Åben høring om atomkraft på Christiansborg er overflødig

Torsdag d. 16. november var der høring om atomkraft på Christiansborg. Høringen var overflødig og udgør endnu en distraktion fra den grønne omstilling, der går for langsomt både i Danmark og EU.

Høringen blev besluttet ved en debat i Folketinget i marts, hvor et beslutningsforslag fra Liberal Alliance om at nedsætte en atomkraftkommission blev stemt ned. Tilbage i 2016 fremsatte Liberal Alliance et lignende forslag, der skulle skaffe forskningsmidler til Seaborg Technologies og Copenhagen Atomics. Begge virksomheder er med i programmet for den kommende høring på Christiansborg.

Siden 2016 har to rapporter fra danske universitetsforskere dokumenteret, at elektricitet fra ny atomkraft opført i Vesteuropa er ca. dobbelt så dyr som elektricitet fra danske vindmølleparker og solcelleanlæg, og at atomkraftværkerne i modsætning til vedvarende energi kræver store offentlige tilskud for at blive opført.

Atomkraften bliver hele tiden dyrere, hvorimod vedvarende energi bliver billigere og den egner sig heller ikke som reservelast for vedvarende energi. Desuden gør de lange byggetider, at den ikke rettidigt kan afbøde klimakatastrofen. Også Klimarådet har afvist anvendelse af atomkraft. Dette er i overensstemmelse med internationale undersøgelser, hvoraf nogle vurderer, at atomkraft er langt dyrere i forhold til vedvarende energi end angivet i de danske rapporter og desuden producerer langt mere CO2 pr. produceret energienhed.

”Behovet for atomkraft har aldrig været mindre end nu, hvor det gælder om at gennemføre den grønne omstilling så hurtigt og effektivt som muligt”, udtaler Henning Bo Madsen fra NOAHs urangruppe.

”Regeringen er fra flere sider blevet kritiseret for ikke at implementere vedvarende energi hurtigt nok, og høringen på Christiansborg udgør endnu en distraktion i forhold til at nå dette mål.”

Udover Seaborg Technologies og Copenhagen Atomics er hoveddrivkraften i kampagnen for at indføre atomkraft i Danmark Facebook-gruppen Atomkraft Ja Tak!, der markedsfører sig selv som en klima- og miljøorganisation. Fra Atomkraft Ja Tak er der flydt en strøm af alternative fakta og bagvaskelse til mainstream medier, der i mange tilfælde har fungeret som ekkorum i forhold til de sociale medier.

”Den danske energiforsyning er for vigtig til, at man kan basere den på følelser og ideologi”, udtaler Hans Pedersen fra klima- og miljøorganisationen VedvarendeEnergi.

”De små modulære reaktorer, som høringen skal promovere, bliver aldrig til noget, fordi de bliver dyrere end selv de store atomkraftværker pr. produceret energienhed. Man kan endda argumentere for, at formålet med forskningen i de modulære reaktorer hovedsageligt er at vride penge ud af skatteyderne og de store private fonde. Det vil gå med denne type forskning som med det skandaleramte 150 milliarder kr. dyre ITER-projekt, der efter mere end halvt århundrede ikke har gjort fremskridt af betydning.”

Med som oplægsholder er Robert Andrén, der er generaldirektør for den svenske energimyndighed, og som vil gennemgå atomkraftens udvikling og betydning for det svenske elsystem indtil nu og i fremtiden. Samtidigt med, at man planlægger at udbygge atomkraften i Sverige, slækkes der på sikkerheden, fordi myndighederne nedlægger det uafhængige Kärnavfallsråd og fratager Miljöorganisationernes Kärnavfallsgranskning (MKG) økonomisk støtte. MKG har påpeget, at de kobberbeholdere, som det svenske højradioaktive affald skal opbevares i, korroderer hurtigere end myndighederne hævder.

”Det kunne også være relevant at spørge Robert Andrén, om han mener, at atomkraften i Sverige bliver mere sikker ved at man fjerner de uafhængige eksperter, der fungerer som vagthund i forhold til myndighederne og atomkraftindustrien? En forringelse af sikkerheden kan jo også få konsekvenser for os her i Danmark”, udtaler Niels Henrik Hooge fra NOAHs urangruppe.

”På et energimarked, hvor atomkraft og vedvarende energi konkurrerer om de samme kunder, vil desuden hver en krone, der bliver investeret i atomkraft, ikke blive investeret i vedvarende energi. I den forbindelse må det være passende at spørge de medlemmer af Folketingets Klima-, Energi- og Forsyningsudvalg, der er til stede under høringen, om de anser de 400 milliarder svenske kroner, som ifølge den svenske regerings koalitionsaftale skal gives i kreditgarantier til opførelse af nye atomkraftværker i Sverige, for konkurrenceforvridning på det fælles nordeuropæiske energimarked i forhold dansk vedvarende energi, der konkurrerer på almindelige markedsvilkår.”

Læs pressemeddelelsen her.

For yderligere oplysninger, kontakt:
NOAH Friends of the Earth Denmark:

Palle Bendsen, tlf.: 30 13 76 95, e-mail: pnb(at)ydun.net

Niels Henrik Hooge, tlf.: 21 83 79 94, e-mail: nielshenrik(at)noah.dk og

Henning Bo Madsen, tlf.: 71 75 08 16, e-mail: henningbomadsen(at)gmail.com

Klima- og miljøorganisationen VedvarendeEnergi:

Hans Pedersen, tlf.: 51 92 24 14, e-mail: pedersen(at)ve.dk og

Gunnar Boye Olesen, tlf.: 86 22 70 00, e-mail: gbo(at)ve.dk

Scroll to Top