VedvarendeEnergi og UngEnergi holdt i sidste uge fælles landsmøde og generalforsamling under temaet ”Lokalt engagement i den grønne omstilling.” Dagen bød bl.a. på inspirerende oplæg, underholdende indslag, hyggelig fællesspisning – og en samtale om de styrker og udfordringer, der kan være i arbejdet med det lokale engagement i omstillingen. De to østjyske ildsjæle Helene Simoni Thorup og Paul Natorp blev her sat i stævne til en snak om alt fra handlekraft i fællesskaber til rammer for frivillighed og hverdagsaktivisme.
Af Charlotte Elisabeth Christiansen
Årets landsmøde starter med fællessang: Rundt om et klaver samles deltagerne i en halvcirkel, mens de synger ”Det er i dag et solskinsvejr,” og solens stråler fylder rummet. Da fællessangen er slut, sætter deltagerne sig igen til rette langs de opstillede borde. I midten af bordene står tre stole. Her sidder Nilas Bay-Foyed, frivilligkonsulent og projektleder i VE, Paul Natorp og Helene Simoni Thorup – to ildsjæle, der på hver sin måde beskæftiger sig med lokale fællesskaber, hvor bl.a. grøn omstilling er i fokus.
Helene har bl.a. i mange år været aktiv i borgerforeningen i landsbyen Stjær – her har hun og resten af borgerne sammen arbejdet for at skabe et grønnere lokalsamfund. Paul har bl.a. været med til at opstarte og drive Sager der Samler i Aarhus, som er en platform og mødested, der danner ramme om lokal, borgerdrevet forandring. Med udgangspunkt i deres egne erfaringer, er Helene og Paul i dag sat i stævne til en samtale om de styrker og udfordringer, der kan være, når man beskæftiger sig med lokalt engagement.
Lokale løsninger og fællesskab kan noget særligt
Helene og Paul er enige om, at det skaber nogle helt andre muligheder, når man har tiltro til de lokale løsninger, fremfor udelukkende at tænke i politiske og individuelle løsninger. For fællesskaber kan noget andet:
”Fællesskaber kan give og skabe handlekraft for de mennesker, der er en del af dem. De sætter os i stand til at se hvordan tingene hænger sammen. Det giver en følelse af nærhed, og af at man kan bidrage,” forklarer Paul. Helene stemmer i:
”Vi kan måske ikke redde hele verden, men vi kan gøre noget lige der, hvor vi bor, sammen med dem, vi bor med. Her kan vi gøre en forskel og få andre med. Her kan vi få faciliteret en ramme.”
”Man skal tage fat ud fra det, der allerede findes”
Netop det er de lykkedes med i de fællesskaber, som Helene og Paul er en del af – ikke mindst fordi de netop har givet hinanden handlekraft. Men hvordan lykkes man egentligt med det? Og hvordan griber man det an, hvis man vil starte et nyt initiativ op?
Paul er ikke i tvivl: ”Man skal tage fat ud fra det, der allerede findes.”
Det handler om at se på de behov og interesser, der er i de fællesskaber, man indgår i – er der allerede en interesse for grøn omstilling, bliver det nemlig nemmere f.eks. at starte en fælles ordning, hvor man deler hinandens værktøj i opgangen eller på villavejen. Især i byerne er der mange forskellige typer af fællesskaber, man kan indgå i, uanset hvor man bor. I de små landsbysamfund er det lidt anderledes – og det betyder noget for hvilke muligheder, der er for at skabe lokalt engagement.
”Det kommer meget an på hvilke relationer, man har til hinanden – på landet er det i høj grad én nabo, ofte den nærmeste, der er vigtig, for der er ikke andre. Men inde i byen har man mange naboer, og derfor bliver den enkelte nabo mindre vigtig,” uddyber Paul.
Frivillighed og engagement skal komme af lyst
At relationerne er så vigtige, hænger også sammen med at det at gøre noget frivilligt altid skal udspringe af lyst.
”Hvis man gør noget frivilligt, skal det give mening. For når vi stiller op, og gør noget ud fra egen lyst, og ikke fordi vi skal eller får penge for det, giver det noget andet,” forklarer Helene.
Selvom det frivillige arbejde og engagement skal være noget, man gør, fordi man har lyst, kan det også være hårdt arbejde at gå forrest, at være aktiv og få folk med. Derfor kræver det også noget, når man engagerer sig i en sag og arbejder for den, mener Paul:
”Da jeg var med til at starte Sager der Samler op – som er et initiativ, hvor vi bakker hinanden op i at starte ting op – fandt vi hurtigt ud af, at vi blev nødt til at lave nogle dogmeregler for, hvordan vi gør tingene. Det handler især om, at vi ikke kan lave servicevirksomhed. Vi laver ting med hinanden, og ikke for hinanden. På den måde må man være lidt nådig overfor sig selv. Det handler også om at finde ud af, hvordan man bedst kan bruge sine kræfter til at lave noget.”
Frivillighed er fint – men der skal også være plads til hverdagsaktivister
Den tilgang tilslutter Helene sig, og forklarer, at det få folk til at engagere sig i en sag først og fremmest går ud på at skabe mulighed for handling – og det kræver også at man skaber et rum, hvor folk har lyst til at handle.
”Det gør man ved at have en mere entreprenant tilgang – det betyder meget. Det har vi også selv brugt i Stjær,” fortæller hun. Paul stemmer i:
”I Sager der Samler parkerer vi hele frivillighedsbegrebet langt ude i siden, for vi ville også gerne have en mere entreprenant tilgang: Vi er hverdagsaktivister. Vi vil selv gøre ting. For når man taler om frivilligt arbejde følger der ofte bestemte forventninger med – og så er det jo en hel industri,” mener han.
Også Helene mener, at der ofte følger bestemte forventninger og handlingsmønstre med flere af de begreber, vi bruger, når vi taler om borgerengagement.
”Man taler også meget om borgerinddragelse. Og det kan ofte blive noget med, at borgerne også lige kan give deres besyv med, selvom de fleste beslutninger allerede er truffet – eller sådan kan det i hvert fald lyde. Men egentlig skulle det jo handle mere om samskabelse, og her er f.eks. kommunerne ikke altid lige gode til at få det tænkt ind,” forklarer hun, inden Paul afslutter:
”Det er meget en kulturændring, der skal til. At vi giver plads til at være aktivist. Frivillighed er fint, men der skal også være en anden fortælling. Der skal være mulighed for at man som frivillig kan organisere sig mere. Det kan frigøre en masse kræfter og kreativitet.”
