I en ny pressemeddelelse kritiserer en række eksperter i FN’s Menneskerettighedsråd Den asiatiske infrastrukturinvesteringsbank (AIIB) og Den indonesiske regering for deres behandling af det oprindelige folk i et stort turismeprojekt på øen Lombok.
”Landmænd og fiskere er blevet fordrevet fra deres lokalsamfund, og de har været vidner til, hvordan deres hjem, marker, vandforsyning, kulturelle og religiøse steder er blevet ødelagt, da Den indonesiske regering og det nationale turismeselskab, Indonesien Tourism Development Corporation (ITDC), besluttede, at Mandalika skulle være det nye Bali”, siger Olivier De Schutter, FN’s Specialrapportør for ekstrem fattigdom og menneskerettigheder, i pressemeddelelsen.
VedvarendeEnergi har tidligere på året dokumenteret, hvordan der i AIIBs vurderingsproces af dette projekt var betydelige mangler i forhold til genbosættelsesplaner, ekspropriation og genopretning af livsgrundlag, der alt sammen er vigtige elementer, når man skal beskytte de berørte befolkningsgruppers rettigheder. Udviklingsbanken blåstemplede Mandalika Urban Development and Tourism-projektet på Lombok på trods af mangelfuld dokumentation og klager fra lokalsamfundene.
Nu er den gal igen. Denne gang er det FN’s Menneskerettighedsråd, som nu kritiserer udviklingsbanken, Den indonesiske regering og de virksomheder, som har investeret i projektet for manglende due diligence, altså identifikation af områder, hvor deres praksis eller deres procedurer kan medvirke til menneskerettighedskrænkelser, som ellers er beskrevet i FN’s retningslinjer om menneskerettigheder og erhverv (UN Guiding Principles on Business and Human Rights).
Projektet blev igangsat i 2018, og er AIIBs første selvstændige projekt i Indonesien. Det er en del af et større turismeprojektet kaldet 10 Nye Bali’er, hvor ti nye turismedestinationer skal oprettes. Mandalika, der er hovedstad på Lombok, og som ligger i den fattige West Nusa Tenggara-provinsen, skal forvandles til et integreret turismekompleks, der består af Grand Prix motorcykel-racerbaner, parker, luksushoteller og resorts. Investorernes argument er, at projektet vil hjælpe understøtte den bæredygtige udvikling i provinsen. Projektet er delvist finansieret af AIIB og har tiltrukket milliarder af investeringer fra private virksomheder.
Ekspertpanelets kritik fremhæver manglende risikovurderinger af de miljømæssige og sociale konsekvenser af projektet, ulovlig ekspropriering, fordrivelse af det oprindelig folk, samt intimidering af menneskerettighedsforkæmpere, som parterne i projektet er ansvarlige for at overholde. Vi har tidligere dokumenteret, hvordan AIIB lader virksomheder selv bestemme, hvilke oplysninger de offentliggør om projekter uden at kontrollere dem. Derfor ser vi positivt på denne udmelding fra FN.
Læs hele pressemeddelelsen her