Hjem > En hel uge med grønt skoleskema hos FGU Aarhus 

En hel uge med grønt skoleskema hos FGU Aarhus 

Blomsterfrøbomber, klimarap og genbrugsmodeshow stod på skoleskemaet i uge 36, da FGU Aarhus afholdt Grøn Uge i samarbejde med VedvarendeEnergi og med støtte fra Tuborgfondet. Underviserne havde tilrettelagt en uge, hvor den grønne omstilling var i centrum – i øjenhøjde med eleverne og med udgangspunkt i deres interesser. Det fortæller Anna Margrethe Andersen, faglærer på FGU Aarhus Vest. 

Af Dea Dalbjerg  

Alt fra møbler af olietønder til energi-eksperimenter og upcyclede sneakers var på programmet hos FGU Aarhus i uge 36. Her blev den sædvanlige undervisning sat på pause, da eleverne dykkede ned i forskellige aspekter af den grønne omstilling. Som kulmination på Grøn Uge blev Samlingshuset i Gellerup forvandlet til en levende udstilling, da eleverne på tværs af FGU-skolerne i Skejby, Egå og Gellerup sammen fremviste, hvad de havde arbejdet på. 

Anna, der til daglig er faglærer i faget ”Miljø og genbrug” på FGU Aarhus Vest, er en del af den projektgruppe, der koordinerede og planlagde Grøn Uge. Hun fortæller, at en stor del af skolens arbejde handler om løbende at have samtaler med eleverne omkring de ting, der rører sig i deres liv – og her er den grønne omstilling og klimaet ingen undtagelse: 

”Vi har elever, der går rigtig meget op i emnet og som næsten kan formulere noget, der minder om klimaangst. Så dét at tage fat i emnet og få handlet på det, det er rigtig godt i sådan en uge her,” fortæller Anna. 

”Samtidig er det jo noget, som næsten alle arbejdspladser beskæftiger sig med i større eller mindre grad. Så det er noget, vores elever unægteligt vil støde på,” supplerer hun. 

Netop derfor ønskede FGU Aarhus også, at eleverne skulle tage noget med sig fra ugen – og ikke mindst fra den fælles udstilling: 

”Én af vores værdier på skolen er nysgerrighed. Så vi opfordrede eleverne til at tage deres nysgerrighed med sig rundt på udstillingen og spørge ind til, hvad det var, de så,” fortæller Anna. 

Klimarap og genbrugsmodeshow 

Udover udstillingerne, var der også underholdning. Danseholdet fra FGU Aarhus Vest havde med hjælp fra Røde Kors forberedt et genbrugsmodeshow. I løbet af ugen havde eleverne været på besøg ved den lokale genbrugsbutik, hvor de lærte om, hvordan Røde Kors arbejder med genbrugstøj, ligesom de selv var med til at sortere og udvælge det tøj, der skulle vises frem til modeshowet. Efter modeshowet fremviste rap-holdet fra FGU Aarhus Vest en række numre, som de havde skrevet og produceret i løbet af ugen. Teksterne tog udgangspunkt i den grønne omstilling, og handlede om alt fra papsugerør til generationskløfter.  

Uanset om eleverne havde skrevet en rap, gået modeshow eller fremstillet et møbel af olietønder, var deres stolthed ikke til at tage fejl af, forklarer Anna. 

”Jeg tror, at da vi alle sammen mødtes den fredag, kunne vi mærke, at dét her kunne noget. Eleverne var virkelig stolte over deres udstillinger,” fortæller Anna og fortsætter: 

”At kunne give eleverne de her små succesoplevelser er supervigtigt for os som skoleinstitution.” 

Ingen A- og b-hold 

Netop elevernes nysgerrighed og stolthed omkring deres arbejde er noget, som FGU Aarhus har ønsket at vække i løbet af Grøn Uge.  

”Vores intention var, at den grønne omstilling skulle på skoleskemaet på en vedrørende måde, der taler til vores elever, dér hvor de er i deres liv. Det kan godt blive larmende i mediebilledet – så dét med faktisk at få præsenteret det i øjenhøjde, kan gøre en forskel,” forklarer Anna. 

Baggrunden for samarbejdet mellem VE og FGU Aarhus tager afsæt i en fælles målsætning om, at alle skal med i den grønne omstilling. Derfor var det også en vigtig del af projektet, at eleverne arbejdede med emnet på forskellig vis.  

”Da vi blev inviteret med til projektet af VedvarendeEnergi, var vi meget taknemmelige. Vi ved, at VE arbejder for, at der ikke skal være et A-hold og et B-hold i den grønne omstilling, og dén mission køber vi helt ind på. Vores elever skal ikke være dem, der ikke ved, hvad man snakker om, når man f.eks. siger klima, miljø eller grøn omstilling,” fortæller Anna. 

Samtidig forklarer Anna, at hun er glad for det momentum, som projektet skabte: 

”Som skoleinstitution kan man godt have mange rigtig gode intentioner, men vi er stadigvæk en relativt ny skole, der er ved at lande. Derfor var det virkelig rart, at VE hejste et flag og skabte et momentum for at handle. Det gav anledning til, at vi kunne omsætte noget af det, vi faktisk synes er rigtig vigtigt – nemlig den grønne omstilling – og få det ført ud i livet.” 

Fra bomber til blomster 

Én af de ting, der blev handlet på i ugens løb, var et projekt, hvor en gruppe elever lavede frøbomber – dvs. kugler af lerjord fyldt med blomsterfrø, som kan kastes steder, hvor man ønsker, at det skal begynde at spire. Anna forklarer, hvordan frøbomberne også var med til at indlede samtaler om andet end biodiversitet og miljø: 

”Da jeg stod på udstillingen, kom der én hen og spurgte: Er det sådan nogle bomber, man bruger i krig? Så fik vi os en god snak om, at man kunne ønske, det var sådan nogle bomber, de brugte i krig, for så ville verden være et meget bedre sted.” Hun fortsætter:  

”Jeg snakkede også med en pige, der fortalte, at hun aldrig havde tænkt så meget over det med klima og den grønne omstilling før. Men hendes hold havde set en film om tøjindustrien i løbet af den grønne uge, og dét havde fået hende til at tænke over, at hun skulle købe mindre tøj.” 

Anna Andersen fortæller, at der generelt var rigtig mange gode samtaler i og omkring Grøn Uge. Hendes fornemmelse var helt klart, at der var en rigtig god interesse for emnet. 

”Jeg håber, at denne her projektuge sætter sig og udvikler sig til yderligere samtaler – både hos eleverne og hos os som skole – så vi kan blive skarpere på, hvad vores bidrag er i forhold til den grønne omstilling,” afslutter hun. 

Scroll til toppen