Sigurd Wandel er død

En markant skikkelse i det århusianske ulandsmiljø er død efter kort tids sygdom 75 år gammel.

Programkoordinator i miljøorganisationen VedvarendeEnergi Finn Tobiesen skriver mindeord:

Vores veje mødtes allerede i 1976, hvor Sigurd efter en orlovsperiode vendte tilbage til Arkitektskolen i Aarhus, hvor han havde et lektorat i byplanlægning. Han kom hjem efter et flerårigt undervisningsjob på ARDHI instituttet i Dar es Salaam, og satte hurtigt en række ulandskurser i gang for de studerende. Det blev en hel del år senere til efteruddannelsestilbud til arkitekter og byplanlæggere først i regi af Arkitektskolen, senere i regi af Danidas Fellowship Center.

Sigurd var stædig og insisterende. Hans engagement og tilgang til verdens uretfærdigheder var ikke til at tage fejl af. Han befandt sig godt som lærer – i den bedste betydning – nemlig ud fra en velbegrundet tillid til at der var noget han vidste og havde erfaret gennem mange års arbejde og studier, som han synes alle skulle nyde godt af. Drevet af indignation og nysgerrighed har han i de snart 30 år jeg nåede at være tæt på ham påvirket og med et glimt i øjet drevet vores diskussioner rundt i mange hjørner af tilværelsen.

Hans ulandsengagement bragte ham og Lotte, og i de unge år børnene, til flerårige udstationeringer: som underviser på ARDHI instituttet i Dar es Salaam, som landekoordinator for MS i Kenya, kort tids udsendelser for Dansk International Bosætningsservice (DIB) i Bolivia, som rådgiver for Danida i Morogoro, og for Svenska Afghanistankommittén i Pakistan/Afghanistan.

Fra 2007 til 2013 var Sigurd deltidsansat i VedvarendeEnergi, i perioden blandt andet 7 måneder i vores program i Kisumu, Kenya.

Sigurd har været her, sat sine spor, påvirket vores opfattelse af ulandsarbejde, og vil blive husket for alt dette og meget, meget mere.

VedvarendeEnergi