Vind eller forsvind – Da den grønne omstilling havnede i stormvejr 

Af Mikkel Weis Petersen 

Den grønne omstilling er i dag ikke til at komme udenom. Emnet går igen i den politiske debat såvel som i dagligdagens samtaler, når der drøftes alt fra befolkningens klimaaftryk til boligens energiforsyning. Oftest tilskyndes der til mere handling og større ambitioner. Alligevel går den grønne omstilling for langsomt, og opnår ikke den nødvendige tilslutning. Til trods for at vi stadig er langt fra vores grønne målsætninger, kan vi glæde os over de seneste års betydelige fremskridt på området for produktion af vindenergi. Tag blot et kig ud over de danske kyster, hvor du finder i alt 15 etablerede danske vindmølleparker anno 2023. 

Skruer vi tiden 30 år tilbage ser billedet dog noget anderledes ud. Det vidner artiklen ”Vindstille – Katastrofalt fald i opstillingen af vindmøller” udgivet i 1993 i VE’s daværende medlemsmagasin Råstof om. Her retter Ejvin Beuse, tidligere sekretariatsleder hos VedvarendeEnergi, et særdeles kritisk blik på sin samtids udbredte mangel på engagement i den grønne omstilling og den begrænsede tilslutning til opstilling af vindmøller som fremtidens kilde til grøn energi. I dét lys har samfundet efterfølgende udviklet sig markant, om end Beuses opråb endnu er relevant i dag, hvor den grønne omstilling stadig risikerer at havne i stormvejr. 

Artiklen er bragt i Råstof, Vedvarende Energi & Miljø, nr. 4, 1993. Læs den nedenfor: 

 

Vindstille – Katastrofalt fald i opstillingen af vindmøller 

Opstillingen af nye vindmøller styrtdykker. For tredje år i træk bliver den opstillede vindmølle-effekt på det nærmeste halveret, viser tallene fra første halvdel af 1993. Fortsætter denne negative udvikling vil vi næste år være tilbage på et udbygningsniveau som for ti år siden. 

Af Ejvin Beuse, 1993 

Den er rivende gal. Udviklingen går simpelthen den gale vej. Kommuneplanlægning, kystcirkulære, nettilslutningspriser, nettilslutningsventetid, afregningspriser, grønne afgifter – ja, lige så snart det ene problem er ryddet af vejen, dukker der et nyt op. 

Er der noget at sige til, at folk ikke gider have alt det bøvl for at være med til at opfylde målsætningen i en officiel og internationalt berømmet energiplan – Energi 2000? Nok er folk bekymrede over miljøet og indstillet på at yde noget selv. Men knokle med alle de regler og cirkulærer i månedsvis uden, at der er en lille gevinst, bortset fra det miljømæssige, i anstrengelserne – nej, det vil man godt nok ikke.  

Hvad nu Sjursen 

Der skal noget effekt op, hvis det beskedne mål om at dække 10 % af elforbruget i 2005 skal nås. Da planen blev til, skønnede man at opstilling af ca. 75 MW om året i gennemsnit ville række. Efterhånden som årene går bliver kravet imidlertid større og større. Med snart kun ti år til 2005 skal der opstilles ca. 100 MW om året. Opgaven bliver altså ikke lettere. 

Hvad gør vi så. Elværkerne har på det nærmeste opgivet at realisere den 100 MW-ramme for vindkraft, de senest er blevet pålagt. Forsøgene på at gennemføre vindmøllepark-projekter rundt omkring har desuden været medvirkende til at lægge vindmøller for had i befolkningen. Det er altså ikke løsningen på problemet.
Ikke at vindmølleparker som sådan er en dårlig idé. Der kan godt være fornuft i at koncentrere møllerne – og dermed generne – på afsidesliggende øde steder – for så bedre at kunne skåne andre måske følsomme naturområder. 

Vindeby-effekten 

Altså et begrænset antal vindmølleparker på land skulle/burde der kunne findes plads til. Til gengæld er der store muligheder for at lave vindmølleparker på havet. Der sker bare ikke noget. Vindeby-projekter har fremfor at sætte udviklingen i gang nærmest standset den, fordi man skal vente på erfaringer fra driften. Norsminde-projektet, som kunne være blevet banebrydende med en anlægspris på næsten det halve af Vindeby-projektet, blev effektivt jordet af Energiministeriets embedsmænd (under den forrige minister!) i kombination med en hysterisk ”bare ikke her hos os”-reaktion fra sommerhus- og lystbådfolket i Århus’ whiskey-bælte. 

Slip bremsen 

Når nu de store ”klumper” af vindmøller ikke lader sig gøre lige her og nu, så må der sættes så meget desto mere fart på de andre muligheder. Lokale vindmøllelaug bestående af en eller flere møller har bevist sin duelighed. Men alle de førnævnte hindringer, der bremser i øjeblikket, må lempes. Energiministerens og miljøministerens udspil over for kommunerne med hensyn til en slags frivillig tvang, der skal gøre det svært helt at afslå, er et godt skridt i den rigtige retning. Man må så håbe, at den konference de to ministre i fællesskab har inviteret kommunerne til den 30. august også kommer til at munde ud i en kvantitativ forpligtelse. De kommuner, der har de bedste muligheder vindmæssigt, skal selvfølgelig også tage den største del af byrden. Derfor har OVE også foreslået, at der som udgangspunkt for hvor mange møller den enkelte kommune skal have, foretages en kvotering ud fra den landsdækkende kortlægning af vindressourcerne, der er blevet foretaget af Energistyrelsen. 

Mens vi venter 

Om den lempelse af kystcirkulæret, der er foretaget, er tilstrækkelig er svært at sige. Men der er fra administrativt hold nu givet et signal om, at der skal foretages en rimelig og fornuftig afvejning af naturhensyn i forhold til ønsket om opstilling af vindmøller. Men realistisk set skal der nok nogle ankesager til førend praksis bliver ændret. 

Den største bremse er imidlertid tilslutningen til nettet. Godt nok siger reglerne, at man har ret til tilslutning – blot ikke hvor og hvornår. Meget kunne være vundet, hvis de lokale elforsyningsselskaber og kommunerne kunne finde ud af at tale sammen. Og så ”udbyde” de områder, der er tilgængelige – både planlægningsmæssigt og nettilslutningsmæssigt – her og nu og så orientere om, hvilke områder, der vil blive det hvor og hvornår. 

Grønt på grønt 

Endelig er afregningsprisen på el leveret til nettet blevet alt for lav. Med indførelsen af den nye grønne afgift på elforbrug, uden en tilsvarende større refusion for solgt el fra møllerne, bliver det en ren katastrofe. Bortset fra paradokset i, at man på den måde belægger en grøn energi med en grøn afgift, så betyder det at økonomien i private møller – bortset fra måske i de allerbedste vindområder – bliver negativ. Også sammenlignet med andre lande er vi sakket bagud. I Tyskland afregnes der med ca. 65 øre pr. kWh, i Italien med ca. 80 øre og i England med ca. 1 krone. I Danmark ligger afregningsprisen tæt på et gennemsnit på 50 øre pr. kWh. 

Negativ økonomi 

Der har igennem tiden været meget snak om, hvor stor en ”fidus” det var, at have andele i en lokal mølle. En del politikere har – ikke mindst på grund af useriøse salgsopstillinger i annoncer for vindmølleandele – ment, at fordelene var alt for store. Det har de set som et gennemsnit for hele området aldrig været. Hvis det nemlig havde været så fordelagtigt, at opstille og have andele i en vindmølle, så ville vi ikke have haft noget problem i dag. Målestokken for, om det er attraktivt eller ej, er jo simpelthen den hastighed hvormed projektet realiseres. Derfor må afregningsprisen ikke forringes, men skal tværtimod forbedres betydeligt. 

Alt eller intet 

Der har igennem årene været en tendens til at se på de forskellige måder at etablere vind-effekt på som en alt eller intet-model. Men virkeligheden er vel, at vi skal tage hele spektret af muligheder i anvendelse. Mølleparker på land og navnlig på havet, møllelaug med een eller flere møller (klyngemøller), større private møller ved landbrug, industri og kommunale anlæg og endelig husstandsmøller ved fritliggende ejendomme på landet. Med hensyn til det sidste, er det derfor glædeligt at energiminister Jann Sjursen nu overfor OVE har tilkendegivet at være positiv vedrørende en styrkelse af udviklingen af småmøller, og at ville overveje nedsættelsen af et særligt udvalg for små vindmøller. 

Nye samarbejdsreformer 

Men der er også brug for nye samarbejdskonstruktioner. Udover det allerede nævnte ønske om tættere samarbejde mellem kommunerne og de lokale elforsyningsselskaber om de potentielle vindmølleområder, ville et samarbejde om etableringen af møller mellem lokale vindmøllelaug og forsyningsselskaberne måske kunne være nyttigt. Der er allerede set nogle få eksempler på et sådant samarbejde – bl.a. omkring Avedøre Vindmøllekraft. Man kunne tænke sig flere forskellige modeller. En kunne være at et vindmøllelaug får forsyningsselskabet til forlods at binde sig for ekspl. halvdelen af møllerne i et projekt eller måske være bagstopper og aftage ikke-solgte andele. 

Men man kunne også forestille sig elforsyningsselskabet i en mere aktiv rolle – når forberedelsessamarbejdet sammen med kommunen var lavet – så at invitere til et orienteringsmøde med henblik på dannelsen af et møllelaug, der så overtager hele eller dele af projektet – f.eks. halvdelen af møllerne. Modellen bruges rent faktisk enkelte steder, men kunne måske med held ”eksporteres” som know-how til mange flere selskaber. Der er altså muligheder, men det kræver lidt utraditionel tænkning og en god portion vilje til at gennemføre idéerne. 

Den oprindelige artikel fra Råstof.
Den oprindelige artikel fra Råstof.
Scroll to Top