men også skabt lokale arbejdspladser og investeringer. Etableringen af flere bruger-, medlems- og medarbejderejede virksomheder vil kun støtte den udvikling.
Den nye regering skal sætte de strukturelle rammer, som sikrer en bred mobilisering og ejerskab af befolkningen i den grønne omstilling. Civilsamfundet skal involveres, så det bidrager til den grønne omstilling og ikke negligeres, for så opstår risikoen, at befolkningen modsætter sig. Og så kan glade grønne veste lynhurtigt blive til aggressive gule. Så bliver det først for alvor svært at nå i mål. Så lad os komme i gang. Befolkningen har ved seneste valg vist, at den er klar til en hurtigere grøn omstilling.
Indlægget blev bragt i Jyllandsposten d. 21.08.2019

//illustration: Rasmus Sand Høyer

VedvarendeEnergi
Scroll To Top